Debat

07.10.22

Premium

Twitter viser sit værd under krigen i Ukraine

Mikkel Andersson: Hvis man vil være hurtigst opdateret med udviklingen på slagmarken, må man ty til de sociale medier. Er man ellers bevæbnet med et troværdigt udvalg af kilder og en kildekritisk sans, kan de nye medier med længder distancere de gamle på nyhedsfronten.
Illustration: Adobe Stock
Illustration: Adobe Stock

De mest aktuelle nyheder om krig har altid været i høj kurs og formåede igennem det 20. århundrede at skabe og positionere medier. 12. februar 1904 udgav Politiken et tillæg, der skulle dække krigen mellem Rusland og Japan med de seneste nyhedstelegrammer om slag og frontforandringer. Tillægget hed Politikens Ekstra Blad, og den udkommer 118 år senere som selvstændig avis under navnet Ekstra Bladet. 

Jeg er selv lige præcis gammel nok til at huske den den første krig i verdenshistorien, der blev transmitteret i noget nær realtid. Det var den først golfkrig mellem en amerikansk ledet koalition og Saddam Husseins Irak. Det var ikke alene en enorm sejr for den amerikanske hær, men også et massivt gennembrud for Ted Turners 24-timers nyhedskanal, CNN, hvis journalister var i stand til at rapportere direkte fra Bagdad, da det amerikanske angreb gik i gang. 

Det gjorde tidligere ukendte reportere som Christiane Amanpour og Peter Arnett til globale reporterkendisser. Da den anden golfkrig gik i gang 12 år senere, var et utal af medier til stede og kunne livetransmittere sort-grønne livebilleder af antiluftskyts og eksploderende amerikanske bomber over byen. Men senere i det 21. århundrede er de traditionelle mediers eksklusivret til hyperaktuel krigsdækning forsvundet.

Hvis man i dag minut for minut vil følge med i, hvad der foregår i Ukraine, skal man glemme de gamle medier. Sammenlignet med de sociale medier er selv de hurtigst opdaterede liveblogs typisk forældede, før de er udgivet. Når det kommer til politisk debat, er Twitter i høj grad et irrelevant ekkokammer, der mest er brugbart til at få et indblik i urbane symbolanalyserende venstrefløjseres verdensbilleder. Men som lynhurtigt nyhedsmedie er det anderledes anvendeligt. 

Her er det Oryx, Illia Ponomarenko, Warmonitor, Rob Lee, Dmitri, Trent Telenko og mange flere – navne, der er ukendte i den bredere offentlighed – som minut for minut sørger for at rapportere og videreformidle informationer om, hvilke byer der er befriet, hvor de hårde kampe pågår, samt videoer og fotos fra slagmarken. 

Nogle er journalister, men de fleste er ikke. Nyhederne fra krigen bliver flere steder generøst blandet med memes og subjektive kommentarer, og det er langtfra altid let at skelne rygter og til tider ønsketænkning fra fakta. Flere ofte troværdige Twitter-brugere har formået at tage horribelt fejl og formidle forfærdeligt sludder.

Men fejlkorrektion er også noget, der som regel går ekstremt stærkt på sociale medier, så graverende fejl bliver typisk hurtigt opdaget, udstillet og rettet. Der pågår konstant en kollaborativ researchindsats, hvor nye videooptagelser forsøges bekræftet og geolokaliseret via diverse kort-, satellit- og billedtjenester, som de færreste journalistiske redaktioner ville have ressoucer eller evner til at matche. For de særligt dedikerede er også Telegram også et interessant medie. Her kan man i særdeleshed, men dog langtfra kun, følge de russiske bloggere, som dækker krigen fra et mere Kreml-venligt perspektiv.

Da ukrainerne begyndte at rykke hastigt frem i Kherson-provinsen, flød beretningerne om nyligt befriede byer ind i en lind strøm, og både omfanget og hastigheden af operationen stod langt hurtigere klart, end de etablerede medier kunne rapportere. Det skyldes også, skal det i al fairness siges, at man som etableret medie typisk lægger markant mere vægt på verifikation af oplysninger, end man kan tillade sig som Twitter-bruger. 

Det er meget muligt, at flere typisk troværdige kilder skriver, at en given by er blevet befriet, men inden der foreligger bekræftelse fra mere officielt hold, er det svært at fæste lid til som andet end rygter. Alligevel vil man som ihærdig følger af typisk troværdige kilder have mulighed for at sammenstykke et troværdigt og sammenhængende billede af, hvad der foregår.

Dermed ikke sagt, at de klassiske medier ikke laver glimrende dækning. Det gør de naturligvis, både i form af reportager, analyser, perspektiv og interviews. Alt det, som Twitter enten gør dårligt eller kun i ringe grad (om end man naturligvis også vil finde links til al højkvalitetsjournalistik om emnet via selvsamme Twitter-kanaler). 

Men i forhold til den typisk ekstremt efterspurgte informationsstrøm, som helt aktuelle nyheder om igangværende krigshandlinger er, så har Ukraine-krigen endegyldigt demonstreret, at de sociale medier er de traditionelle medier langt overlegne, hvis man formår at kuratere et troværdigt udvalg af kilder og er udstyret med en fornuftig portion kildekritik.

Og den russisk-japanske krig, der førte til oprettelsen af Ekstra Bladet? Den endte med et massivt og ydmygende russisk nederlag. Så uanset hvor meget krigsdækningen end måtte ændre sig, kan man håbe, at nogle ting fra sidste århundrede trods alt gentager sig.

Premium

Dette indhold kan kun ses af medlemmer.

Månedlig betaling

49

Normalpris 99 kr./md.
Afmeld når som helst

Årlig betaling

79

Spar 20% med årsabonnement
KUN 948 kr./år

Ubegrænset adgang til lukket indhold: artikler, analyser, debatter, videoer, interviews

Få Kontrast Nyhedsbrev i din indbakke flere gange om ugen. Så er du altid opdateret

Adgang til Kontrasts Ekkokammer på Facebook. Del og kommenter indhold med redaktionen

Støt Kontrasts arbejde med at styrke den borgerlige debatkultur og dagsorden