Der findes øjeblikke i historien, hvor fremtiden vipper på kanten af noget ukendt. Paris i maj 1968 var ét af dem. Ikke bare som studenternes legendariske opbrud og drøm om en ny verden – men som en reel underminering af Vesten. En skrøbelig civilisation stod på spil, og det var ikke idéernes dans i Latinerkvarteret, men styrken i en aldrende general, der reddede borgerligheden.
At vi i dag tager friheden, retsstaten og det liberale samfund som givet, skyldes blandt andet, at Charles de Gaulle forstod noget, de unge oprørere aldrig gjorde: At et samfund, der glemmer tyngdekraften, falder.
