Den 30. september kunne man i flere medier læse, at flere fynske klubber nægter at spille mod Vollsmose-klubben FIUK – Fyns Internationale Ungdomsklub – i Serie 2 på grund af flere voldelige episoder. Modstanderne vil hellere lade sig taberdømme. Sagen er siden endt på kulturministerens bord. Og det er glædeligt, for ikke at sige, i sidste øjeblik.
For som mangeårig aktiv indenfor seriefodbolden kan jeg bekræfte, at fodboldklubben FIUK's brutale adfærd på en fodboldbane overfor udøvere og dommere langt fra er undtagelsen, når det gælder klubber med spillere med anden etnisk herkomst end dansk. Tværtimod.
Men det er ikke kun en sag for kulturministeren. Det er nemlig et symptom på misforstået integrationshensyn i de udsatte boligområder, som kalder på Udlændinge- og Integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S).
Vold på banen ignoreres af DBU og DIF
En varm sommerdag stod skulle jeg sammen med mit hold fra Hvidovre spille en Serie 3-kamp i et af Vestegnens udsatte boligområder. Nerverne sad uden på tøjet. Ikke fordi vi frygtede for resultatet, men snarere fordi vi af erfaring vidste, at modstanderholdets spillere gik til spillet på grøntsværen, som var det en MMA- arena. Og ve den dommer, der vovede at gribe ind med sanktioner i form af henstillinger og røde kort. Denne dag blev ikke anderledes. Faktisk udviklede det sig så brutalt, at vi efter at være blevet truet med vold og det, der var værre, af spillere og deres venner på sidelinjen, lod dem køre en sejr i land.
Herregud, vi skulle på arbejde dagen efter, og vores liv og helbred var alligevel vigtigere end den oprykning til Serie 2.
Dagen efter rettede jeg en skriftlig og telefonisk klage til DBU. Uden held, naturligvis. Ikke at jeg blev overrasket. Snarere frustreret over den hånlige ligegyldighed, jeg blev mødt med fra fodboldens overordnede forbund.
Rigtig overrasket blev jeg først, da jeg forskede lidt i de fodboldhold i vores rækker, som vi på forhånd havde aftalt at tabe til. Mange af dem var nemlig foreninger oprettet som integrationsprojekter i udsatte boligområder og en del af DIF´s projekt, Get2sport, der er støttet af Udlændinge- og Integrationsministeriet. Et projekt, der skal hjælpe udsatte unge samt unge med anden etnisk herkomst end dansk ind i foreningslivet.
Parallelle foreninger for voldelige venner
Som min forskning skred frem fandt jeg ud af, at de i stedet for at blive en del af det allerede eksisterende foreningsliv, blot havde oprettet foreninger for dem selv og deres venner. Måske ikke så mærkeligt. For mange af spillerne på disse hold havde en så forrået og voldelig adfærd, at de ville blive bortvist fra min egen fodboldklub.
Det kan imidlertid undre mig, at fodboldforeningernes overordnede forbund ikke havde en interesse i at undersøge sagen nærmere. Endsige rette henvendelse til DIF som ansvarlig myndighed. Især med tanke på, at mange af disse hold skulle fungere som integrationsprojekter og er støttet af offentlige midler. Det paradoksale i den sammenhæng er faktisk, at Udlændinge- og Integrationsministeren fører sig frem med falsk snak om at opløse parallelsamfund, mens hans ministerium aktivt støtter projekter, der bibeholder dem.
Gad vide, hvad ministeren tænker?
Der må jo være en grund til, at disse personer, der spiller i klubberne i de udsatte boligområder ikke føler de passer ind i det traditionelle foreningsliv. Mon den ansvarlige minister Kaare Dybvad Bek vil bede DBU og DIF besvare det spørgsmål?
Derfor hilser jeg det velkomment, at kulturministeren endelig går ind i en sag om en klubs voldelige adfærd på en fodboldbane. En sag, der rækker flere år tilbage. Jeg håber samtidig, at Kaare Dybvad Bek tager sin kollega i hånden og får kortlagt, hvad det egentlig er for foreninger, der oprettes rundt omkring i de udsatte boligområder i integrationens hellige navn. Og ser på, hvilke værdier disse foreninger fungerer efter.
At dømme efter mine mange års oplevelser fra fodboldverdenen er det i hvert fald ikke værdier, jeg er opdraget med i det danske foreningsliv.
