Artikel

Det er farligt, når noget bliver “rigtigt”

Gyldendal udgiver gerne en hvid mands bog om sorte kvinder, men samtidig har forlaget redigeret hottentotter ud af Halfdan Rasmussen. Kontrast har interviewet den skønlitterære chef Simon Pasternak om at udgive bøger i en identitetspolitisk tid.
Foto: Lærke Posselt / Gyldendal
Foto: Lærke Posselt / Gyldendal

Udgivet 26.9.21

“Jeg tror på, at alle alting, men ikke på, at alle kan alting,” siger Simon Pasternak. 

Kontrast har mødt Gyldendals chef for skønlitteratur for at diskutere identitetspolitik, cancel culture og især udfordringerne med en populær opfattelse i dag. Det er idéen om at gøre op med værker og fortællinger, hvor der ikke er lighed mellem skaberen og det skabte. Som det for eksempel sker i filmens verden, når der er kritik af, at skuespillere spiller døve eller transpersoner uden personligt at tilhøre de grupper. 

I litterære kredse vakte det sidste år opsigt, at forfatter Marieke Lucas Rihneveld valgte at trække sig som oversætter af den sorte Amanda Gormunds digtsamling The Hill We Climb, efter det blev stærkt kritiseret, at valget ikke var faldet på en farvet oversætter. 

Hvad havde Gyldendal gjort i den situation, Simon Pasternak?

“Hvis vi havde fundet en oversætter, som vi syntes var rigtig, og som forfatteren havde godkendt, så ville vi have holdt os til det. Igen skal man tænke sig om. Oversættelse er jo en kunst, der skal formidle en andens stemme, og med litteratur kan en gammel oversætter nogle gange oversætte en ung stemme perfekt. Fordi man tilhører en klasse eller en etnicitet, skriver man jo heller ikke det samme. Yahya Hassan blev repræsentant for alting, men han var jo bare Yahya med sin personlige stemme, og det er en byrde at skulle bære så meget. Når det er sagt, så er der et repræsentationsproblem i oversætterstanden, som skal løses. Ligesom der er i litteraturen i øvrigt.” 

Så du vil altså godt udgive en bog af en heteroseksuel hvid mand, der handlede om sorte lesbiske kvinder? 

“Ja, hvis den er god. Jeg ville ikke være foruden Medea, Madame Bovary, Anna Karenina og Effi Briest. Fire klassikere skrevet af mænd om kvinder, der bliver knust i et samfund med meget lille råderum for kvinder. Men jeg ville heller ikke undvære Jammers Minde, Constance Ring, Tolv breve eller Penge som fire romaner, skrevet af kvinder om samme verden. De værker fortæller meget forskelligt, men vi må også erkende, at de fire første er mere kanoniserede end de sidste, formentlig fordi de er skrevet af mænd. Alt er tilladt, men vi skal sørge for, at for eksempel sorte lesbiske kvinder faktisk får et rum at skrive i, og det har det knebet gevaldigt med de sidste mange hundrede år. Det handler ikke om enten-eller, men både-og.”

Selvom det ikke er nyt, at litteratur er politisk, vil Simon Pasternak godt bekræfte, at der er sket noget i de seneste år: 

“Jeg oplever en klar politisering af litteraturen og en hård polarisering i debatten om den. Det oplever jeg fra begge sider af det politiske spektrum, hvor der er gået sport i at massakrere og diskreditere kunstnere og kunstværker. Det er farligt, når noget bliver rigtigt, og et hegemoni pludselig tager form, om det så er på den ene eller den side. Det er vejen til meningstyranni, kujoneri, taleforbud og fordummelse, gennem en debat hvor alting bliver firkantet, ufleksibelt og humørløst.” 

Hvor ser du det konkret? 

“Jeg er ret foruroliget over de mange sager, hvor forlagsfolk ikke vil udgive forfattere, de ikke er enige med politisk eller på anden måde, for eksempel J. K. Rowling, Woody Allen og Mike Pence. Alle dem, der går ind for boykot, kunne passende tænke på en verden, hvor det modsatte var tilfældet, og ”deres” forfattere blev udelukket fra det pæne selskab. Jeg er imod ”det rigtige”, for hvis man tager forlæggeri alvorligt, skal et forlag være et forum for alle temaer og synspunkter. Vi skal bruge modelverdener for at fortolke verden, for verden bliver ikke bedre, fordi vi ikke vil se eller høre den, men kun ved at se og høre mere på den.” 

De hede politiske debatter er, ifølge Pasternak, ofte et resultat af en bestemt misforståelse. Den går ud på, at hvis noget skal være god kunst, skal den bidrage til de synspunkter eller udviklinger, som man personligt godt kan lide. 

“Men opfattelsen af, at kunst altid er god, holder ikke. Og der er det onde ved talent, at det ikke er entydigt. Talent kan udtrykke noget væsentligt uden at være sympatisk. Ja, forfattere kan være onde, men derfor kan de godt sige noget, vi skal vide.”

Pasternak har igen en serie eksempler på hånden:  

“Ernst Jünger var højreorienteret antidemokrat og mystiker, men skrev den bedste bog om 1. verdenskrigs slagmarker. Hans Kirk var benhård stalinist, men Fiskerne er en god roman. Dostojevskij var glødende antisemit, Karen Blixen var kolonialist ...“

Når det er sagt, er der ikke et totalforbud på Gyldendal i forhold til at redigere noget, der ikke stemmer med eftertiden. Sidste år valgte Gyldendal at lave en i moderne og politisk korrekte øjne renskuret version af Halfdan Rasmussens Børnerim, hvor tidligere gængs racebetegnelser som “neger” var taget ud. 

Hvordan stemmer jeres valg med faren ved det 'rigtige' hegemoni og den frihed, som du ellers advokerer for? 

Halfdan Rasmussens børnerim bliver brugt mange steder til oplæsning, for eksempel i børnehaver, hvor der er mange forskellige børn med mange baggrunde. De kan ikke ”oversætte” de ord, der ikke var stødende dengang. Halfdan brugte ikke “hottentot” eller ”gule ven” eller ”negerdreng” nedsættende, men sådan bliver det opfattet i dag. Det vigtige for os var at lave en ”begynderudgave”, som viste Halfdans humor og humanisme for de mindste, uden at man behøvede forstå konteksten.”

Men så kunne man vel også forestille sig hovedværker i litteraturen renset for stalinisme eller antisemitisme? 

“Vi ville aldrig gå ind og ændre i hele værker og ændre for eksempel Pontoppidans romaner, der sagtens kan siges at bruge både racistiske og antisemitiske tricks. Det er ikke vores opgave at stille os til dommere over det. Publicistisk var det helt afgørende for os i forhold til Halfdan Rasmussen, at den gamle udgave foreligger, og så må man som læser eller forælder selv vælge, hvad man vil læse eller læse op.” 

Kan man forestille sig en fremtid, hvor forlag deler sig op i mindre afgreninger med lighed imellem forfattere, emner og modtagere? Altså et forlag for sorte kvinder, der skriver om sorte kvinder til sorte kvinder og omvendt med hvide mænd?

“Det kan man sikkert godt. For et stort forlag som Gyldendal vil det være katastrofalt, hvis vi ikke kan udgive det vigtigste, uanset hvad det er, fordi vi så ikke fortæller de historier, der er væsentlige i verden. Og det vil være dårligt for den litterære kultur, hvis alle ikke får adgang til alting, og minoritetserfaringer kun udgives og formidles i små forummer og majoritetsfortællinger i de store. Og igen må jeg pointere, at det er minoritetserfaringer, der er for få af –  ikke majoritetsstemmer. Forlæggeri handler om at lytte og lave et forum, hvor alle bliver respekteret for deres egen stemme. Det er gode demokratiske værdier: repræsentation og pluralisme.”

Det er et publicistisk problem set fra Simon Pasternaks stol, men han mener også, at det rækker ud i hele samfundet.

“Vi bliver nødt til at have en nysgerrighed over for hinanden og bruge den tid, det tager til at finde ud af, hvem hinanden er. Hvis vi tror, vi ved det i forvejen, så fjerner vi os fra hinanden og bliver mere selvgode, selvretfærdige, aggressive og dumme at høre på. Vores samfund fragmenterer og falder fra hinanden. Vores verden bliver for lille, hvis ikke vi inviterer de andre med.”

null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få dit ugentlige overblik over nyheder

Newsletter