Debat

05.06.24

Den sorte svane i det offentlige rum

TV 2's meget omtalte dokumentarfilm viser, hvilken magt civilsamfundet råder over, og hvad ytringsfriheden er værd, skriver Jon Eirik Lundberg. Når vi ser forbryderne udlevere sig selv på skærmen, ved vi, at de er færdige. Amira, den sorte svane, er måske ikke en engel, men hun har kvaliteter som en helgen.
Foto: TV 2 Danmark
Foto: TV 2 Danmark

TV 2's dokumentarserie ”Den sorte svane” chokerer et samlet Danmark, så selv regeringen sidder på stolekanten og følger med. Nogle spørger hvad ”svanens”, Amiras, egen mission egentlig går ud på. Rydder hun modstandere af vejen for andre kriminelle? Eller er hun en angrende synder, eller er også den udlægning en skrøne? Er der overhovedet nogen i skærmbilledet der taler sandt?

Det er der, ellers var der ingen historie. Men personerne taler sandt på præmisser, de ikke kender. Og det er forudsætningen for at få dem til at åbne op. De tror, de befinder sig i et privat rum, som beskytter dem imod konsekvenserne af deres handlinger. Forestillingen om denne beskyttelse er midlet, der får tungen på gled.

Ligesom hos Dostojevskij kan man se, at mennesker har et indre, ubændigt behov for at tale sandt. Sandhed forbinder os med virkeligheden. Man kan forlade virkeligheden i perioder, og lyve for omgivelserne. Men ingen kan holde til aldrig at tale sandt.

Macho er global normal
Personerne har også behov for at fremvise en bestemt side af sig selv - som magtfulde, snedige, brutale, usentimentale. Kort sagt: macho. Den macho-type lever i det private rum og skyr det offentlige rum som pesten i vores del af verden. Men hvis vi zoomer ud, kan vi se, at denne type sagtens kan forekomme i politik. Den mest macho af alle figurer er diktatoren. Amira præsenterer os for danske kandidater til den rolle. Hvis ikke det var for retsstaten, ville vi levet under den slags typers hegemoni. Det gør andre mennesker i store dele af verden.

Noget af det mest rystende er at se advokater blæse på loven med den største ligegyldighed. Man kan overholde dens bogstav og bryde dens intention, eller man kan blot omgå den ved kvalificeret snyd. De historier sætter et spørgsmålstegn ved retssikkerheden. Vi tænker almindeligvis, at vi gennem retsprocessen kan opnå retfærdighed. Det er dyrt, både i tid og penge, og udfaldet er usikkert, næsten uanset hvor god sag, man mener at have. Alligevel er troen på en retfærdig institution noget af det, der gør tilværelsen udholdelig.

"Den sorte svane" rokker kraftigt ved denne forestilling om lovens magt.

Det offentlige øje
Men den viser også, at der findes en anden lov, som er endnu stærkere: den offentlige opmærksomhed. Opinionen repræsenterer dybest set også en lov. Som er enklere og mere fundamental end verdens lovsamlinger. Vi kan kalde den common sense eller natural law eller moralske følelser.

Hvis Amira skrev en bog, ville det ikke haft samme effekt. Det absolut stærkeste er at høre ordene fra hestens egen mund. Vi ser, hvordan Amira tackler åbenlyse trusler på livet.

”Jeg kværker dig!”, siger bandelederen.

”Selvfølgelig gør du det. Jeg forstår dig”, svarer hun, og han falder til ro. Sådan en selvudslettelse er deeskalering på højt niveau. Om det skyldes hendes sjælelige bevæggrunde eller visheden om, at hjælpen står bag døren, er ikke til at sige. Men hun kalder det skjulte menneske frem i lyset. Hun paraderer fordærvelsen. Det er en form for renselse, en lille, civil sandhedskommission. Det er som om, hun ved, at hun befinder sig et sted, hvor retsstaten er overmandet.

”Kvantitet har en særlig kvalitet”, er Stalin citeret for at sige som forklaring på den sovjetiske krigstaktik, hvor millioner af soldater blev ofret for at nedbryde fjenden. Det gælder også i retsstaten. Kriminaliteten kan antage et omfang, som sætter loven ud af kraft. Et nærliggende eksempel er Sverige, hvor banderne rivaliserer åbenlyst med staten om magten i dele af landet.

Bandeleder på overførsel
Over halvdelen af danske bandemedlemmer modtager førtidspension, ligesom sociale ydelser blev udbetalt til danske IS-krigere i Raqqa. Hvordan kan det lade sig gøre?

Infiltrering af forvaltningen, korruption og trusler. Der er mange forklaringer. Men kendsgerningen er, at folk slipper afsted med kriminaliteten. Det er intuitivt ikke bæredygtigt. Det truer selve den politiske orden, som Amiras familie flygtede til. Et sted i hendes barndom går der et skel mellem krigen i Jugoslavien og freden i Danmark. Måske er det denne erfaring, der siger tak, når hun risikerer livet for at komme den danske retsstat til undsætning.

Som advokat ved hun, at retssystemet ikke er gearet til udfordringen. Manipulationen overgår dens kapacitet. Så hun løfter sagerne ud i det offentlige rum i stedet. Hun demonstrerer, at fortællinger, ikke jura, er den eneste reelle retssikkerhed, man som borger kan regne med.

I offentlige dokumenter kan der stå sætninger som: ”Afgørelsen kan ikke klages ind for en anden myndighed”. Løbet er kørt. Men ligesom Kristus giver forbryderen på korset ved siden af et sidste håb, rækker Amira en sidste myndighed frem, hævet over statens organer.

Eksponeringen har allerede fået talrige konsekvenser og trigget processer, som vil rulle videre i overskuelig fremtid. Mennesker bliver draget til ansvar med en effektivitet, som ingen domstol kan matche. Det skyldes, at det offentlige rum ikke udformer nogen straf.

Nogen må risikere noget
Kendsgerningerne drager deres formelle konsekvenser alene ved at komme frem i lyset. Amira overlader dommen til publikum. Hendes ærinde er ikke at være anklager eller dommer, hun har netop ikke etableret en ”folkedomstol”. Opgaven består i at nedbryde væggene i det private rum, som har beskyttet og huset kriminaliteten.

Dokumentaren viser, at stærke individer er en forudsætning for et levende demokrati. Nogen må risikere noget. Formaliteter har en grænse, og når forbryderne overskrider den, må civilsamfundet også gribe tingene anderledes an.

Dokumentarfilmens konsekvenser viser, hvilken magt civilsamfundet råder over, og hvad ytringsfriheden er værd. Når vi ser forbryderne udlevere sig selv på skærmen, ved vi, at de er færdige. Amira er måske ikke en engel, men hun har definitivt kvaliteter som en helgen.

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter