For nylig har der i Berlingske udspundet sig en debat, som tog udgangspunkt i nogle markeringer i radioen fra miljøforskeren Stiig Markager. Markager kritiserede især fondenes stigende indflydelse på en miljøforskning, som dermed mister selvstændighed og taber kritisk mæle.
En prodekan fra Aarhus Universitet, Ole Hertel, forsøgte i Berlingske (15/8), at forsvare universitetets praksis mod Markagers kritik, og Markager svarede igen samme dag.
Jeg har ikke forstand på miljøforskning, men med hensyn til den forskningspolitiske del af sagen kan jeg sige, at Markager har fat i den lange ende, hvilket jeg her vil give tre begrundelser for, især med udgangspunkt i mine erfaringer med pædagogisk forskning.
