Johannes V. Jensens digt om Charles Darwin (1809-1882) er et godt eksempel på det ståsted imellem den før-moderne og den moderne virkelighedstydning, som forfatteren og digteren indtog i sit forfatterskab. Han forlener det moderne med et mytologisk sprog, og skaber derved i sit forfatterskab en enestående kobling mellem historien og nutiden, som det sker i det ovenstående digt.
Alene det, at han kalder Darwin for en ”seer”, som er en gammeltestamentlig betegnelse for en profet, og Darwins teori om arternes oprindelse og menneskets nedstamning som en erkendelsens ”Daab”, viser, at han har den kristne tradition som referenceramme, og at denne dåb har betydet begyndelsen til en omvurdering af forståelsesbaggrunden for menneskets og verdens ophav.
