TV 2's dokumentarserie ”Den sorte svane” chokerer et samlet Danmark, så selv regeringen sidder på stolekanten og følger med. Nogle spørger hvad ”svanens”, Amiras, egen mission egentlig går ud på. Rydder hun modstandere af vejen for andre kriminelle? Eller er hun en angrende synder, eller er også den udlægning en skrøne? Er der overhovedet nogen i skærmbilledet der taler sandt?
Det er der, ellers var der ingen historie. Men personerne taler sandt på præmisser, de ikke kender. Og det er forudsætningen for at få dem til at åbne op. De tror, de befinder sig i et privat rum, som beskytter dem imod konsekvenserne af deres handlinger. Forestillingen om denne beskyttelse er midlet, der får tungen på gled.
Ligesom hos Dostojevskij kan man se, at mennesker har et indre, ubændigt behov for at tale sandt. Sandhed forbinder os med virkeligheden. Man kan forlade virkeligheden i perioder, og lyve for omgivelserne. Men ingen kan holde til aldrig at tale sandt.
