Anmeldelse

29.01.24

Premium

Historien om en borgerlig utopi

Mikael Jalving anmelder Martin Aagerups nye bog "Hvad det vil sige at være borgerlig - Et opgør med velfærdssocialismen". Han aner en ny og mere konservativ Martin Aagerup i bogen, men Jalving mener ikke, Martin Aagerup har forstået problemets omfang, når han fortsat anskuer den borgerlige kulturkamp som fortrinsvis at handle om økonomisk og individuel frihed.
Mikael Jalving anmelder Martin Aagerups nye bog. Bogen udkommer 4. februar
Mikael Jalving anmelder Martin Aagerups nye bog. Bogen udkommer 4. februar

Den tidligere Cepos-chef Martin Ågerup kalder til borgerlig samling ud fra devisen om, at rygterne om det borgerlige Danmarks død er stærkt overdrevne. Der er således mere, der samler de borgerlige, end skiller dem, lyder hans vurdering, bedst som konflikten mellem liberale og konservative er blusset op igen med optagelsen af Pernille Vermund i LA's folketingsgruppe og kritikken heraf fra liberale ekspolitikere og kommentatorer.

Den aktuelle diskrepans til trods efterlyser forfatteren en fusion mellem liberale frihedsrettigheder og den konservative sans for familie, fællesskab og lokalsamfund. Liberale og konservative komplementerer hinanden, kommer det nu fra manden, der mere end nogen anden gjorde Cepos til en liberal tænketank på bekostning af konservative perspektiver og analyser. Det er overraskende, for nu at sige det pænt.

Problemet ifølge Ågerup er, at de bærende borgerlige partier Venstre og Konservative (og til dels Dansk Folkeparti) reelt har frasagt sig deres borgerlighed og er endt som administratorer af velfærdssocialismen. Dette er bogens betegnelse for den danske samfundsmodel, frembragt af socialdemokrater og særinteresser og assisteret af taktikere som Anders Fogh Rasmussen, Lars Løkke og Claus Hjort. Modellen »adskiller sig fra den traditionelle socialisme ved, at den ikke har som mål at socialisere produktionsapparatet. I stedet er målet at socialisere borgerne.«

Denne næsten ordrette reference til Henning Fonsmarks analyse af det danske velfærdsdemokrati i årtierne efter verdenskrigene, anført af højskolefolk, forfattere, kulturradikale, kommunister og cand.polit.'er i centraladministrationen, henviser til, at det i længden er en utopi, at en voksende andel af befolkningen kan leve af andre folks penge. Det er umuligt, mener Ågerup. Til sidst løber modellen tør for penge – ligesom i Sovjetunionen.

Ågerup anlægger en pædagogisk skelnen mellem det visionære menneskesyn og det jordnære menneskesyn i bogens begyndelse. De visionære vil gerne lave samfundet om ved hjælp af politik og penge. De jordnære ved, at alt ikke kan forbedres med gode viljer, og at visse ting nu engang er, som de er. Ifølge det borgerlige, jordnære menneskesyn er mennesker af natur fejlbarlige, og her får jeg lyst til at citere en længere bid, for det er her, man aner en ny, lidt mere konservativ Ågerup:

»Vi er ikke onde, men vi gør ikke altid det gode. Vores egeninteresse er dybt indlejret i vores biologi og psyke på en måde, som ofte gør det umuligt for os at erkende, at vi i høj grad er styret af egeninteresse. Det kan vi have svært ved ærligt at indrømme om os selv, både generelt og i konkrete situationer. Det skal ikke forstås sådan, at vi er egoister og blottet for sympati og empati for andre mennesker. Men vores egeninteresse er en central del af vores væsen, og man kan ikke stole på, at egeninteressen ikke vil styre os, hvis vi forsynes med magt over andre, i særdeleshed hvis de folk, vi har magt over, befinder sig fjernt fra os enten fysisk, mentalt eller begge dele. Vi er os selv nærmest, dernæst vores familie og venner, og jo længere væk fra os vores næste er, jo mindre betyder vedkommende for os. Det kan man begræde, men det er sådan, mennesket er. Det er et vilkår. Er man troende, vil man sige, at vi er syndere.«

Det er sjældent, at man hører Martin Ågerup tale om syndere. Men snart er han da også tilbage i den liberale rille. Bogen fortsætter derudad med udmærkede eksempler og ekskurser, og det vrimler med navne på blå og lilla politikere, og alligevel virker det som om, han leder det forkerte sted efter forklaringer og svar. Modsat Fonsmark har Ågerup ingen nævneværdig forståelse for, at politik ofte bliver til i kultursfæren som tidsånd og moral. Politikerne følger gerne lydigt med i jagten på valg og genvalg og tager den offentlige moral til sig uden at tvivle på dens gyldighed. Derfor misser Ågerup fuldstændig nyfeminismen og mantraet om diversitet, der har sat sig på den pæne del af erhvervslivet, og woke-bevægelsen, som æder kulturinstitutioner op indefra, ligesom han lykkes med at overse islamiseringen af stedse flere samfundsområder fra ghetto til Koranlov og fremvæksten af politisk islam i Frankrig, Storbritannien, Tyskland, Sverige osv.

Når Ågerup taler om kulturkamp, handler det om økonomisk politik og skattetryk. Vist har han ret i, at økonomisk politik også er værdipolitik, men den første kan aldrig erstatte den sidste.

I forlængelse heraf skuffer det, at en bog, der inviterer de konservative med ind i den liberale alliance, endnu ikke har forstået problemets omfang, når han i en sjælden interesse for emnet skriver, at »indvandringen, der følger med arbejdskraftens verdensomspændende bevægelighed, har slået en kile ind mellem liberale og konservative.« Hvis det så bare var det eneste, indvandringen havde smadret. Og hvad med asylindvandringen? Har Ågerup mon noget at sige til den?

Manden, der normalt ikke fattes ord, har ikke et eneste tilbage, når det gælder den mest volatile form for migration, som har medført en demografisk katastrofekurs over hele Vesteuropa, og man fristes til at mene, at det må have været en tung osteklokke, Martin Ågerup har befundet sig i de seneste 30 år.

Bogens vurdering af, at de borgerlige partier har medvirket til at svække borgerligheden som politisk identitet er tiltrængt. Men Martin Ågerup har det med at anskue al politik ud fra et individualistisk perspektiv. Hvad gavner den enkelte? Færre regler, frit valg, ny teknologi, mere forskellighed og lavere skatter. Hvis ikke den danske planøkonomi opgives, vil systemet bryde sammen, forudser forfatteren. Det er faktisk, undskyld mig, noget af en borgerlig utopi.

MARTIN ÅGERUP: HVAD DET VIL SIGE AT VÆRE BORGERLIG – ET OPGØR MED VELFÆRDSSOCIALISMEN
288 sider, 299 kr.
Forlag: Grønningen 1

3 K'er

Premium

Dette indhold kan kun ses af medlemmer.

Månedlig betaling

99

Afmeld når som helst

Årlig betaling

948

Spar 240 kr. med årsabonnement

Ubegrænset adgang til lukket indhold: artikler, analyser, debatter, videoer, interviews

Få Kontrast Nyhedsbrev i din indbakke flere gange om ugen. Så er du altid opdateret

Adgang til Kontrasts Ekkokammer på Facebook. Del og kommenter indhold med redaktionen

Oplæste artikler: Få alt indhold læst op af redaktionen, så du kan høre det hele på vejen