Augusta Atlas soloudstilling Wings of Desire præsenterer en række værker, der undersøger følsomhed, intimitet og sårbarhed gennem fotografi og tegning. Atla anvender sig selv som både subjekt og observatør i en poetisk og spirituel dialog med beskueren. Men i stedet for at etablere en dyb feministisk kritik eller en egentlig erkendelse af menneskelig sårbarhed, ender værkerne som sikre øvelser i æstetisk længsel.
Autenticitet som ideal – og som blind plet
Sammenlignet med Generation X’s krav om rå ærlighed – eksemplificeret af fx sangeren Alanis Morissette fremstår Atlas univers for kontrolleret og frygtsomt. Hvor Morissette skreg sin sårbarhed ud uden hensyn til skønhed og derved gjorde alt grimt smukkere, tilbyder Atla en poleret og æstetiseret behandling af følelser, som snarere dulmer end vækker. Livtaget med eget selv og eget filter forekommer ikke tilstede.
Særligt Morissettes nummer Thank U fra 1998 kan her tjene som en slags modsætning. Thank U var ikke blot en taksigelse, men en radikal omfavnelse af smerte, fejl, svigt og erkendelse. I musikvideoen fremstod Morissette nøgen – ikke som objekt, men som suverænt subjekt, i en gestus, der var både sårbar og kompromisløs.
Hun viste kroppen og kvinden uden filter, uden ego-repræsentation og selviscenesættelse, netop for at fremhæve kroppens eksistentielle sårbarhed som en styrke. Taknemmeligheden i Thank U var ikke sentimental, men dyrekøbt: en anerkendelse af livets uforudsigelighed og brudte løfter som en nødvendig forudsætning for vækst.
Hos Atla mærker man i stedet en frygt for at slippe kontrollen. Følelsen bliver et objekt for æstetisk bearbejdning, snarere end en spontan bevægelse mod erkendelse. Hun betragter sin egen følsomhed på afstand, som om hun frygter den suveræne livsytring, der kunne sprænge rammen og overskride hendes egen kontrol.
For K.E. Løgstrup er det de suveræne livsytringer – som tillid, barmhjertighed, ægte sorg – kendetegnet ved, at de ikke kan fremtvinges eller kontrolleres. De glider indover hinanden i forståelsen og viser sig også broget i livet. De bryder frem, umiddelbare og nødvendige, og fordrer en uforbeholden ansvarstagen.
Atla holder imidlertid livsytringerne i skak. Linjerne er for rene og stiliseret, og ytringerne drukner i feministisk ideologisk repræsentation frem for genuin autenticitet. I stedet for at lade følelsen sprænge formen, arrangerer hun den i sikre æstetiske mønstre, der aldrig udfordrer beskueren, og holder Atla selv på sikker grund.
Den tekniske kløft
Også teknisk betragtet mangler værkerne det nærvær, der kunne have båret følelsen helt frem. Hvor Gen-X kunstnere som Morissette forbandt eksistentiel desperation med en bemærkelsesværdig teknisk kunnen – en præcision i udtryk, der gjorde selv de mest rå udsagn musikalsk overbevisende – savner Atla tilsvarende dygtighed.
Morissette kunne i Thank U balancere mellem et næsten messende, hypnotisk vokaludtryk og en skrøbelighed, der truede med at bryde sammen hvert øjeblik. Denne balance mellem form og følelse gav sangen en umiddelbarhed, hvor følsomheden aldrig blev sentimental, men altid nødvendigt eksistentiel.
Atla formår derimod ikke at gøre sin form til en forlængelse af følelsen. Fotografierne fremstår kompositorisk flade, ofte fastlåste i forudsigelige gentagelser, og tegningerne mangler den formmæssige nødvendighed, der kunne have løftet dem fra det private til det almene. Dermed svækkes muligheden for, at en suveræn livsytring kunne finde sted gennem værket.
Uden formmæssig klarhed og kunstnerisk nødvendighed bliver oplevelsen ikke eksistentielt tvingende, men kun æstetisk pirrende.
Det er her den tekniske kunnen bliver central - for uden en overlegen teknisk forståelse som bærende bagtæppe bliver det æstetiske udtryk aldrig mere end et forsøg på polering for at skjule manglen på bagvedliggende eftertanke. Det er svært at sige noget, når man ikke har sproget.
Feministisk gestus – eller æstetisk komfortzone?
Det er tydeligt, at Atla vil udfordre objektiveringen af kvindekroppen ved at tage styring over sin egen repræsentation. Men i forsøget på at skabe spirituel intimitet falder hun i en fælde: ved hele tiden at æstetisere sin sårbarhed gennem selvet, mister hun den spontane kraft, som kunne have gjort hendes kunst til en kvindelig livsytring snarere end en introspektiv øvelse.
De bløde farver, de udviskede konturer og den porøse æstetik trækker værkerne ind i en æstetisk komfortzone, hvor længslen vises frem, men aldrig risikerer at blive konkret og ikke når frem til bevidstheden som betydningslag. I modsætning hertil insisterede Generation X – gennem musikere som bl.a. Morissette – på at sårbarheden skulle være ubehagelig, rodet, kompromisløs.
Det handlede ikke om at fremvise følelser pænt, men om at konfrontere både sig selv og verden med det, der var grimt, sårbart og uafsluttet og samle det hele i sublim, ærlig og overlegne æstetiske udtryk. Atla viser længslen, men aldrig springet.
Spirituel intimitet – eller dekoreret sentimentalitet?
Atlas ambition om at åbne en spirituel samtale mellem værk og beskuer kuldsejler, fordi samtalen aldrig risikerer en egentlig afhængighed. Løgstrup understreger, at de suveræne livsytringer rummer en risiko: at have tillid til en anden indebærer altid, at man kan blive skuffet; at være barmhjertig kræver en overgivelse uden garantier. Denne risiko – dette etiske overskud – udebliver i Atlas univers.
Værkerne søger en spirituel oplevelse, men uden at give køb på kontrol og æstetisk sikkerhed. Resultatet er, at de mere ligner oplevelsesøkonomiske tilbud end egentlige erkendelsesformer. Wings of Desire er da en smuk udstilling, men skønheden river intet op med rode.
Der, hvor kunsten burde fødes som en suveræn livsytring – umiddelbar, ufiltreret og livsforpligtende – vælger Atla den sikre æstetiske iscenesættelse. I stedet for at åbne for en erkendelse, der kunne have forstyrret og transformeret både kunstner og beskuer, bliver værkerne til en sentimental æstetik: følsomhed uden konsekvens, sårbarhed uden risiko.
Atla holder længslerne i skak, og derfor forvandler hendes kunst sig – trods al skønhed og intention – til dekoration: en visuel bekræftelse af følelser, der aldrig vover at blive virkelige. Og måske er det netop dér, forskellen til Gen-X-ånden bliver allermest tydelig: hos Morissette var skønheden aldrig målet, men kun et biprodukt af den erkendelse, som altid risikerede at såre både kunstner og lytter.
Hos Atla bliver skønheden selve målet – og længslen forbliver netop det: en længsel, der aldrig tør slå over i oprør.
Augusta Atla: Wings of Desire
Alice Folker Gallery, København
Esplanaden 14, 1263 København, frem til den 12. juni
Wings of Desire | Alice Folker Gallery
