Den mest nærliggende årsag til urolighederne er de knivangreb, der fandt sted på engelske børn til en Taylor Swift fest, hvor tre børn døde og flere andre såret.

Men dette er bare det ydre symptom på den indre konflikt, der har raset gennem England de sidste årtier. Skiftende politiske ledere har hverken haft evne eller vilje til at løse de problemer der er arnested for konflikten.

Der peges i mange retninger for årsager, ansvar og selve vekselvirkningerne i det der konkret er tale om, forsvinder nemt.

Venstrefløjen råber om voldelige racister alt imens nogenlunde objektive stemmer, uanset politisk ståsted minder om, at årtiers fejlslagen integration, stigninger i kriminalitet og politikere der mest arbejder for egne mærkesager, er en vigtig faktor i det vi ser udspille sig nu.

Samtidig har den sociale regulering manifesteret af det socialistiske udskamningskor og samme politiske ideologis elite og dens negligering af den vold, utryghed og forringelse af livsvilkår mange engelske borgere må have oplevet gennem årtier, været drivende faktor for at mange indfødte englændere nu føler sig som diaspora i eget land.

Der er langt fra ministerskrivebordet eller X-kontoen til jobcentret eller to fuldtidsjob og stadig ikke have råd til at brødføde sin familie

Det er den virkelighed mange oplever, alle de der er på gaderne i disse dage.

Det er derfor naturligt og nemt at blive opslugt af alle disse forskelligt påvirkende faktorer for optøjer af den størrelse vi ser i England og glemme det subtile, men definerende niveau der er det menneskelige.

Og her fremstår en sag som mere afgørende end noget andet, nemlig Rotherham-sagen.

Hvis man, for et øjeblik, arkiverer al det umenneskelige og væmmelige ved sagens overgreb og dekanterer en enkelt altafgørende menneskelig politisk-social faktor, må det være politiets censur og hemmeligholdelse af gerningsmændenes kulturelle ophav i et forsøg på at undgå racisme.

En sådan handling må føles som det mest tydelige udtryk for at ens liv er mindre værd end andres. At nogle liv betyder mindre. At man er uønsket i samfundet. Præcis som racisme må føles.

For Rotherham-sagen er mere end bare en sag. Den er symbol på årtiers politisk og socialt regulerede fortielser og negligering af den bekymring og de oplevelser helt normale borgere har haft omkring indvandring og kulturelle værdier, mangelfuld integration og assimilering.

Den er også symbol på den ofte hjertekolde og maskinelle tilgang der er symptomatisk fra den moderne socialistiske ideologi, der fordrer og støtter præmissen om at immigration og indvandring i nuværende form er en nødvendighed.

Blikket er stift rettet mod ideologiens mål, den globalistiske multikulturelle smeltedigel og antallet af æg der går tabt lader ikke til at standse maskinen bare et øjeblik og se på ofrene for omeletten.

Fælles menneskelige vilkår

På trods af at det er universelt menneskeligt at reagere på undertrykkelse (det er i hvert fald argumentet fra pro-palæstinensere og BLM) var der stilhed fra venstrefløjens proselytter da nævnte grupperinger raserede i amerikanske og europæiske byer.

Både engelske og danske medier glimrer da også da også i disse dage med en ganske inhuman dækning af optøjerne. Helt normale englændere, kvinder, mødre og mænd, fædre, mange af dem med jobs og uddannelse har medierne udråbt til at være højreekstremister og racister.

Der diskrimineres og harceleres mod den indfødte englænder, mens bander af bl.a. muslimer laver optøjer og angriber sagesløse englændere uden politiet griber nævneværdigt ind.

Dette ikke bare minder om myndighedernes diskrimination under Rotherham-sagen, men beviser reelt en agenda, der ikke inkluderer indfødte englændere og deres bekymringer og sorger, men derimod reelt har mere øje for den politisk korrekte agenda end det menneskelige aspekt i befolkningen.

Ord som inklusion og at rumme alle, mister sin betydning når en sådan menneskefjendsk dirigeret tilgang til egne borgere på baggrund af deres rolle i den politiske elites spil som i vejen eller unyttige og kun brugbare som syndebuk.

Stimuli reaktion eller reflekteret respons

Aristoteles skrev, at mennesket er et politisk væsen. Når man anskuer disse menneskelige niveauer, ser man, at mennesket først og fremmest er et pædagogisk væsen.

Pædagogik er netop den måde vi lægger for dagen i vores opfattelse af hinanden og måden vi indretter de sociale koder for, hvordan vi er sammen.

Dette gælder fx måden vi i Danmark i en unik pædagogisk metodik opdrager til et samfund baseret på tillid og fælles menneskesyn.

Det er en unik pædagogik der i dag er lagt til grund for den nordiske model, hvor tillid er hovedingrediensen.

Enhver der har været i en tæt relation, ved at tillid er grundlæggende. Uden tillid kan der aldrig findes en relation, hvor begge parter kan eksistere med deres forskellighed og samtidig arbejde mod fælles interesser.

Rotherham-sagen er et symbolet på det massive og grundlæggende politisk forårsagede tillidsbrud der leder til mistillid, skænderier og skilsmisse.

Brud på tillid ødelægger relationers værdi og uden tillid er der mere tale om dysfunktionalitet og toksiske strukturer end der er tale om en berigende relation og givtigt samspil.

Og i vreden og sorgen overser man ofte hvor ansvaret egentligt ligger fordelt, mens man skændes om sommerhuset og hunden.