Artikel

“Pessimisme er en luksus, man ikke kan tillade sig”

Vestlige mennesker føler sig fortabte, fordi de har mistet troen, mener præst og forfatter Sørine Gotfredsen. Den moderne tro på individet og selvrealiseringen er gået over gevind, og samfundsdebatten er præget af for meget krop frem for ånd. Men lad være med at miste modet, siger præsten.
Foto: Carsten Lundager
Foto: Carsten Lundager

Udgivet 12.8.21

“Problemet er i sidste ende en tvivl om, hvorvidt det er vigtigt nok at leve.”

Ordene kommer fra præst, debattør og forfatter Sørine Gotfredsen, efter Kontrast har spurgt hende om Vestens forfald og vejene til at undgå det. Der er et forfald, mener hun, et åndeligt forfald: 

“Det er risikoen for forkælede vestlige mennesker, at de mister fornemmelsen for livets nødvendighed, fordi de ikke er i tilstrækkelig berøring med den livskraft, der kommer af at tro på noget andet og større end os selv. Og ja, det er selvfølgelig min kristne tilgang,” uddyber Gotfredsen, som selv forkynder i Jesuskirken i Valby. 

Hvordan kan man se det konkret? 

“Det ser man meget konkret som præst, når de triste og ensomme mennesker fortæller en, hvordan de føler sig fortabte. De siger præcis det, at de ikke kan finde meningen med livet.”

Er du sikker på, du ikke overdriver? Præster i 1950’erne mødte sikkert også mennesker, der savnede mening i tilværelsen? 

“Man skal passe på ikke at overdrive, og selvfølgelig har der altid været nogle, der var ensomme og ikke kunne finde mening. Jeg siger heller ikke, at ingen havde problemer før i tiden. Tværtimod, for den her udvikling med individuelt mentalt skred har været her længe. Der er en rød tråd, der går gennem århundreder. Sagen er, at det er løbet løbsk nu.”  

Det er individtænkningen, der har taget overhånd, ifølge Gotfredsen. Med andre ord at den enkelte er blevet alt for optaget af sig selv, sine egne projekter, sin egen selvrealisering. 

Men hvis den udvikling er forløbet gennem århundreder, som du siger, er den heller ikke uafhængig af kristendommen? 

“Det er rigtigt. Den individtænkning. som på mange måder har noget smukt i sig, er også kristen, og Luther har sin del af ansvaret. Det er løbet løbsk siden det smukke, kristne ideal om, at ethvert menneske er ukrænkeligt, den universelle kristne tanke, der var så revolutionær, da den oprindelig kom frem. Problemet er, at udviklingen har koblet så meget kristendom fra. Søren Kirkegaard vidste det. Han så den store risiko, at det moderne individ stod alene tilbage uden Gud.” 

Ånd og krop

Det er den analyse, som Gotfredsen bruger til at forklare flere fænomener lige fra manglende høflighed i det offentlige rum til identitetspolitik. 

“Se på Pride-paraden, som jeg selv er meget kritisk over for. Ikke fordi jeg har noget problem med ligestililing og mangfoldighed, men på grund af det demonstrativt og skabagtigt kropslige i sådan en parade. Man skulle tro på samfundsdebatten, at sex og krop var det vigtigste af alt,” siger Sørine Gotfredsen. 

Når identitetspolitik, der i høj grad handler om kroppe, sex og køn, har kronede dage, skyldes det, at Vesten lever i en tid, hvor ånd fylder så lidt, mener hun. Ifølge hende er det vores opgave at leve et liv med selvdisciplin, hvor krops-optagetheden bliver holdt i skak. 

Men hvorfor ville det bidrage til Vestens forfald, hvis jeg har demonstrativ, frigjort sex? 

“Fordi du er et åndsvæsen. Fordi ånd og krop står i modsætning til hinanden, og jo mere den aktivistiske selvkredsende tankegang fylder, jo mindre forstår mennesket, at det er et åndsvæsen. Ånd er, at frem for at være optaget af dig selv skal du være optaget af, at du står i forhold til Gud og dernæst står til ansvar for din næste. Kampen mellem ånd og krop har altid eksisteret, men er for fuld udblæsning i gang nu. Jo mere du vender blikket indad og går op i din krop og dit begær og dine rettigheder, jo færre kræfter har du til at vende blikket udad.”

De ord kan lyde for nogle som et bud om cølibat før ægteskabet, Det er dog ikke en missionsk tilgang, Sørine Gotfredsen argumenterer for, præciserer hun: 

“Jeg går op i, at krop og seksualitet bliver et privat anliggende. At det er noget, vi holder i vores privatliv, frem for at være en præsentation af, hvem man er.”

Nu nævnte du homoparaden før. Hvis ikke der var sket en opblødning af samfundets normer, og de homoseksuelle kun havde holdt deres seksualitet diskret og privat, havde de vel aldrig fået den juridiske og sociale ligestilling, de har i dag? 

“Selvfølgelig er der nogle gange kampe, der skal kæmpes. Det kan man også godt uden kropsligt at gå rundt og demonstrere og blotte sig. Det lader sig gøre at kæmpe inden for den ramme, der anerkender, at mennesket også er ånd.”

At plante frø

Spørgsmålet er så, hvilke kampe der skal til for at rette op på værdiskredet og genoprette de gamle dyder, som Gotfredsen ser dem. Vi forestiller os, at hun bliver opsøgt af magtfulde politikere, der beder om nogle konkrete forslag:

“I dystre øjeblikke ville mit svar være, at staten ikke kan gøre noget. Det her er en lang menneskelig udvikling, hvor vi mere og mere vælger det metafysiske fra, og det kan staten ikke vælge til eller fra på vores vegne,” siger Sørine Gotfredsen. 

Dette øjeblik er ikke et af de dystre, så hun følger op: 

“Man burde lære børn noget mere bibelhistorie i skolen. Spørg Jordan Peterson, om ikke han vil være enig! Det er uhyre vigtigt for ethvert menneske at kende Bibelen og vigtigt at lære om, allerede når man er lille. Jeg ser selv som præst, hvordan det går igen som en rød tråd, at mennesker med et nært forhold til kirken har lært det som små.”

Folk går vel ud fra, at deres børn frit kan vælge Bibelen og Vorherre til, når de bliver ældre? 

“Ja, og det kan de selvfølgelig også, men det er farligt med den tilgang. Det er noget af det mest naive, at det frie valg klarer alt, for sådan fungerer det som regel ikke, når man blev snydt for det som barn. Mennesket er nu engang sådan, at der skal plantes nogle frø.”

Og hvis de frø bliver plantet, og politikere og forældre og hin enkelte tager sig sammen, så tror du, at Vesten kan reddes? 

“Jeg har det sådan, at pessimisme er en luksus, man ikke kan tillade sig. Sætter du dig ned som kulturpessimist og siger ‘Vesten går under’, har du allerede givet op. Jeg har ikke lov til at sige, at Vesten ikke kan reddes. Jeg kan have mine tvivl. Men det er min opgave at tro på det og gøre min egen lille kamp, her hvor jeg står, frem for at kaste mig ind i pessimismen og gøre skade på mig selv og andre. Man må tro på, at hvert lille skridt man tager, hvert ord man siger og skriver, er med til at bygge op,” siger Sørine Gotfredsen.  

Så præsten slutter i den håbefulde tone:

“Det er jo også det, der ligger i den kristne tro, at vi skal frelses i sidste ende. Og indtil da, gennem troen på Gud, skal værne om det, man har fået. Hvis flere får den indstilling, er der i høj grad grund til optimisme. Det kræver selvfølgelig også enighed om, hvad det er, vi værner om. Men ja, jeg tror, Vesten kan reddes.”

null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få dit ugentlige overblik over nyheder

Newsletter