Når Børsen brænder, rykker danskerne tættere sammen. Pludselig føles det, som om vi er et folk. Det samme skete med de slesvigske krige fra 1848 og i årene frem til det forsmædelige nederlag i 1864. Som oftest forstår vi først betydningen af noget, når det er tabt.
En ny udstilling på Den Hirschsprungske Samling i København viser denne gamle sandhed, så selv en bondedreng kan fatte det. At det moderne Danmark fødtes ud af militær konflikt med prøjserne. Og at danskheden slog rod, da den var truet.
Midt i redeligheden stod den danske landsoldat. Før de slesvigske krige blev han ikke regnet for noget. Nu blev han derimod et skattet motiv i samtidens malerkunst. Pludselig blev han taget alvorligt. I lyset af nederlaget i 1864 stod det mere og mere klart, at et fædreland uden forsvar er lige så skrøbeligt som et forsvar uden fædreland. Begge dele står og falder med den folkelige forankring.
Udstillingen er pædagogisk opbygget og fører os fra den tapre landsoldat og Peter Fabers folkesang direkte ind i krigens krudtrøg ved Dybbøl i 1848 og Fredericia i 1849 og tilbage til hjemmefronten med kvinder, børn og bedsteforældre med et skarpt blik for krigens brutalitet og stille gru, krydret med en videoinstallation med tre nutidige stemmer, som også har været i kamp.
Storladent og intimt
Det fungerer alt sammen vældig godt, og hovedsalen med de store bataljemalerier er på en og samme tid storladent og intimt. Det er som at blive fløjet 175 år tilbage i tid. Lyset falder perfekt på Jørgen V. Sonnes og Niels Simonsens evigtsmukke billeder, der samler mange kaotiske hændelser i ét format og med eksemplets magt minder os om, hvor meget de gamle malere kunne – og hvor lidt moderne kunst har at byde på i sammenligning.
Selv røgen på Sonnes ”Angreb fra Dybbøl Bjerg” (1849), der normalt hænger på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot i Hillerød, vækker genklang. Ligner røgsøjlen ikke noget fra København den 15. april 2024?
Læg dertil F.C. Lunds nærbilleder af krigen og hans mesterlige komposition af kornmark og død på hans skildring fra 1853 af slaget ved Fredericia, det er rent ud sagt livgivende. Det samme gælder Christen Dalsgaards forevigelse af soldatens hjemkomst til Salling i det øjeblik, hvor han åbner døren og kommer med lyset.
Men hjemkomsten kunne være ond, som illustreret af Sonnes maleri af bryllupsprocession i Nordsjælland fra 1856, hvor den hjemvendte soldat ser sin forlovede blive gift med en anden mand. På begravelsesoptoget fra 1859 lider samme mand den tort at overvære begravelsen af hende, mens han står tilbage med et amputeret liv.
Ingen hjernevask ved indgangen
Udstillingen glimrer ved et træk mere. Det er efterhånden en sjælden lise at kunne se på kunst uden at blive taget til fange af politiserende plancher, woke kuratorer og museumsinspektører, sådan som det er blevet dansk norm siden udstillingen ”Kirchner og Nolde” om de to tyske ekspressionister Ernst Ludwig Kirchner og Emil Nolde på Statens Museum for Kunst i 2021.
Her blev de besøgende mødt af et woke ”statement” allerede ved indgangen med en klam mission om at sprede en diffus skam hos os, de hvide undertrykkere. Mens kunstværkerne talte til os henover tidsånden – Nolde med sin brede pensel, de vilde farver og sit barnlige patos, Kirchner med en større sans for detalje, lys og suggestion – blev det hele reduceret til en remse om, at tyskerne var nogle lede kolonisatorer.
Den slags barnagtigheder slipper vi for på Den Hirschsprungske Samling, også selv om fjenden netop talte tysk. Malerier og litografier placeres i deres samtid, uden at den fordømmes og misforstås, og der er grund til at takke museumsinspektør Rasmus Kjærboe og udstillingens militærhistoriker Karsten Skjold Petersen for ikke at ødelægge kunst med ideologi.
I stedet kan beskueren nyde kunstnernes sikre håndelag og deres levende fortolkning af soldatens lod.
Soldater. Kunsten og danskerne i krig 1848-1864
Den Hirschsprungske Samling
Åbent onsdag-søndag fra kl. 10-17 frem til den 28. juli 2024
Entré: 110 kr., katalog på dansk eller engelsk 148 kr.
