Samtalebøger er en svær genre, jeg har selv prøvet det, endda med den ene af de to forfattere til nærværende bog. Hvordan syer man materialet til et hele? Hvad gør man, når den anden går ud ad en tangent? Og hvornår stopper samtalen? Samtalebøger er populære i en verbos tid, men vanskelige at lave i praksis. Derfor er de fleste da også pokkers pæne og kedelige.

Men denne fungerer virkelig godt, nok fordi det slet ikke er en samtalebog, men rettelig er et essay, skrevet af litteraten Kasper Støvring efter mange, lange samtaler med Danmarks bedste kunstmaler Thomas Kluge.

De to har opdyrket et venskab, som er blevet til et åndeligt slægtskab, hvor Kluges særegne malerier og egne tanker om dem befrugter den drevne og vidende formidler fra Sorø, som er på hjemmebane med et befriende opgør med moderne nihilisme og et tiltrængt forsvar for skønhed, kristendom og hjemland.

Det klæder Støvrings hang til orden og normativitet at have Kluges billeder på nethinden, og Kluge har tydeligvis hvisket ham visse sandheder i ørerne om den danske kunstscene, etatens indspiste kulturinstitutioner og behovet for at dyrke det skønne og sande.

To outsidere forener deres kræfter
Forfatterduoen er begge outsidere i et progressiv Danmark og bliver da også skudt en masse falske anklager i skoene i mainstreampressen. Det er forventeligt, og de kan vælge at tage den rutineprægede nedrakning som en omvendt anerkendelse. Når deres kritikere end ikke gider læse og forstå deres bog, bliver det tydeligt, at vi har at gøre med magtudøvelse med henblik på at hæmme deres indflydelse på ungdommen.

Essayet falder i to dele. Den ene anlægger et kritisk perspektiv, den anden et opbyggeligt.

Til det første hører opfattelsen af, at summen af modernistisk kunst fra de seneste mange årtier afspejler et åndeligt forfald i vores vesterlandske kultur. Spekulativ, abstrakt, intetsigende, moderne kunst, der er fri i formen, men bundet i indholdet og kræver en lang teoretisk forklaring – eller ikke har andet at byde på end grimhed – er symptomer på krisen.

Man kender det kun alt for godt. Du står og glor på en eller anden latterlig installation og aner ikke, hvilken grimasse, der passer, og ser dig i stedet om efter toilettet eller caféen: Hvor kan man brække sig – eller få en kop sort kaffe?

Kluges figurative værker er derimod almenmenneskeligt dragende; nogle af dem er urovækkende, mens andre enten fremhæver det menneskelige eller det alt for menneskelige, forfængeligheden, det anløbne, det skrøbelige og ufuldkomne ved menneskelivet.

Kluge i en postliberal kontekst
Teksten sætter Kluges visuelle verden ind i en postliberal ramme med afgørende begivenheder som Balkankrigene, terrorangreb, nederlagene i Afghanistan og Irak, asylindvandring, migrantkrise, coronakrise, kinesisk geopolitik og Ruslandskrig.

Tag f.eks. malerierne Hindbærmarmelade I-II, som er lavet umiddelbart efter terroren i 2001 og handler om bøddel og offer. Manden på billedet kigger op på flyene, der rammer tvillingetårnene i New York, og de to billeder er selv formet som tårne. Han har marmelade omkring munden – eller er det blod? Forstår han, hvilken katastrofe, der har ramt ham? Selvmordsangreb er uforståelige for ateister.

Pist borte er optimismen fra 1989 og den naive tiltro til de progressive eliter i politik, erhvervsliv og kultur, herunder de kulturradikale, der går til kunst, som de går til politik – dvs. hygiejnisk – idet de tror, de kan udrense gamle normer og traditioner, fjerne det irrationelle og dæmoniske fra tilværelsen og med et snuptag forandre verden til et harmonisk hele af behov og lyster og derved nemt kommer til at mime en paradisisk ønsketænkning, der naturligvis ikke har gang på jord blandt mennesker af kød, blod, ambition og selvretfærdighed.

»Engang vidste vi, at paradiset var uopnåeligt«, skriver forfatterne med fortsættelsen: »Når den tanke i takt med afkristningen forsvinder, og vi som civilisation søger at skabe et paradis på jorden, dukker selvretfærdigheden – cancelkulturen er blot det seneste udslag – og hykleriet frem. Vi gør os bedre, men på bekostning af andre.«

De andre er alle os, der ikke abonnerer på den progressive historiefilosofi, som med præsten Søren Krarups elegante spidsformulering ofrer menneskene for menneskeheden. Vi er desværre stadig i mindretal.

Den opbyggelige pointe
Essayets opbyggelige del peger imidlertid en anden vej ved at bryde med årtiers besynderlige blanding af progressiv idealisme og selvfornægtelse. Her møder vi kærligheden til æstetisk skønhed, et realistisk-kristent menneskesyn og en betoning af fædrelandet som noget naturligt og nødvendigt. Fædreland ikke forstået som en ond chauvinisme, men som et beskedent ly for natten.

Bogens fysiske format rummer i sig selv en pointe: tykt, lækkert papir, smukke gengivelser af Kluges motiver, flot grafisk opsætning. Det er i sig en glæde at have denne bog i hånden.

Kluges malerier tilstræber også skønhed, men ikke nostalgi og hygge. Han maler i en barok tradition med øje for det virkelige, solsikker, grise, fugle, altertavler og sin elskede Anna. Han »aktiverer sanseapparatet, så vi igen kan stole på det, vi ser, så vi kan være i verden og have tillid til vores egen dømmekraft, herunder at skelne mellem godt og dårligt, sandt og falsk, skønt og hæsligt, også i kunsten.«

Dette projekt befinder sig langt fra nostalgi og biedermeier, for selv om verden på sin vis er hæslig, så rummer den også skønhed og storhed - ikke abstrakt forstået, men netop konkret. Når selv en gris kan være et motiv i et smukt maleri, skyldes det, at kunstneren »skænker motivet betydning for os, trøster os eller forsoner os med rædslen, sorgen eller undergangen, ikke ved at fortrænge eller acceptere lidelsen, men ved at gå helt ind i den og igennem dem frem mod det punkt, hvor vi mødes med den lidende i sympati.«

På samme måde med bogens forside, Højerup Gamle Kirke (2022), der er ved at skride i havet ved Stevns Klint. Vor kultur er udsat, forstår man, og langs stranden går en mand tilsyneladende ubekymret og lufter sin hund. Klintens geologiske lag minder os om, at naturen er meget ældre end mennesket. Men kirken står der endnu og vækker os til indlevelse sympati og tro.

Ligesom malerierne af dronning Margrethe II. Hun gengives netop ikke som et almindeligt, venligt menneske. Men som en myndighed, en autoritet, hvor fortid og nutid løber sammen i den historiske kontinuitet, kongehuset repræsenterer.

Og slut så af med Knud den Hellige fra 2017: »Maleriet er et regulært memento mori, en påmindelse om kongers – og vor egen – dødelighed. Man forestiller sig, at kongen ser sin bøddel, beskueren i øjnene, i øjeblikket før han bliver dræbt. Men maleriet er også en besindelse på det brutale og sinistre i menneskenaturen.« Knud er en kriger - og dem har vi brug for.

Jo, Støvring har fundet sin maler, ligesom Kluge har fundet sin fortolker. Sammen står de stærkere. Essayet er skrevet i en national kontekst, men har internationalt niveau.

Thomas Kluge & Kasper Støvring: Det moderne er fortid – kunst og kultur i en krisetid
160 sider, rigt illustreret med Kluges malerier, 230 kr.
Forlaget Eksistensen