Forleden var jeg ved at hælde kaffe i skødet på mig selv. Årsagen var for en gang skyld ikke normkritik på P1, men en artikel her på Kontrast. Nærmere bestemt Preben Christensens uhørte angreb på den svenske forfatter Vilhelm Mobergs fremragende Udvandrer-saga.
Ifølge skribenten, der tager udgangspunkt i filmatiseringen, foregår alt her et ”afsindigt laaaaangsomt tempo”, sejladsen til Amerika – en sådan er der nemlig – ”synes at være optaget i real time, kun afbrudt af at førnævnte ørepinepatient nu får lejlighed til at kvæles i sit eget opkast”.
Nuvel, lad mig indledningsvist bøje hovedet. Preben Christensen er sjov. Og så er han ikke engang den Preben Christensen. Anmeldelsen er ligesom hans hudfletning af trællebøgerne læseværdig. Jeg ser frem til mere.
Men derudover er alt ved anmeldelsen forkert.
Først dette med det langsomme. Kedelig og langsom er ikke det samme. Særligt ikke, hvis man vil en borgerlig kulturkritik. Tværtimod, har vi brug for mere langsomhed. Vi har brug for kulturprodukter, der gør lidt modstand, når vi forsøger at nedsvælge dem – eller i det mindste falder så tungt, at de tager tid at fordøje. Man kan blive sukret, men ikke mæt af candyfloss. Det hele kan ikke være Transformers.
Man må i det hele taget, når det kommer til æstetik, huske digteren Helge Rodes underfundigt afdæmpede skildring af snefaldets lige så underfundigt afdæmpede og afdæmpende skønhed. Sneen ”dæmper dine skridt/tyser, tyser blidt/på de stemmer, som for højlydt taler.” Og hvad sker der så? Rode giver svaret i sidste strofe: ”Tys, du lytter, til det tavse klinger/ O, så fin en klang/ sølverklokkesang/ inderst inde i dit hjerte ringer.”
Når Christensen et sted anfører, at serien var så kedsommelig, at de ”fleste arbejdende folk, jeg kendte i 70’erne, faldt i søvn halvvejs gennem hvert afsnit”, får jeg en svag mistanke om, at heller ikke han magtede at holde sig fri af søvnens snarer.
Historien i Udvandrerne har intet med velfærdsstatslig offerkult at gøre.
Nej, det er det modsatte, der er på spil. Både i filmatiseringerne og i bogforlægget, der strækker sig over tre ganske fyldige bind og et afsluttende bind, som er noget mindre – men i sin sparsommelige enkelthed ikke mindre gribende.
Hvad vi får her, er historien om den nordiske bondes vitalistiske virketrang. Karl Oskar, bogens hovedperson, er en stræbsom, flittig og initiativrig mand, som ikke alene sætter ploven i sine fædres jord, men også rydder ny ager i Sverige for de vældige sten, der alle dage har gjort landbrug hinsidan til en ganske slidsom affære.
Han er en ordknap og retsindig naturkraft – ikke ulig Knut Hamsuns Isak Sellanrå i Markens grøde. Han er allerede i Sverige en pioner og nybygger, men i øvrigt helt uden pionernykker. Han gør sit, fordi han skal. Men han skal ikke, fordi nogen fortæller ham det, men netop fordi arbejdet er hans livslov.
Christensen falder også over Mobergs religionskritik. Også her bør den, som vover at læse langsomt, gøre indsigelse.
Salmedigteren K.L. Aastrup skrev i en tekst (der i øvrigt er oversat fra svensk): ”Du gav mig, o Herre, en lod af din jord,/som jeg nu min egen må kalde./Du gav mig et dagværk og brød til mit bord./Her lever jeg trygt på dit mægtige ord.”
Dette er netop sagen for Karl Oskar. Derfor er han også en god luthersk mand, der uden at være det mindste interesseret i kristendom eller i det hele taget dybsindig tænkning, kun hører loven tordne fra oven. Han ved, som Søren Krarup ville sige, at der er noget, han skal. Andet ved han til gengæld ikke. Deri består hans tragedie.
Mobergs kritik af den svenske statskirke og dens vommede prælater er en kritik af en forstenet øvrighed, der sætter sig på tværs og puster sig op. Her bør den borgerlige kulturkritik overveje, om ikke vi i et vist omfang tør opfatte paverne som skrankepavernes kirkefædre.
Da Karl Oskar efter sin datters tragiske død endelig giver op og beslutter sig for at forlade sit sogn og fædreland, gør han det ikke alene, men også med en lille, frikirkelig – og noget sværmerisk – menighed, hvis religionsdyrkelse er blevet undertrykt af statskirken. Karl Oskars udvandring er parallel med de frommes udvandring. I Sverige ville der heller ikke have været plads til en Grundtvig. Den svenske Grundtvig ville tænkeligt have brugt det meste af sit liv på en gold ager i Minnesota.
Og ja, der er undertrykkelse, lidelse og pludselig død. Sådan var livet jo. Ja, sådan er det stadigvæk indimellem. Er det borgerligt at fornægte det? Der er også en yngre bror, der tror på hurtige penge og derfor solder livet væk. Smukt, sandt og barsk. Og helt i overensstemmelse med sagaens kritiske pointe.
Den er en sang til arbejdet, selvstændigheden, den nordiske mands virketrang og den nordiske kvindes ubrydelige troskab og kærlighed. Den handler om, hvordan de bedste af os forlod hjemlandet og satte nye rødder i et ungt land, tog ny ager under plov og skabte alt ud af intet blot ved at puste den livsgnist i jorden, der hedder arbejde.
Udvandrerne handler også om, at vi andre jo blev boende her under prælaternes herredømme. Eneste forskel er, at vi har skiftet religion i mellemtiden. Nu er det velfærdsstatslig humanisme og demokratisme. Udvandrerne rummer en rig kritik af den svenske og skandinaviske forkærlighed for formynderi og velfærdsstat, som netop på Mobergs egen tid befriede hele Skandinavien for de sidste rester af Karl Oskars æt.
Mobergs historie er i sin grundvold liberal i ordets bedste forstand. Og så er den konservativ, i den forstand at dens antropologiske realisme og dens sans for menneskelivets tragiske karakter er uafviselig.
Ikke mindst træder denne pessimisme frem i sidste bind af sagaen, hvor vi i et glimt møder en ældgammel Karl Oskar. Der nu af alle blot kaldes Carl. Hans kone er for længst død. Og hans efterslægt har glemt sprog og hjemstavn. Også i ham er forbindelsen brudt, eksisterer nu kun som en længsel, der aldrig halvt kan tilfredsstilles og aldrig helt kan udslukkes. Der kan ikke leves på den, kun lides.
Karl Oskars tragedie er, at han lykkes. Netop fordi udvandringen er en succeshistorie, forsvinder han. Og her ender Moberg. Håbet er slukket for dem, der drog ud, og for dem, der blev. Der, hvor der kunne have været håb, lod Moberg kun en desillusioneret tavshed klinge langsomt af.
