”Men er han ikke netop sådan en, der bliver castet som gangster og ikke hjertekirurg?”
Spørgsmålet blev stillet af studieværten i onsdagens P1 Debat, der handlede om manglende mangfoldighed i danske film. Manden, hun mente blev castet som gangster og ikke hjertekirurg, er skuespilleren Dar Salim.
Jeg kunne ikke lade være med at grine højt, da jeg hørte replikskiftet i radioen, for Salims gennembrudsrolle som Zaid i filmen Underverden er bogstavelig som ekstremt succesfuld hjertekirurg.
Altså. Vi tager den lige igen. Eksemplet på manden, som angiveligt altid bliver typecastet som gangster qua sin etniske baggrund, brød igennem med en rolle som hjertekirurg.
Naturligvis kan det være en tilfældig fortalelse, men jeg vælger nu alligevel at opfatte den som ganske symptomatisk for en kombination af glemsomhed og tilbøjelighed til blindt at acceptere alskens dogmer om manglende mangfoldighed, hvis blot de bliver fremsat med tilstrækkelig indigneret harme.
Von Triers fornemmelse for mangfoldighed
Tag nu eksempelvis Lars von Trier, hvis rasende reaktion på en kampagne, der ålede specifikt hans Riget Exodus for manglende mangfoldighed, gik viralt, hvorefter adskillige pædagogisk har forsøgt at belære selvsamme Trier om, hvor vigtigt det er med repræsentation af andre end ens egen gruppe i filmbranchen.
Fordi, lyder den implicitte påstand, Lars von Trier er jo repræsentant for en masse hvide mænd, der laver film om deres egen navle. Som Rikke Viemose skriver i et indlæg i Altinget, så overser blandt andet von Trier, “at debatten om diversitet netop er en kritik af ensretning, af det snæversyn, som danske film er præget af”.
Men helt banalt, så har Lars von Trier igennem sit virke som instruktør konsistent promoveret “diversitet” uden på noget tidspunkt at være blevet hverken nødet eller kvoteret til det.
Tillad mig at eksempliciere: Dancer in the Dark handler om en østeuropæisk kvinde, der elsker musicals, og er ved at miste synet. Dogville er en fortælling om – ikke kun, men ikke mindst – seksuelle overgreb med en kvindelig hovedperson og disses konsekvenser.
Mandalay handler om den amerikanske racisme og de spor, den trækker gennem historien, også med en kvindelig hovedperson, hvilket også gælder for Nymphomaniac, der vel bedst kan kaldes en hyldest til og granskning af kvindeligt begær.
Nymphomaniac var i 2013 en banebrydende film, der stillede skarpt på seksualitet og normer.
Breaking the Waves’ hovedperson er også en kvinde, og her går også temaerne handicap og – særlig kvindelig – seksualitet og overgrebsproblematikker igen, mens Idioterne er en film om ikke mindst majoritetssamfundets reaktioner på og fordomme over for handicappede - eller “ableisme”, som det vist hedder på wokespeak.
Uanset hvad man i øvrigt mener om Lars von Triers film – jeg synes flere af dem er melodramatiske og let banale – så er det meget svært at komme uden om, at han særdeles konsekvent og vedholdende i sin produktion har søgt at formidle perspektiver, der ligger meget fjernt fra hans eget.
Fascinerende er det, at selvom stort set alle de film, som jeg ovenfor nævner, er internationale succeser, som for en dels vedkommende bliver holdt frem som noget af det fornemste, dansk film har frembragt, så er det stadig helt problemfrit at fremmale Lars von Trier som en, der primært sidder og piller i sin egen mandlige middel/overklassenavle, mens han ignorerer alskens andre perspektiver, hvilket helt banalt og ganske åbenlyst ikke passer.
Tværtimod er han et eksempel på, at man uanset køn og hudfarve fint kan lave film om personer i ganske andre livssituationer og med helt andre forudsætninger, som ganske mange opfatter som stor kunst.
I den henseende minder det om debatten om den angiveligt utrolig store tørst efter kvindedrab på film, som det postuleres skulle være udtryk for en særlig misogyni. Men, som jeg tidligere har skrevet, har filmskabere altid haft markant lettere ved at aflive mænd i hobetal, end tilfældet har været med kvinder, hvilket burde være åbenlyst for selv den mest overfladiske og sporadiske filmseer.
Kunstnerisk stammetænkning
Men ovenstående argumenter preller af på de mere hardcore identitetspolitisk orienterede. For deres problem er langt mere grundlæggende, end at Lars von Trier angiveligt skulle lave film om sin egen navle.
Helt banalt ikke anerkender de ikke den grundlæggende præmis, at man netop i kunsten og fiktionen kan transcendere sit eget køn og hudfarve. Kvinders historier kan ikke fortælles af mænd, og sorte menneskers lidelser kan aldrig forstås og dermed formidles af ikke-sorte.
Så uanset hvor meget Lars von Trier eller en anden mand anstrengte sig for at lave film, der spejler en kvindes følelsesliv og forestillingsverden, så er de helt grundlæggende ude af stand til dette qua deres køn.
Det er også derfor, vi nu ser debatten om, hvorvidt danske børn kan spille grønlandske, om tynde kan spille tykke, om heteroseksuelle kan spille homoseksuelle, og ikke-transkønnede kan spille transkønnede.
Under al snakken om diversitet og mangfoldighed lurer en ganske simpel stammetænkning, der postulerer, at vi mennesker grundlæggende er så forskellige, at vi umuligt kan have empati med eller forståelse for hinanden på tværs af køn, seksualitet og hudfarve.
Hvordan en, trods alt for en dels vedkommende, universalistisk orienteret venstrefløj er endt i dette tribalistiske hængedyng, er et godt spørgsmål. Men trist er det unægteligt.
Ikke mindst fordi det på karakteristisk vrængende identitetspolitisk vis placerer ansvaret for at lave de film, som nogle gerne vil se, hos alle andre end dem selv, og dermed bidrager til en gold og krævende offerkultur i stedet for faktisk at lave de film, som de mener, at verden mangler. Som Fenar Ahmad, instruktøren bag Underverden, erklærede i et interview:
“Jeg kommer fra en minoritet. Har jeg stået og sagt, at det er synd for mig? Nej! Jeg gider ikke være en del af offerkulturen. Jeg har bare lavet en actionfilm. Jeg anerkender, at der er modstand i mange befolkningsgrupper, man skal bare passe på, at det ikke bliver problem, problem, problem. Der er for meget brok i dansk film. Vi skal nævne sejrene og fremhæve de personer, der viser vejen og sprænger rammerne. Hvad tror du, inspirerer flest 10-årige piger til at blive filminstruktører – en rapport og folk, der taler om problemer, eller at Susanne Bier er med ved the Golden Globes?”
