I Danmark forbinder vi ordet kolonisering med Sct. Croix og Nissebanden. Kolonier er noget, civilisatoriske centre etablerer i periferien. Og centret, det er os.
Vi forbinder ikke arabiske, tyrkiske og pakistanske bosættelser med selvtillidsfuldt ekspanderende civilisationer, men med forhutlede enkeltindivider, der snubler ind i vores stærke favn med angste blikke bagud mod den ikke-civilisation, de flygter fra.
Jeg er bange for, at forestillingen om kolonisering som et europæisk og hvidt fænomen, har gjort os overmodige.
Den gamle identitet som kolonial hersker ligger og spærrer i vores bevidsthed som et grundstødt containerskib i Suez-kanalen. For stor til at vende.
Vi begynder at ane, at det måske var lidt uforsigtigt af os at lade mellemøstlige settlerkolonier etablere sig her. Vi begynder at frygte, at de måske ikke har mere retning ind i de europæiske nationer end de europæiske kolonier havde retning ind i indianerstammerne.
Vi må se i øjnene, at disse kolonier, som vi knapt nok har fattet eksistensen af, begynder at lege med tanken om vores forestående svækkelse og død.
