Sidste uge kommenterede Kvinderådets forkvinde, Nanna Højlund, og Kasper M. Rasmussen fra SMVdanmark, på Danmarks Statistiks Tiårsoversigt i deres udmeldinger til Altinget. Andelen af piger på de erhvervsfaglige uddannelser er faldet med 4,3 procent i perioden. Men de overser problemets kerne, ligesom debatten om pigernes påklædning gør.

Der er langt større fald i unge kvinder end drenge på de erhvervsfaglige uddannelser, men samtidig er andelen af kvinder på universiteterne steget støt. Når skolesystemet giver pigerne højere karakterer end drengene, så er det helt naturligt, at de i større grad tilvælger mere attraktive uddannelser – fortrinsvist på universiteterne.

Skævheden, som Højlund behørigt problematiserer, har derfor helt andre årsager end dem, hun peger på i sin kommentar.

Flere definitioner af lighed
Pigernes uddannelsesmæssige fordel og overvægt på de lange videregående uddannelser hænger uløseligt sammen med tabet af drengene i skolerne – og dét er et endnu uløst problem. Drengenes frafald er det virkelige ressourcespild, og det har nået et katastrofalt omfang, hvad blandt andre Dansk Erhverv også advarer behørigt om.

Derfor er denne kommentar fra Kasper M. Rasmussen i udgangspunktet paradoksal:

”I løbet af de 10 år har vi talt rigtig meget om det skæve arbejdsmarked og om, hvordan vi skaber lige muligheder for alle. Så er det trist, når det i stedet går den forkerte vej i forhold til kønsbalancen på erhvervsuddannelserne.”

For det første blander Rasmussen lige mulighed sammen med resultatlighed, selvom de to mål står i uløselig indbyrdes konflikt: Med lige muligheder vil drenges og pigers forskellige interesser trække dem i forskellige uddannelses- og karriereretninger statistisk set. Dét er bevist, endda i solide undersøgelser på tværs af kulturer og lande. Jo mere ligestillede og frie folk er, jo mere forskelligt vil mænd og kvinder vælge, viser blandt andre Giolla-, Schmitt-, Costa/McCrae- og Falk-studierne.

Kønsadfærd er absolut ikke bare en social konstruktion, for biologi har også en betydning, når det kommer til menneskers valg og handlemønstre. Herunder altså deres pædagogiske behov, som er relevant for drengenes motivation og koncentration. Skolesystemet står stadig i restance i den henseende, og det er at skyde os selv i foden som samfund at acceptere det.

For det andet er Rasmussens kommentar paradoksal, fordi drengene selvfølgelig ikke har lige muligheder, når deres lavere karakterer delvist skyldes skolesystemets manglende inklusion af dem og deres pædagogiske behov. De ender med lavere karakterer, og det påvirker deres muligheder i deres uddannelse og karrierer.

Dér kan man tale om ulighed og tabte ressourcer.

Husk biologien
Både sammenblandingen af lige muligheder med resultatlighed og drengenes slagside i skolesystemet kan i nogen grad spores tilbage til overdrevent fokus på socialkonstruktionistisk doktrin, som er en integreret del af det feministiske verdensbillede og det danske skolesystem. Men det er en bevist fejlagtig antagelse, at drenge og piger er éns, indtil samfundet socialiserer dem. Den antagelse bør ikke få lov at stå uanfægtet, når konsekvenserne er så alvorlige, som de er.

Fra Kvinderådets Nanna Højlund ser vi endnu en fejlslutning, som må udfordres:

”I en situation, hvor vi kommer til at mangle meget arbejdskraft i Danmark, er det vigtigt, at alle talenter kommer i spil. Vi må ikke fortsætte ned ad nogle stereotype veje, hvor vi har faste forestillinger om, hvem der kan blive til hvad.”

Der er selvfølgelig ingen grund til blankt at antage, at stereotyper omkring uddannelse og karriere er blevet stærkere de sidste 10 år, nærmere tværtimod. Det er derfor en yderst tvivlsom årsag til, at færre piger søger de erhvervsfaglige uddannelser. Det er derimod langt mere sandsynligt, at de med sine bedre muligheder blot tilvælger andre uddannelser, fordi de foretrækker dem.

Dertil kommer, at det helt åbenlyst er hos drengene, vi taber flest ressourcer. Men drengenes slagside i skolesystemet fortsætter, selvom problemet endda anerkendes af statsminister Mette Frederiksen. I stedet for at tale om reelle løsninger erkender en skoleleder, at drengene ”ikke kan koncentrere sig” – en indikation på manglende motivation i eleverne – og bebrejder pigernes påklædning. Også her skydes forbi pladen, og man ser i stedet en livlig debat om pigernes tøj, de nu infamøse croptops.

I forlængelse foreslår børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil, at man installerer en såkaldt flidskarakter. Både indsatser over for crop tops og flidskarakterer er selvfølgelig eklatante fejlskud i forhold til problemet med drengenes slagside i skolerne.

Den gode nyhed er, at vi har bevist effektive løsninger på problemet med drengenes motivation, koncentration og karakterer, endda fra forsøg i Danmark.

Det er på tide endelig at slippe det ensidige fokus på pigerne i uddannelsessystemet. Vi må endelig opgive ren socialkonstruktivistisk dogmatik og antagelser om, at udfordringerne har med stereotyper at gøre. Det er nødvendigt, at vi indser, at de menneskelige ressourcer, vi fortrinsvist smider på gulvet, er drengene. Vi må også få skilt ligestillingsbegreber som lige muligheder og ikke-diskrimination fra idéer om resultatlighed.

Og det er i allerhøjeste grad på tide at inkludere drengene i skolesystemet med øget fokus på faglighed og en synlig social udvikling gennem faglig dygtiggørelse – som beviseligt kan motivere drengebørnene og lede til bedre trivsel og karakterer. For når ét køn taber, så taber begge.