Der er forskningsfrihed i Danmark. Det er bare ikke givet, at man kan få økonomisk støtte til at lave den. Denne simple kendsgerning bliver som regel glemt, når vi diskuterer universiteternes forskningsfrihed og virke i øvrigt.
Af samme grund blev min artikel i anledning af 40 års-jubilæet for nedlæggelsen af Sociologisk Institut på Københavns Universitet da også mødt af en række sigende beskyldninger på de sociale medier. Her er blot et lille udpluk:
”Sagsøg dine modstandere. Kritiser medierne. Angrib uddannelsesinstitutionerne. Det er sådan, fascismen starter. Bare kig på USA.”
”Altid fedt når højrefløjen vil sløjfe tankefrihed fordi de er uenige med noget.”
”Hvilken udsøgt rabiat grad af politisering og aktivisme, borgerlige driver mod vores uddannelsessektor på vores allesammens bekostning. Det er jo ganske enkelt kriminelt hovedløst.”
”Så kender vi den totalitære og antiliberale højrefløj igen. Det er sgu sørgeligt, hvad det borgerlige Danmark er degenereret til.”
Multiversitetet
Til disse bizarre udsagn er blot at sige: Du og jeg må studere hvad som helst, bare ikke nødvendigvis for offentlige midler. Skatteydernes midler skal på humaniora gå til studier og undervisning i sprog, litteratur, kunst, æstetik, historie, filosofi og ånd.
Det vil med andre ord sige, at skatteydernes penge ikke skal gå til en fortsat servicering af selvoptagede minoriteter eller til verifikation af banale fordomme og antagelser, der lige så godt kunne indgå i tidens mainstreamjournalistik, morgen-tv eller sniksnak i radioen.
Dette er netop, hvad der sket på mange vestlige multiversiteter over de seneste årtier: en tiltagende selv-trivialisering, hvormed universitetet er kommet til at ligne det øvrige samfund og mediebillede mere og mere.
Ligesom samtidskunsten er blevet et ekko af konsensus, lever multiversitetet som et ekko af den offentlige mening i en særlig urban og progressiv aftapning. Snart er de ikke til at skelne fra hinanden og fulde af tidens dogmeagtige italesættelser.
Vi drømte om falke, frie ånder og enhjørninger, men fik papegøjer.
Fuld bingo-plade på RUC
Et aktuelt eksempel på denne tendens er de 3,8 mio. kr., som lektor Kenneth Reinicke fra RUC netop har modtaget fra Danmarks Frie Forskningsråd til et projekt, der skal undersøge, hvordan klimaforandringer og sociale omstillinger påvirker hverdagen for unge, grønlandske mænd.
Her er der fuld woke-bingo på alle plader, sådan som vores Modløber Lars Glade også bemærker: noget med klimaforandringer, noget med Grønland og noget med unge menneskers subjektive oplevelser midt i et ”strukturelt krydspres”. Det kunne være en historie i Politiken, Information eller Jyllands-Posten. I stedet bliver det ophøjet til statsfinansieret ”forskning” i millionklassen.
Skal række ud over nuet
Som jeg skrev i min artikel i mandags, må målet være, at samfundsvidenskab og humaniora i stedet for at mime den politiske korrekthed skal fungere som et intellektuelt kontrapunkt til det, vi tror, vi ved, i det naive håb at kvalificere den offentlige mening ved hjælp af ånd, viden og et historisk perspektiv, der rækker ud over nuet.
Det er, indrømmet, en ambitiøs målsætning. Men det er også det modsatte af ensretning, fascisme eller totalitarisme.
Det må altid anbefales magthaverne at holde øje med, hvordan institutioner udvikler sig, også dem, hvor de nominelt klogeste hoveder sidder, især hvis man ønsker, at institutionerne ikke udarter til organisationer, celler eller bobler og ønsker at bevare den folkelige tillid til dem.
Selvom venstrefløjen tror, det er løgn og fascisme, må beslutningstagere indimellem reformere universiteterne, så de atter kan blive, hvad de skulle have været.
Den bedste tradition er ikke at holde liv i asken, men at nære en ny ild.
Fredag den 27. februar arrangerer Kontrast i samarbejde med Marianne Stidsen symposiet ”Humaniora forfra?” på Københavns Universitet. Her vil fem erfarne forskere diskutere universitetet før, nu og i fremtiden med oplæg og paneldebat. Symposiet finder sted kl. 13.30-17 i Multisalen på Søndre Campus, Karen Blixens Vej 1, 2300 Kbh. S. Der er gratis entré. Tilmelding er ikke nødvendig.














