Den vejer ikke mere end en rudekuvert med tre A4-ark og koster nogenlunde det samme som forsendelsen af samme med PostNord. Men den netop oversatte lille bog af den tyske filosof Peter Sloterdijk (f. 1947) er fuld af tanker, der bør interessere de fleste. Blandt andet om, hvad vores civilisation hviler på, og hvor den synes at være på vej hen.
Peter Sloterdijks Regler for menneskeparken var oprindelig et foredrag ved et litterært arrangement i Schweiz i 1997, som siden blev gentaget i Tyskland i 1999 og trykt i et akademisk tidsskrift samme år. Men så kom balladen. Til trods for bogens akademiske natur rejste den en gevaldig debat i de tysksprogede lande, måske fordi den dukkede op som en fremmed fugl i en epoke, besat af liberale dogmer om frisættelse, individuel selvrealisering og ny teknologi.
Verdenshistorien, forstået som en evig kamp mellem divergerende kræfter, religioner og systemer, var slut. Nu gjaldt det om at få fat på et større køleskab og en smartere bil. Sloterdijk tætskrevne essay kortsluttede bevidst denne optimistiske logik.
