Når der igen og igen uddeles millioner til identitetsbaseret samfundsforskning, viser det, at én bestemt analytisk tilgang fortsat dominerer universitetsverdenen. Senest er der givet 3,8 mio. kroner til forskning i unge mænds liv og identitet i Grønland. Projektet fokuserer på oplevelser, sociale forandringer og selvforståelse.

Spørgsmålet er, om forskningsprojekterne adresserer faktiske problemer, eller lever i deres helt egen virkelighed.

Problemet i Grønland er strukturelt. Grønland kæmper med veldokumenterede udfordringer, herunder høje frafaldsprocenter i ungdomsuddannelser, lav erhvervsdeltagelse blandt unge mænd, udbredte misbrugsproblemer og særdeles høje selvmordsrater. Læg dertil svage basale skolefærdigheder for en stor del af afgangselever.

Disse indikatorer peger ikke på et psykologisk identitetstab. De peger på svage institutioner.

Hvad skaber robuste livsforløb?
International forskning viser relativt stabile mønstre. Mennesker klarer sig bedre, når de har grundlæggende skolekompetencer, tidlig arbejdsmarkedstilknytning og stabil familie- og fællesskabsstruktur. Gavnlige er ligeledes tydelige forventninger fra forældre og ditto normer samt lav eksponering for misbrug og social opløsning.

Ingen af disse mekanismer skabes primært gennem narrativer.

Skævt forskningsfokus
Når forskningen i stigende grad vægter oplevelser og identitet, opstår et problem. Man får flere beskrivelser, men færre løsninger. Man undersøger ikke, hvordan samfundet fungerer, men fokuserer på udvalgte menneskers fortolkninger.

Det gør det indlysende svært at afgøre, hvad der virker, og hvad der bør ændres.

De kvalitative identitetsstudier er dog politisk opportune, fordi de skaber mindre friktion med konsensus, er metodisk bøjelige og passer perfekt ind i samtidens normer om følsomhed og repræsentation. Men de flytter sjældent samfundets bundlinje.

Woke analytisk standard
Hvis målet er at forbedre unge mænds livsvilkår i Grønland, bør forskningsmidler i højere grad prioriteres mod kvalitet i undervisningen og læringsudbytte, herunder erhvervsuddannelser og jobovergange. Misbrugsforebyggelse, institutionskapacitet, lokalt arbejdsmarked er lige så relevante nedslagspunkter.

Indrømmet, det er langt mindre mindre eksotisk end feltstudier i Nuuk og Qaqortoq. Men det er ved at sætte ind dér, man kan forbedre samfundet.

Woke er ikke nødvendigvis højlydt aktivisme længere. Den er blevet en analytisk standard, som marxismen var det gennem mange år.

Begge dele fjerner forskningen fra de reelle udfordringer i samfundet, som forskningen burde kunne give svar på.