Ytringsfriheden var den helt store taber i Muhammedkrisen. Men det var dog ikke den eneste taber.
En anden var dem, vi kan kalde de multikulturalistiske apologeter. Gruppen udgøres, ikke kun, men i høj grad, af det redaktionelle miljø omkring Politiken, den nu i nogen grad detroniserede kulturradikale elite, som var dagsordensættende op gennem 80’erne og 90’erne, samt store dele af det akademiske miljø.
Et flertal af danskerne, som kun er vokset siden Muhammedkrisen, mener, det var rigtigt at udgive tegningerne (for muslimer i Danmark er det dog mere end 9 ud af 10, der mener, det var en fejl, så her er kulturkløften massiv), og i den offentlige debat er den dominerende konsensus, at tegningerne viste, at den udbredte selvcensur, som var baggrund for dem, var særdeles velbegrundet.
Som man havde set i et utal af gange før i et utal af lande, mødte store dele af det muslimske samfund religionskritik og satire med ønsker om censur, og de mere radikale herfra, med vold, drab og terror.
Fællesnævneren for de multikulturalistiske apologeter er et ønske om at etablere en alternativ fortælling om Muhammedkrisen, hvor en væsentlig del af ansvaret for krisens opståen og udvikling placeres på andre end de islamister, der dræbte flere hundrede mennesker, nedbrændte danske ambassader, truede og overfaldt tegnere osv.
Interessant på den gale måde
Nu er der så kommet en ny bog, Mette Winding Tops Den forkerte Muhammedtegner, som angiveligt er sprængfuld af dugfriske “nuancer”, men blot gentager allerede kendt stof, der i praksis skal fremme en særdeles anstrengt fortælling om, at Jyllands-Postens angiveligt manglende research skulle være afgørende for krisens opståen og udvikling. Den er ikke videre interessant i sig selv, men den er illustrativ som symptom på en tendens.
Siden Muhammedkrisen eksploderede i foråret 2006, har denne gruppe lige så desperat som forgæves forsøgt at etablere en alternativ fortælling om krisen, hvor det faktisk var Jyllands-Posten, danske politikere (som oftest med Anders Fogh Rasmussen som hovedskurken med Pia Kjærsgaard i rollen som sidekick), majoritetsdansk racisme samt noget med neokonservatisme og Irak-krigen i varierende kombinationer, der bar meget af ansvaret for krisen.
Hvis man har alt for megen tid, kan man med fordel læse eksempelvis Tøger Seidenfaden og Rune Engelbreths Karikaturkrisen (den forklarer, at det “i høj grad er den danske regering og statsminister Anders Fogh Rasmussens ansvar, at krisen fik lov til at eskalere helt ud af kontrol“).
Eller brødrene Rothsteins Bomben i Turbanen (“Vi har en ubetvivlelig ret til at sige, hvad vi mener. Men vi behøver ikke gøre det. At tænke sig om fordi man ikke vil krænke andre, er ikke det samme som uacceptabel selvcensur.“).
Og der er mange flere, hvor de kom fra.
Et andet træk, der kendetegner de multikulturalistiske apologeter, er dog, at de typisk med enorm ihærdighed vil afvise at være motiveret af et ønske om at levere partsindlæg og fremme bestemte politiske synspunkter.
En af de måder, hvorpå man let kan genkende indlæg fra de multikulturalistiske apologeter, er deres sekteriske insisteren på at anvende betegnelsen ‘karikaturkrise’ i stedet for Muhammed-krise. For, må man forstå, krisen handlede faktisk mere om nogle danske karikaturer end en del muslimers forhold til forhånelse af Muhammed.
Guldlok-finten
Pointen er naturligvis at placere sig i en fiktiv midterposition mod de “ekstreme yderfløje“, og hævde, at man skam kun er fornuften, nuancernes og moderationens nøgterne stemme.
Man kan kalde det guldlok-finten, hvor man først postulerer, der findes to angiveligt nogenlunde rabiate yderpoler – typisk danske angiveligt islamofobiske, nationalistiske og racistiske medier samt politikere på den ene side, og voldsparate islamister på den anden.
Så har man insinueret en, godt nok meningsløs, moralsk ækvivalens mellem folk, der tegner eller udgiver harmløse tegninger i fuld overensstemmelse med dansk satire- og avistegningstradition, og så folk, der sprænger ambassader i luften og angriber tegnere med økser. De multikulturalistiske apologeter distancerer sig herefter fra begge grupper og indtager en plads som, når de selv skal sige det, er på den gyldne middelvej og lige tilpas.
Et andet greb, der som regel supplerer guldlok-finten, kan sættes på formel som følger: “Hvis X i Danmark havde/ikke havde gjort Y, så var krisen ikke opstået”, hvormed man meget diskret søger at forskyde ansvaret for krisen væk fra de voldelige islamister, som gjorde alt det, der gjorde sagen til en krise – dræbte folk, sprængte ambassader i luften osv. osv.
Hvis ingen havde reageret med vold, massedrab, overfald og terror, ville tegningerne i dag formodentlig være lige så glemte som alle andre avistegninger fra 2005, og hvis de endelig blev husket, ville det være som en illustration af, at JP tog fejl, og muslimer var fredelige mennesker, som sagtens kunne leve med præcis samme satire over deres religiøse ikoner, som alle andre religioner lever med.
I den mest ubegavede udlægning af argumentet er X naturligvis Jyllands-Posten og Y udgivelsen af tegningerne. Men selvom den meget primitive udgave stadig lever i marginale venstreorienterede og islamiske miljøer, kan de mere begavede godt se, at den er svært at løfte.
Derfor klamrede en række multikulturalister apologeter sig tidligere ganske ofte til en fortælling om, at Anders Fogh Rasmussen og den daværende regerings, generelle håndtering og manglende møde med de muslimske ambassadører var dette mystiske Y i den narrativ. Hvis Fogh bare havde været sødere ved nogle muslimske ambassadører, primært fra diktaturstater, som gerne ville mødes med statsministeren og snakke om, hvad de synes, danske medier burde have lov til at trykke, ja så var krisen gået i sig selv.
Fortællingen blev imidlertid aldrig taget alvorligt af mange andre end dem selv, og eftersom Fogh og hans regeringer efterhånden fortoner sig i historien, må man nødvendigvis finde et nyt X og et nyt Y, der kan bæres frem.
Gammel formel på nye flasker
I den aktuelle bog er fortællingen nu blevet, at måske var der ikke nogen Muhammed-tegnere, som af frygt afviste at illustrere en bog om Muhammed skrevet af den danske forfatter Kaare Bluitgen, selvom han sagde det. Og hvis Jyllands-Posten bare havde undersøgt dette, og ikke trykt tegningerne, så:
“Havde man i 2005 fundet ud af, at Bluitgens historie ikke var sand eller bare stillet krav om, at han skulle bevise den, var muhammedtegningerne formentlig ikke blevet trykt, og det, som af flere franskmænd kaldes År Nul for det franske satireblad Charlie Hebdos rolle i krisen, havde ikke fundet sted.“
Her kan vi igen se X-Y formlen i aktion og endda ganske eksplicit. Hvis bare JP havde gjort deres journalistiske arbejde ordentligt, ville tegnerne på Charlie Hebdo stadig leve. Og så kan man jo så som læser overveje, hvem der egentlig bærer ansvaret for, at de døde.
Man kunne naturligvis også sige, at hvis ikke islamister havde begået massemord samt terror og accepteret religionskritik og ytringsfrihed, der er grundlag for de vestlige samfund, de har valgt at leve i, hvilket er lige så banalt som det er indlysende, ville tegnerne stadig leve. Men det gør forfatteren naturligvis ikke.
At Bluitgen ikke vil oplyse navnene på folk, han fortroligt har spurgt om noget, de har takket nej til, i forbindelse med en sag, der senere har vist sig at lede til massive dødstrusler og en meget uvelkommen berømmelse, forekommer ikke synderligt overraskende.
Det er da heller ikke nyt. Det har både Politiken og fagbladet Journalisten skrevet om allerede i 2006. Og af Flemming Roses ledsagetekst til tegningerne kan enhver i øvrigt også læse, at de var motiveret af en bred tendens til censur i forhold til islamiske dogmer og ikke af en enkelt bog, der blot er et af mange eksempler på denne fuldstændig åbenlyse tendens til frygt for præcis de reaktioner på religionskritik og satire, som tegningerne blev mødt med.
Men alt det er selvsagt præcis lige så ligegyldigt som diskussionerne om, hvem Anders Fogh Rasmussen skulle eller ikke skulle have mødtes med i 2006. I sidste ende handler multikulturalisternes skriverier ikke om, hvem der gjorde hvad under krisen. De handler om, hvordan man får insinueret, at ofrene for islamistiske censurkrav, terror, drab og trusler kan blive tilskrevet et medansvar for selvsamme.
For igen, uden dette ville krisen selvsagt ikke have været en krise, men blot et banalt og upåfaldende optryk af avistegninger i fuld overensstemmelse med dansk religionskritisk og satirisk tradition. I andre sammenhænge ville den slags normalt, og særlig på venstrefløjen, uden tøven betegnes victim blaming.
Det er det dog ikke i denne sammenhæng, må man forstå.
