Som undertegnede skrev for nogle måneder siden, er det efterhånden ekstremt svært at skelne kunstverdenen fra satire, og den tendens fortsætter i forrygende stil i et interview i dagens Berlingske.
Her har Troels Heeger interviewet den venstreekstreme kunstekspert/lejlighedsvis hærværkselsker Mikkel Bolt om henholdsvis Ibi-Pippi Orup Hedegaards hærværk mod et maleri af blandt andet Asger Jorn og så lektor på kunstakademiet Katrine Dirckinck-Holmfelds smadring af en buste tilhørende selvsamme kunstakademi.
Og naturligvis fremsætter Bolt den utvivlsomt dybt faglige vurdering, at hærværk er rimelig træls, når det bliver lavet af dumme højreorienterede. Men det er faktisk stor, stor kunst, når det bliver lavet af hans venstreekstreme ligesindede.
Man må nemlig forstå, at skillelinjen mellem god og dårlig hærværkskunst – ligeledes højst overraskende – synes at være, om kunstneren kan grynte noget om postkolonialisme eller kapitalisme, mens de smadrer andres ting. Kan de det, er det stor kunst; kan de ikke, er det banalt og udtryk for “ondt i røven”. Fordi slaveri, der ophørte for 150 år siden på øer 7.500 kilometer væk, er langt mere kunstnerisk relevant, ifølge eksperten.
Det er naturligvis ekstra sjovt, fordi denne banale vurdering er pakket ind i en regulær ordgeyser af pludderakademisk efterrationalisering, men det er på sin vis også voldsomt illustrativt.
For som tidligere skrevet: Jeg betragter ikke Ibi-Pippis ting som kunst, men snarere som en særdeles effektiv og satirisk fremkaldervæske for stupiditet og konformitet i kunstverdenen. Jeg uddyber gerne i forhold til begge dele:
