Det er en herlig titel. Men Birgitte Vedersø ønsker ikke at gøre grin, hun vil have dig til at tænke over, hvorfor mange unge mennesker føler sig pressede af skole, eksamen, skærme, præstationskrav, perfektionskultur og forældrenes fantasi om, at de unge skal forandre verden.
Det er der kommet en interessant praksisorienteret debatbog ud af, som vil nuancere trivselsbegrebet og ruske op i vores forestillinger om, hvad uddannelsens formål egentlig er. Det er nemlig forsvundet.
Erfaringer fra den virkelige verden
Forfatteren trækker på sin mangeårige ledelseserfaring fra gymnasieskolen og sin tid som rektor i Sønderborg og København og skriver direkte ind i den meget omtalte ungdomskrise, hvor mistrivsel tilsyneladende er blevet norm, og traumer er noget, der giver sociale point.
Hun har som lærer og rektor imidlertid også mødt det modsatte: Unge mennesker, som godt kan, vil og tør. Alene dét giver læseren et lille håb.
Til gengæld kritiserer Birgitte Vedersø forældre og skoler for det, man kunne være lidt fræk at kalde krysteradfærd, dvs. at de stikker halen mellem benene, så snart de møder modstand og krav fra de unge. Altså, voksne som viger tilbage for at være de voksne og i stedet straks sympatiserer og allierer sig villigt-strategisk med næste generation ud fra en progressiv idé om, at den repræsenterer fremtiden, hvis ikke ligefrem fremskridtet.
Og disse absolutter kan man jo ikke diskutere med.
Uregulerede følelser
Men det er netop, hvad Birgitte Vedersø vil, herunder pege på, hvad uregulerede følelser gør ved fællesskabet, dvs. sætter de fælles spilleregler under pres. Hun kalder også til faglig bevidsthed og beder lærerne om at dreje elevernes nysgerrighed væk fra eleverne selv og over i noget uden for skiftende singulariteter og flydende identiteter.
Det sidste er ingen nem opgave i en ideologisk vakt tid. Men det er ikke desto mindre skolens primære opgave. At bringe unge mennesker til at interessere sig for ”noget andet uden for dem selv, et fælles tredje – noget – der er større end dem selv.”
Mental og social trivsel må således aldrig blive skolens formål. Trivsel er højst et middel, et ”middel til at realisere skolens formål”, som handler om at lære noget om verden i al dens fylde og tyngde og lade sig opsluge af et stof, et emne, et fag, herunder visse sammenhænge mellem viden, erfaring og teori.
Udvikling siden 1968
Det er sjældent at møde advokater for faglighed og intellektuel nysgerrighed blandt lærere, pædagoger og ledere i det danske skolevæsen. De kan tælles på én hånd, underligt nok. Eller det vil sige: Måske er det ikke så underligt, hvis man kan huske så langt tilbage som 1968.
Forfatteren undrer sig dog og spørger henimod slutningen: ”Hvornår blev det reaktionært eller borgerligt at stille krav til de unge? (…) Hvornår blev det uforeneligt med at være centrum-venstre-vælger at møde børn og unge med positive forventninger?”
Ja, det skete som nævnt i årene efter 1968. Der var flere bump på vejen, men den førte usvigelig sikkert til den moderne eftergivenhed og normen om, at alle er ofre for omstændigheder. Dette historiske bagtæppe misser forfatteren helt. Her ville der ellers ligge et oplagt kapitel til forståelse af skolens og dannelsens deroute i løbet af de seneste halve århundrede.
Liberalismeangst
Måske af samme grund irriterer det Birgitte Vedersø, at den strategi, hun og Gefion Gymnasium i København arbejdede med, havde præcis samme navn som Liberal Alliances valgslogan fra 2022: Du kan godt.
Sådan var det åbenbart ikke ment. For LA repræsenterer med forfatterens ord en ”liberalistisk tilgang”, som åbenbart gør hende utryg. Her taler hun som sit miljø: Jeg kan ikke mene det samme som LA, jeg har fået liberalismeangst.
Bortset fra denne sigende detalje har Birgitte Vedersø skrevet en modig debatbog, som forhåbentlig kan ruske op i den danske gymnasieskole og vække ny begejstring for det at lære noget, når man nu alligevel bruger så meget tid på skolebænken.
Birgitte Vedersø: Jeg kan ikke gå til eksamen, jeg har fået klimaangst
199 kr., 300 kr.
Hans Reitzels Forlag