13. jul. 2021

Udgivet for 3 uger og 2 dage siden

“Vi arbejder med en pragmatisk indstilling til kønnene”

Læsetid 7 min.
ArtikelHvorfor er antallet af kvinder i kommunalpolitik blevet en sag for Institut for Menneskerettigheder, og hvordan kan instituttet definere målsætninger, som det ikke selv lever op til? Kontrast har talt med ligebehandlingschef Nikolaj Nielsen.
Der er sket meget for kvinder i kommunalpolitik, siden de første blev valgt ind i 1909. Men det betyder ikke, at ligestillingen er i mål, mener ligebehandlingschef Nikolaj Nielsen. (Montage: Stenløse Sogneråd fra Egedal Arkiv via Egedal Leksikon, pressefoto fra Institut for Menneskerettigheder).
Der er sket meget for kvinder i kommunalpolitik, siden de første blev valgt ind i 1909. Men det betyder ikke, at ligestillingen er i mål, mener ligebehandlingschef Nikolaj Nielsen. (Montage: Stenløse Sogneråd fra Egedal Arkiv via Egedal Leksikon, pressefoto fra Institut for Menneskerettigheder).

I en nylig prognose om ligestilling i dansk kommunalpolitik anbefaler Institut for Menneskerettigheder partierne at opnå kønsfordelinger på mindst 40/60 blandt de valgte kandidater. Det kan partierne ifølge instituttet gøre ved at udvikle ligestillings- og mangfoldighedspolitikker samt anvende redskaber som måltal og fletteregler, hvor kønnene optræder skiftevis på valglister.

Men er den nuværende kønsfordeling i dansk kommunalpolitik udtryk for, at kvinder diskrimineres? Og er løsningen at diskriminere mænd? Kontrast har talt med Nikolaj Nielsen, ligebehandlingschef hos Institut for Menneskerettigheder, om det og meget andet.

Nikolaj Nielsen, hvorfor er kønsfordelingen blandt danske kommunalpolitikere en sag for Institut for Menneskerettigheder?

“Vi er både menneskerettighedsorganisation og ligestillingsorgan. Så vi har to opgaver. Den ene er at arbejde for at fremme ligestillingen i Danmark. Det er en forpligtelse, man har under EU-retten. Vi er også institution for FN-konventionerne, herunder kvindekonventionen. Så det er vores opgave at fremme ligestillingen, men vi anser det også for at være et problem, at kvinder er underrepræsenterede i stillinger, der giver magt og indflydelse, og det gør positioner i byråd.”

Så kønsfordelingen til kommunalvalgene er ikke et menneskerettighedsproblem? I beskæftiger jer med det, fordi det er noget, I også beskæftiger jer med og har pligt til at beskæftige jer med?

“Vi er både ligebehandlingsorgan og menneskerettighedsinstitution, men det er jo en menneskeret at blive ligebehandlet. Og det er en menneskeretlig udfordring, at vi stadigvæk har strukturer i vores samfund, som skaber forskelle mellem kønnene. Det gælder både i Danmark og i resten af verden.”


Barrierer for kvinder i kommunalpolitik?

Ved sidste kommunalvalg udgjorde kvinder 32,9 procent af de valgte. Hvorfor er det et et ligestillingsproblem, at færre end 40 procent af kommunalpolitikerne i Danmark er kvinder?

“Det er svært at give en klar definition på, hvornår noget er ligestilling. Men det handler ikke om millimeterdemokrati, hvor det skal være præcis 50/50. Vi læner os op ad Erhvervsministeriets definition og siger mindst 40 procent af det underrepræsenterede køn.”

Kønsfordelingen ved kommunalvalg i Danmark påvirkes af mindst fire parter: kandidaterne, partimedlemmerne, partierne og vælgerne. Hvilken part bærer i dine øjne den største del af ansvaret for den nuværende kønsfordeling i dansk kommunalpolitik?

“Rapporten viser, at når kvinder stiller op til kommunalvalg, bliver de valgt i nogenlunde samme omfang som mænd. Derfor peger vi på, at skal man gøre noget ved den ulige fordeling, skal man ændre opstillingen og opstillingsproceduren. Der kan selvfølgelig være andre elementer, der afholder kvinder fra at stille op, som partierne ikke kan gøre noget ved. Ifølge vores undersøgelser udsættes kvindelige politikere i langt højere grad for had og chikane på nettet. Men undersøgelsen viser, at når kvinder stiller op, vælges de lige så ofte som mænd.”

Omtrent en tredjedel af partiernes medlemmer er kvinder, omtrent en tredjedel af de opstillede til kommunalvalg er kvinder, og omtrent en tredjedel af de valgte ved kommunalvalg er kvinder. Det tyder på, at mænd og kvinder, der engagerer sig i politik, har samme muligheder for at blive opstillet og samme muligheder for at blive valgt. Hvad er så problemet?

“Problemet er, at en del af ligestillingen er, at kvinder er ligeligt repræsenteret i stillinger, der giver magt og indflydelse. Så det er ikke løst ved de tal, du nævner der. Der er nogle strukturer omkring kommunalpolitik, som kan skabe barrierer for kvinder. Det er ikke alt sammen noget, vi behandler i denne rapport, men det er det, der gør, at der er forskel på, hvem der bliver valgt ind.”

Der er ikke forskel på, hvem der bliver valgt ind. Kvinder bliver valgt ind, i præcis samme omfang som de engagerer sig i politik. De udgør en tredjedel af medlemmerne, en tredjedel af de opstillede og en tredjedel af de valgte. Er det ikke udtryk for, at ligestillingen fungerer?

“Hvis du kigger på spidskandidater, så er der langt færre kvinder, der er spidskandidater, end mænd. Det er et ligestillingsproblem, for det fører til, at færre kvinder bliver valgt ind. Men det er rigtigt, at hvis man ser på, hvem der bliver valgt, når først de kommer på listen, så har mænd og kvinder stort set samme chance for at blive valgt ind.”

Ser man bort fra spidskandidaterne og ser på det at stille op og blive valgt ind i et byråd, så er der overensstemmelse mellem kønsfordelingen blandt partimedlemmerne, de opstillede og de valgte. Hvorfor er det et ligestillingsproblem, at kvinder opstilles og vælges i samme omfang, som de melder sig ind i partier?

“Det er korrekt, at det ikke kun handler om at få flere kvinder på listen. Det handler også om at få flere kvinder ind i partierne, hvis man gerne vil have flere kvinder valgt.”


Hønen, ægget og opstillingen 

Handler det i virkeligheden ikke om, at kvinderne må tage sig lidt sammen, hvis man kan sige det på den måde, og engagere sig mere i politik, hvis de vil vælges oftere?

“Det mener jeg ikke, man kan sige. Man skal passe på med at gøre ligestillingsproblematikker til individuelle valg. Politik har igennem næsten hele det sidste århundrede været en monokultur præget af mænd. Den arv bærer vi stadig på, og det skal vi gøre noget aktivt for at gøre op med.”

Så længe kvinder udgør en tredjedel af partiernes medlemmer, kan det så lade sig gøre at skabe kønsfordelinger på mindst 40/60 blandt de valgte kommunalpolitikere uden at diskriminere partiernes mandlige medlemmer?

“Der er nok et element af hønen og ægget her. Man bliver nødt til at starte et sted. Det er ikke gjort med kun at kigge på opstilling. Det er lige så vigtigt at kigge på, hvordan man tiltrækker kvinder, og hvordan man får skabt en kultur i partierne, som er attraktiv at være i for kvinder. Hvordan undgår man den sexisme, man har set eksempler på i ungdomspartierne? Der er mange ting, man kan gøre for at ændre på det her. Det er ikke gjort med de anbefalinger, vi kommer med i denne rapport.”

Men hvordan ser du på perspektiverne i at diskriminere mandlige medlemmer? Er det i orden, at partierne diskriminerer mænd i en periode, indtil de opnår den 40/60-fordeling, I mener, de skal opnå?

“Ligestilling, ligebehandling og ligelovgivning hviler ikke på et princip om, at alle skal behandles ens til alle tider. Men dermed ikke sagt, at man bare kan forskelsbehandle. Heller ikke mænd. Heller ikke i denne sammenhæng, selv om mænd er overrepræsenterede. Vi anbefaler, at partierne tænker over, hvad de kan gøre. Man kan gøre rigtig meget inden for ligelovgivningens grænser, hvor man bidrager til at fremme repræsentationen af det underrepræsenterede køn.”

Man bør se på, hvor langt kan komme uden at overskride lovgivningen. Er det sådan, det skal forstås?

“Vi anbefaler, at man laver en politik. For eksempel kan man opstille måltal. En anden mulighed er at arbejde med en fletteregel. Det er der nogle lokalafdelinger i partierne, der gør. Men vi har ikke en ‘one size fits all’-løsning til partierne, og partierne er jo ikke retligt forpligtet på det her.”

Socialdemokratiet i Aarhus har oplevet, at kvinder fik dårligere placeringer på listen på grund af flettereglen. Viser det ikke, at den løsning kan stå i vejen for kvindelige politikere? 

“Jeg kender ikke eksemplet fra Aarhus. Vores anbefaling er, at man iværksætter konkrete tiltag. Vi har nævnt måltal og fletteregler i rapporten, men man kan også forestille sig andre ting. Vi ved, at det går meget langsomt med at opnå ligestilling, hvis ikke man gør noget. Det kender vi også fra ligeløn. Forestillingen om, at alt går i én retning mod bedre ligestilling, hvis vi ikke er bevidste, ikke laver politikker og ikke foretager konkrete indsatser, taler imod data.”


Håbet om en selvforstærkende effekt

Er det jeres opfattelse, at ikke kun kvinder og mænd, men alle grupper skal være repræsenteret i dansk kommunalpolitik svarende omtrent til deres andel af befolkningen?

“Logikken bag ligestillingslovgivningen og ligebehandlingslovgivningen er, at nogle grupper historisk set har været ekstremt udsatte. Det er kvinder, det er mennesker med handicap, og det er etniske minoriteter. Så al forskelsbehandling er ikke det samme. Det er ikke det samme at forskelsbehandle ufaglærte som at forskelsbehandle på baggrund af køn. Men dermed ikke være sagt, at man ikke kan have et demokratisk ideal om bedre repræsentation i de politiske organer. Det er bare ikke den opgave, vi har fået. Vi har fået opgaven at være ligebehandlingsorgan og arbejde på det diskriminationsgrundlag, vi arbejder på. Og det er der en historisk begrundelse for.”

Kan man gå for langt ned ad repræsentationsvejen, eller er repræsentation et velfungerende værktøj, man ikke kan overdrive brugen af?

“Det retlige udgangspunkt er, at tiltag, som giver en fordel til en underrepræsenteret gruppe, skal være midlertidige. De skal eksistere, indtil man har opnået et system, som behandler folk lige. Det er ikke uproblematisk, og det er også derfor, det ikke er noget, man bare skal indføre permanent.”

Ryger der ikke noget demokrati ud af partiforeningerne, hvis man indfører flere og flere fletteregler, som dikterer rækkefølgen på opstillingslisterne?

“Det er rigtigt, at der er det dilemma. Men man skal også forholde sig til, at det, der sker, når først man arbejder med de her ting, er, at tingene spiller sammen. Hvis man får en større åbenhed over for at få kvinder ind på listen, vil det også have en positiv effekt på etniske minoriteter og andre grupper. Man bliver pludselig opmærksom på, hvem det er, der taler, når man holder møder, og begynder at tænke over, hvordan man får rum til nogle af de nye. Det er det, der skaber et inkluderende miljø. Så jeg tror, det vil have en selvforstærkende effekt. Jeg tror ikke rigtig på det skræmmescenarie, at lokalafdelingerne lige pludselig mister al indflydelse, i forhold til hvem der skal stilles op.”

Er jeres tilslutning til idéen om repræsentation udtryk for, at I prioriterer resultatlighed over mulighedslighed?

“Jeg tror, idealet er det samme. At vi skal have lige muligheder. Det er det, vi arbejder for. Diskussionen handler om, hvordan vi kommer dertil. Bliver vi nødt til i en periode at give en særlig fordel eller en særlig opmærksomhed eller gøre en særlig indsats for en gruppe, der er underrepræsenteret? Måske. Men det er ikke sådan, at hverken vi eller ligebehandlingslovgivningen arbejder med et dekret om resultatlighed. Hvis det forholdt sig sådan, kunne vi jo bare indføre kvoter til evig tid. For så var det jo lige. Men det er der ikke nogen, der har anbefalet.”


Hvad med jer selv?

Ifølge min optælling af medarbejdere hos Institut for Menneskerettigheder er omtrent en tredjedel af jeres små 200 medarbejdere mænd, mens omtrent to tredjedele er kvinder. Stemmer det?

“Vi skal gøre det op en gang om året, og vi gør det op efter årsværk. Ifølge vores opgørelse har vi 63 procent kvinder og 37 procent mænd.”

Hvad er årsagen til, at I ikke har en kønsfordeling på mindst 40/60?

“Der er flere forklaringer. En af dem er, at vi har mange jurister og økonomer ansat. Mange mandlige jurister og økonomer søger mod det private, mens mange kvindelige søger mod det offentlige. Vi har generelt mange flere kvindelige ansøgere end mandlige.”

I betragter det som et ligestillingsproblem, at partierne ikke har kønsfordelinger på 40/60. Er det også et ligestillingsproblem, at I ikke har den kønsfordeling blandt jeres medarbejdere?

“Ja, det er det. Vi opfordrer alle til at søge, når vi opslår stillingsannoncer. Vi sørger også for at have ligelig kønsrepræsentation, når vi sammensætter ansættelsesudvalg. Men vi er ikke i mål. Det vil jeg ikke sige.”

Men I har en ambition om at komme tættere på?

“Ja.”

I kræver af de danske partier, at de sikrer kønsfordelinger på mindst 40/60 blandt valgte kommunalpolitikere i Danmark. Jeres egen kønsfordeling er 37/63. Skal man ikke feje for egen dør, inden man fejer for andres?

“Jo, det skal man. Det er ikke sådan, at fordi vi har et problem med at tiltrække mænd, så kan vi ikke varetage vores opgave med at fremme ligestillingen i Danmark. Men det er klart, at vi også skal have fokus på det her. Vi skal ligesom partierne skabe tiltag, som sikrer en bedre kønsfordeling. Din henvendelse er en anledning til at kigge på det igen.”

Du siger, at I sagtens kan udføre det arbejde, I er sat i verden for, selv om I har en skæv kønsfordeling. Du siger også, at I har svært ved at tiltrække mænd, blandt andet fordi mænd søger mod det private, og kvinder søger mod det offentlige. Ville det være i orden, hvis et parti forholdt sig på samme måde til en skæv kønsfordeling?

“Institut for Menneskerettigheder skal feje for egen dør, og vi skal også bidrage til et opgør med de ligestillingsudfordringer, vi har i Danmark. Men opgøret er ikke et spørgsmål om at finde skurke. Det er ikke partiernes skyld, at politik har været kønsopdelt i Danmark. Men det betyder ikke, at de ikke kan gøre noget ved det. Sådan er det også hos Institut for Menneskerettigheder. Vi er også forpligtet til at forsøge at opnå en højere grad af ligestilling. Fuldstændig på samme niveau, som vi anbefaler partierne. Men vi kan jo ikke gøre op med alt herinde. De strukturer, som skaber kønsulighed i det danske samfund, er i en vis forstand også herre over os.”

Kan det tænkes, at både I og partierne rammes af nogle forskelle i mænd og kvinders interesser og adfærd, som ikke er udtryk for diskrimination, men for, at mænd og kvinder ikke er helt ens?

“Jeg tror ikke, man kan adskille individuelle valg fra de samfund, vi har levet i gennem mange, mange år. Der findes kønsundertrykkende strukturer, som særligt rammer kvinder. Men i nogle tilfælde rammer de også mænd. Vi arbejder med en pragmatisk indstilling til kønnene. Vi vil hellere kigge på de strukturer, som skaber forskellene i samfundet, end grave os ned i en diskussion om, hvorvidt kvinder er fra Venus, og mænd er fra Mars,” siger Nikolaj Nielsen.


Del artiklen

Vi tilstræber en engageret og argumentorienteret debat med et skarpt fokus på bolden fremfor manden og frabeder os derfor personangreb, skældsord og motivanalyser samt uargumenterede vredesudbrud. Rigtig god debat. :-)

Bliv opdateret, når der er nyt fra Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få dit ugentlige overblik over nyheder.

Bliv medlem af Kontrast og kickstart det borgerlige Danmark!


Kontrasts medlemmer er et borgerligt fællesskab:

1. Forstå verden og se kontrasten: Du får fuld adgang til videoer, interviews, analyser og artikler på Kontrast.dk.

2. Du inviteres til fester, debatter og saloner, hvor du møder landets skarpeste tænkere og skribenter.

3. Du får adgang til Kontrasts Ekkokammer på Slack og til artikelkommentarer.

4. Du får direkte indflydelse på, hvilke emner Kontrast skal behandle.

5. Dit medlemskab er dit bidrag til fokus på de vigtigste spørgsmål inden for velfærdsstat, indvandring, kultur m.m.

null

Årligt 1.200 kr.

357 kr.

249 kr.

For 3 måneder

Køb inden d. 15. august, hvor tilbuddet slutter.

Månedligt 119 kr.