At være menneske er at være spændt ud mellem to sandheder. På den ene side er alt uendelig ligegyldigt. Vi bebor en lille planet i et lille solsystem i en lille galakse i et endeløst univers. Hvad vi foretager os, har ingen betydning i den store ligning. Selv hvis vi sprængte Jorden i luften i morgen, ville det ikke blive registreret uden for vores planetære nærmiljø. På den anden side føles alt vigtigt. Vores familie, vores venner, vores planet, vores fremtid. Vi er udstyret med en bevidsthed, der gør os i stand til at forholde os til vores væren i verden, og det gør det umuligt for os at lade være.
Fordi det er sådan, kan jeg godt ræsonnere mig frem til, hvorfor så mange unge lider af klimaangst. Hvis ikke man vil gå til i nihilisme, må man tage virkeligheden alvorligt, og gør man det, er der god grund til at være bekymret for fremtiden. Der er bred enighed om, at klimaforandringer vil få voldsomme konsekvenser, som i større eller mindre grad vil kunne mærkes i hele verden. Spørgsmålet er ikke, om det vil ske. Spørgsmålet er, i hvor høj grad det kan forsinkes og afbødes.
