Er jeg den eneste, der har det sådan, at der efterhånden er kogt nok suppe på det evindelige narrativ, som har domineret udlændinge- og integrationsdebatten i de sidste mange år?
Den fortælling, som er blevet en hel industri i sig selv. En industri, der giver ukritisk adgang til medier med det privilegium frit at kunne monopolisere debatten med adgang til mikrofonen i diverse radioprogrammer, direkte adgang til tv og forlag samt den ære at kunne kalde sig ekspert i næsten alt - uagtet erhvervserfaring eller uddannelsesmæssige baggrund. Jeg taler naturligvis om den lidelsesfortælling, der de sidste mange år har sejret: diskrimination.
