Så er den gal igen. Denne gang nord for København, hvor udsigten fra ”Café Jorden Rundt” møder Charlottenlund Søbad. Her er der nemlig opstået den samme konflikt, som sidste sommer ramte Dragør og flere andre steder i landet.
Denne gang er det en gruppe medlemmer, der klager over, at nye gæster, ”blandt dem kvinder med indvandrerbaggrund”, sviner med plastik og affald, taler højlydt i telefon, ryger e-cigaretter, holder picnic og larmer i en afdeling af søbadet, hvor stilhed er reglen. Og når nogen påpeger det, lyder svaret fra de kritiserede: ”Er du racist?”
Dette spørgsmål fortjener et ærligt svar, for det er blevet et af tidens mest virkningsfulde retoriske greb. Lad os derfor gøre noget så gammeldags som at slå ordet op.
Ophav eller adfærd?
Racisme er nedgørelse eller forskelsbehandling af mennesker på grund af deres race eller etniske oprindelse. Det er en alvorlig ting, og den findes. Men netop derfor bør vi passe på begrebet. For når man beder en anden om at slukke sin e-cigaret eller dæmpe sig, retter man en kritik mod en adfærd — ikke mod et ophav.
En etnisk dansk kvinde, der bliver bedt om det samme, ville forstå det som almindelig social regulering: den vævning af små irettesættelser, som ethvert fællesskab hviler på. Vi retter os efter hinanden hver eneste dag, i køen, i toget, på badebroen. Sådan holder et fællesskab sig i live.
Problemet opstår, når nogle grupper stilles uden for denne regulering: ikke ved lov, men ved krav på særrettigheder og beskyttelse af disse gennem et retorisk begreb. For hvis enhver påpegning af adfærd kan omdøbes til racisme, så er den, der påpeger, på forhånd sat skakmat. Så kan man stå der og bruge tid på at komme ud af det bur, den anden med indvandrerbaggrund har presset én ind i.
Du kan selv være racist
Derved behøver kritikken af den dårlige opførsel ikke at blive besvaret; den omdøbes blot. Og her viser paradokset sig. Forestil dig, at det ikke var en etnisk dansk kvinde, men en anden minoritetskvinde, der bad om det samme: slukning af e-cigaretten, lidt mere ro, eller påpegede en anden mangel på forventelig opførsel. Ville svaret da også være: ”Er du racist?”
Efter alt at dømme: Nej, det ville det ikke! Det giver nemlig kun mening på tværs af etniske skel.
To muslimske minoritetskvinder imellem ville ordet aldrig falde, fordi det ikke har nogen retorisk funktion der. Der er intet ophavsskel at spille på. Og hvis den samme handling udløser anklagen mod den ene afsender, men ikke mod den anden, så er det ikke handlingen, men afsenderens ophav, der bedømmes.
Velkendt mønster
Den, der råber racist, gør selv det, anklagen udpeger: Hun dømmer et menneske (kritikeren) ud fra, hvor denne kommer fra. Kritikkens indhold i de to tilfælde er det samme; kun kritikerens nationalitet eller ophav er skiftet, og det var nok til at ændre modsvaret.
Man ser sjældent den samme kvinde få kritik fra to forskellige afsendere (etniciteter) på én gang. Men mønsteret er velkendt nok til, at slutningen er rimelig: Racisme-anklagen forbeholdes den hvide, danske kritiker. Og et ord, der kun rettes mod bestemte racemæssige afsendere for samme handling, er ikke længere et værn mod forskelsbehandling. Det er blevet et redskab for den.
Selvfølgelig handler det om kultur
Man kan indvende, at det hele er blæst op, at det handler om trængsel på varme dage, ikke om kultur. Det er en rimelig indvending, og de ofte berøringsangste danske borgere, herunder bademestrene både i Dragør og Charlottenlund, peger på netop dét: at gnidningerne opstår, når der er mange mennesker, uanset hvem de er.
Måske er det rigtige svar derfor det jordnære: mere opsyn, bedre skiltning, klarere regler for alle.
Men stop lige her!
Bemærk, at netop den løsning forudsætter, at man tør håndhæve reglerne over for alle, uden frygt for anklagen, og så er vi tilbage igen: Er du racist?
