Er jeg den eneste, der har det sådan, at der efterhånden er kogt nok suppe på det evindelige narrativ, som har domineret udlændinge- og integrationsdebatten i de sidste mange år?
Den fortælling, som er blevet en hel industri i sig selv. En industri, der giver ukritisk adgang til medier med det privilegium frit at kunne monopolisere debatten med adgang til mikrofonen i diverse radioprogrammer, direkte adgang til tv og forlag samt den ære at kunne kalde sig ekspert i næsten alt - uagtet erhvervserfaring eller uddannelsesmæssige baggrund. Jeg taler naturligvis om den lidelsesfortælling, der de sidste mange år har sejret: diskrimination.
Danmarksmestre i bla-bla...
For et det kræver ikke mere end et par hastige søgninger i Berlingske eller bibliotek.dk, så toner der en overskrift frem med en eller anden person, med rødder i fjerne lande, der på grund af følelsen af "udenforskab" enten har følt sig kaldet til islam eller bandelivet. På grund af en opvækst i en eller anden stationsby, det kunne være Ishøj, og en kolo-enorm indsigt i miljøer, kemisk rensede for vestlige værdier, at man kan kalde sig dialogambassadør, ressourceperson eller sågar brobygger, selvom man hverken er uddannet pædagog, socialrådgiver eller har arbejdet inden for feltet.
Hør mig! Se mig! Jeg har rødder i Tyrkiet, Marokko, Palæstina, Irak eller hvor som helst i Stormellemøsten. Jeg har en unik indsigt i social kontrol, bandemiljø og islam. Desuden ved jeg en masse om integration og diskrimination, fordi jeg kommer fra de varme lande. Når det altså ikke lige pludselig er opportunt at kalde sig dansk.
Grum og kynisk bageside
Medier og forlag flokkes om fortællingerne som ænder, der æder alting råt. De stiller ingen modspørgsmål. De svælger tværtimod i fortællingerne som dopaminsøgende flokdyr i et forsøg på at overbevise os alle sammen om, at vi her taler om nogle intellektuelt overlegne, gode mennesker. Men det er desværre en medalje med en grum og kynisk bagside.
For mens danske medier konstant lader sig forføre af såkaldte brobyggere, opmærksomhedskrævende semikendisser, der åbenbart ikke kan færdes udenfor en dør uden at føle diskriminationens åg, så lever der faktisk mennesker, der ikke har samme behov for at skabe sig en karriere og en forretning på den gangbare diskriminationsfortælling.
Dem, der aldrig får en stemme
Personer, der faktisk godt kunne finde ud af at vokse op i Gellerup, Vollsmose, Urban-planen, Ishøj eller Avedøre uden at føle sig ekskluderet eller blive medlem af en bandegruppering. Personer, der godt vidste, at selvom man i en skolegård fyldt med skrigende børn måske en gang imellem bliver kaldt perker, så er der ikke tale om diskrimination, men blot om et af de mange forskellige skældsord, der flyder frit fra børns mund fra tid til anden.
Personer, der ikke bilder sig ind, at blot fordi de har rødder i andre lande, så forsøger de ikke at smykke sig med gyldne klæder og lånte fjer for at fremstå som eksperter i aviser, bøger, radio- og tv-programmer.
Men de personer får aldrig en stemme. Dertil er diskriminationsindustrien blevet en alt for stærk og magtfuld lobby. For der er forsider i diskrimination. Der er adgang til medierne. Der er bogkontrakter og penge på finansloven.
Etnisk mindreværdskompleks
Så længe medier, forlag og politikere bliver ved med at bære brænde til dette bål, vil kommende generationer i de udsatte boligområder fortsat vokse op med et såkaldt etnisk mindreværdskompleks a la dette: Jeg har rødder i andre lande. Samfundet vil mig ikke. Jeg kan ikke andet end at føle mig diskrimineret.
Så kynisk er diskriminationsindustriens dagsorden blevet. Foruden den ville dens ambassadører blive tvunget til at ændre identitet fra eksperter i alt mellem himmel og jord til at være en helt almindelig borger i Danmark.
Og det har de færreste af dem vist erfaring med - selvom de ofte kalder sig selv helt almindelig danskere.
