Danske politikere skal mødes med Marco Rubio i denne uge for at diskutere Grønland med ham. Han bliver af mange danske kommentatorer opfattet som fornuftens stemme i Trump-administrationen, næsten som en Obama i republikansk forklædning.

Forestiller de ham ”blødere” end han er, fordi de ikke kender til hans elitekritik?

Har man læst hans bog Decades of Decadence – How Our Spoiled Elites Blew America’s Inheritance of Liberty, Security and Prosperity (2023), så ved man, at han bærer på en vrede mod Vestens eliter.

Moralsk svigt
I bogen står der selvfølgelig ikke ét ord om Grønland – men Rubios syn på verden, en forståelse for den røde linje i Trump-administrationens politik og måske også ideer til, hvad vi selv kunne gøre – det leverer den.

Marco Rubios syn på Kina er ikke overraskende – Kina er hovedmodstanderen. Men mange danskere vil nok blive overrasket over hans vinkel på globaliseringen i Decades of Decadence. Den har ikke blot været en fejl. Den har været et kæmpe, moralsk svigt – grænsende til forræderi. Det er her, Rubios analyse bliver interessant, men nok også noget fremmed for et dansk publikum.

Rubios kritik retter sig først og fremmest mod de politiske, økonomiske og teknologiske eliter, der i årtier har behandlet afindustrialisering, afhængighed og social opløsning som acceptable bivirkninger af “effektivitet”. Almindelige amerikanere fik at vide, at deres tab var nødvendige, historiske og i sidste ende uundgåelige. Eliten tog gevinsterne – andre betalte prisen.

Vreden bliver tydelig, når Rubio beskriver Obama-æraens syn på arbejderklassen. Da Barack Obama bemærkede, at mennesker i afindustrialiserede egne “klamrer sig til våben og religion”, blev det for Rubio et afslørende øjeblik. Ikke fordi formuleringen var klodset, men fordi den afslørede et verdensbillede: Eliten så ikke globaliseringens tabere som borgere, men som kulturelle afvigere. Deres vrede var ikke rationel – den var et problem, der skulle håndteres.

Tech-eliten gik forrest
Særlig hård er Rubio i sin dom over tech-eliten. I bogen beskriver han, hvordan vestlige teknologivirksomheder ikke blot accepterede kinesisk censur og overvågning, men aktivt tilpassede sig et autoritært regimes krav for at bevare markedsadgang.

Et af de mest sigende eksempler er Mark Zuckerberg, der ifølge Rubio gik så langt som til at tilbyde Xi Jinping æren af at navngive sin førstefødte søn – en gestus, Xi afslog. Tilbuddet afslører, hvor langt dele af Vestens elite var villige til at gå for adgang til det kinesiske marked.

Rubio tegner et mønster. De samme virksomheder, der i USA talte om demokrati, rettigheder, diversitet – og som bekendte sig til en woke dagsorden derhjemme – accepterede kinesisk censur og produktion under forhold, der lå langt fra det, Vesten officielt påstod at stå for. Rubio beskriver arbejdsvilkår på kinesiske fabrikker, som i praksis har karakter af tvang og ufrihed – forhold, som ingen vestlig regering ville acceptere på eget territorium, men som blev tolereret, så længe de lå langt borte.

Upatriotisme
For Rubio er dette ikke naiv globalisme, men moralsk fravalg. Vestlige kapitalister var ikke idealister, men grådige, upatriotiske og villige til at se bort fra både menneskerettigheder og national sikkerhed, så længe profitten var høj nok. Markeder er effektive, understreger Rubio – men de er hverken moralske eller patriotiske.

Her bliver Kina centralt. Mens Vesten behandlede økonomi som et neutralt teknisk anliggende, forstod det kinesiske kommunistparti økonomi som magt. Engagement liberaliserede ikke Kina – det styrkede regimet. Vestlige investeringer, teknologi og knowhow gjorde Kina rigere, stærkere og mere selvsikkert, samtidig med at Vestens egen industrielle base blev udhulet.

Set i det lys bliver Trumps industripolitik og genindførelse af toldsatser mere forståelige. For Rubio handler hjemtagning af industri ikke blot om job, men om overlevelse. Et samfund, der ikke kan producere dets egne kritiske varer, kan heller ikke forsvare sig selv. Afhængighed er ikke samarbejde – det er sårbarhed.

Eliternes nye erkendelse
Det forklarer også, hvorfor mange af de samme erhvervsledere og techprofiler, der tidligere havde modarbejdet og talt nedladende om Trump, pludselig stod klar til at vise loyalitet, da han kom til magten. De havde læst skriften på væggen. I fremtiden ville det ikke være nok at være effektiv og global. Man skulle også være nyttig for sit land.

Denne erkendelse er ikke kun amerikansk. Europa – og Danmark – har i ligeså, hvis ikke endnu højere grad outsourcet produktion, energiteknologier og strategisk kapacitet, mens vi har fortalt os selv, at regulering og værdipolitik kunne erstatte industriel styrke. Rubio ville kalde det dekadence.

Når den danske delegation besøger Rubio i Washington, så bør de vide, at han ikke repræsenterer et USA, der er ligeglad med alliancer, men et USA, der er færdigt med at bære byrderne alene og være naiv med hensyn til globaliseringen. Respekt, i Rubios verden, opstår ikke af erklæringer, men af kapacitet.

Hvis Europa og Vesten vil genvinde strategisk selvstændighed, kræver det – ifølge Rubio – et opgør med den elitekultur, der altid sætter profit over fællesskab og regnearkslogik over loyalitet. Eller sagt mere jordnært: Vi har brug for færre moralske fripassagerer – og flere fædrelandskærlige kapitalister. Mere Mærsk, mindre dekadence.

Konsekvenser står i kø
Her er det værd at standse op. For Rubios vrede handler ikke kun om fortidens fejltagelser, men om de konsekvenser, de allerede har haft – og de konsekvenser, der endnu venter.

Da arbejdspladser blev flyttet ud, oplevede mange amerikanere det som et personligt og lokalt nederlag. De mistede job, status og retning – og blev derefter fortalt, at deres vrede var kulturel, irrationel eller forkert. Men det, Rubio peger på, er, at disse tab også havde en politisk og strategisk side.

For når produktion forsvinder, forsvinder ikke kun arbejdspladser. Der opstår bindinger og tab af kontrol. Af markeder, af regimer og af værdikæder, som man ikke selv kontrollerer. Det var den spændetrøje, vestlige tech-virksomheder accepterede, da de tilpassede sig kinesisk censur og produktion under vilkår, de aldrig ville acceptere hjemme.

Politisk sårbarhed
Det betyder ikke, at handel eller profit er forkerte. Profit er ikke et fyord, og arbejdsforhold kan ikke være ens overalt. Men Rubios pointe er, at når jagten på effektivitet løsriver sig fra ansvar og loyalitet, opstår der sårbarheder, som før eller siden bliver politiske.

Denne forståelse bør den danske delegation have med sig til mødet med Marco Rubio i Washington. Samtalen vil formentlig handle om Grønland, men for Rubio handler den også om, hvorvidt Danmark og Europa optræder som reelle kapacitetsbærere eller som en vedvarende byrde i en alliance, hvor tålmodigheden er begrænset.