I Danmark forbinder vi ordet kolonisering med Sct. Croix og Nissebanden. Kolonier er noget, civilisatoriske centre etablerer i periferien. Og centret, det er os.

Vi forbinder ikke arabiske, tyrkiske og pakistanske bosættelser med selvtillidsfuldt ekspanderende civilisationer, men med forhutlede enkeltindivider, der snubler ind i vores stærke favn med angste blikke bagud mod den ikke-civilisation, de flygter fra.

Jeg er bange for, at forestillingen om kolonisering som et europæisk og hvidt fænomen, har gjort os overmodige.

Den gamle identitet som kolonial hersker ligger og spærrer i vores bevidsthed som et grundstødt containerskib i Suez-kanalen. For stor til at vende.  

Vi begynder at ane, at det måske var lidt uforsigtigt af os at lade mellemøstlige settlerkolonier etablere sig her. Vi begynder at frygte, at de måske ikke har mere retning ind i de europæiske nationer end de europæiske kolonier havde retning ind i indianerstammerne.

Vi må se i øjnene, at disse kolonier, som vi knapt nok har fattet eksistensen af, begynder at lege med tanken om vores forestående svækkelse og død.  

Dødsmesse for de hvide
James Coopers formulerede de europæiske kolonisters afsked med ”Den sidste mohikaner” i sin roman fra 1826. Nu har vi, ligesom indianerne, fået vores eget rekviem. Det skulle være ”big-hearted” og fuld af ”limitless compassion”, i hvert fald ifølge bagsideteksten. Jeg er ikke så sikker.

De hvides undergang er foreviget af pakistansk-britiske Mohsin Hamid i romanen ”The Last White Man” fra 2022. For man kan naturligvis ikke komponere sin egen dødsmesse. Folkeslag, der forsvinder, holder op med at synge deres sange og skrive deres historier.  

Undergivne folkeslag kan ikke tale. Men det kan Mohsin Hamid. Det måtte være en succesfuld og fremadstormende kolonist, en pakistaner med bolig i London, Lahore og New York, der tog temaet op og formulerede de hvides tragedie. At der fra hans perspektiv snarere er tale om en form for komedie, giver sig selv.

En postkolonial kritik
Det er en af postkolonialismens indsigter, at den etniske Andens virkelighed formuleres af den herskende gruppe. Edward Said bruger et Karl Marx-citat som motto for det postkolonialistiske hovedværk ”Orientalism” fra 1978: ”De kan ikke repræsentere sig selv, de må repræsenteres”. De subalterne kan ikke tale.

Herskerklassens repræsentationen af de undergivne er hverken retfærdig eller retvisende. Den er en projektion af dårlige egenskaber og kulturtræk, hvorigennem den talende gruppe stiver sig selv af. Til gengæld kan de undergivne bruge den postkoloniale kritik til at slå subversivt tilbage mod den herskende klasses misrepræsentation og falske universalisme.

I det følgende vil jeg lave en postkolonial kritik af Mohsin Hamids postkoloniale roman. Eller rettere. Lad os kalde det en perikolonial kritik af en perikolonial roman, for den kolonisering, det handler om, finder sted nu og her.

Vågner op som mørkebrun
De hvide bliver ikke fordrevet i Mohsin Hamids roman, de bliver ”forandret”. Vor intetsigende, jævnt begavede hvide hovedperson vågner op i første del og er blevet mørkebrun. Han har nogenlunde samme højde og drøjde som før, men hans træk er ugenkendeligt forandrede. Vor forfatter putter ikke med symbolikken, så han hedder Anders. Forandringen fylder ham med raseri, og han har lyst til at dræbe denne brune mand, som konfronterer ham her i hans eget hjem. Han lever i intenst og fjendtligt selskab med denne forbandede brunhed, der har bemægtiget sig hans krop.

De hvide har dog ikke meget at miste. Anders arbejder på et fitnesscenter, dvs. han er producent af udvendighed, dumhed, forfængelighed og formålsløs styrke.

Anders´ kvinde er lidt mere viis. Hun er yoga-instruktør, gør jævnligt solhilsen mod Øst, drages mod det fremmede i søgen efter universel visdom og hedder derfor Oona. En. Hun hopper i kassen med fremmede og ukendte brune Anders uden betænkeligheder og drama. De tøver lidt, tager tøjet af, ”and so it was that they came to have that nights sex”.

De er begge veltrænede, men har ingen individuelle træk. Deres kærlighedshistorie er lige så flad som deres karakterer. De vænner sig til hinanden, hører vi, og måske vil de gerne forplante sig, men de har ingen tanker og følelser, som en hund ikke kunne gennemleve. Et enkelt sted titter en form for lidenskab frem, og det er i Anders´ udbrud ”Wow”, da Oona er blevet brun. En mere uvidende alvidende fortæller støder man sjældent på. Forfatteren lyser ind i sjælene med sit mørke og ser ingenting.

Hvidheden er ulevedygtig
Hvidheden er befolket med tomme og sørgelige eksistenser. Vi får kendskab til tre generationer. Fire bedsteforældre, der bliver til to levedygtige forældre, der bliver til et levedygtigt barn.

Anders´ mor er død, ædt op af kræft, der skyldes forurenet vand. De hvides uforstandige livsform har taget livet af hende. Anders´ far er syg, “ill to the core, ill in his guts”. Denne navnløse fader var engang en stærk og kapabel mand, teknisk kyndig og ansvarlig. Nu er han færdig. Han græder, da han ser sin forandrede søn, men giver ham alligevel et gevær, så han kan beskytte sig selv.

Oonas far er død. Hendes bror er homoseksuel og dør af narkomani. Hendes mor oplever, hvordan alt bliver værre og værre, og hvordan de mærkeligste mennesker nu dukker op, når man ringer efter en håndværker. ”You´re so beautiful”, siger hun til sin datter. ”You should get a gun”.

Oonas mor er aktiv på nettet. Folk forandres, har hun læst. Oona siger til sin mor, at hun ikke skal stole på, hvad hun læser. Rygtet om forandringerne latterliggøres først, men siden tages det op af troværdige folk. En dag er det på tv og dermed er det virkeligt. Moderen drømmer om modstand. Hun vil bevare sig selv og sin datter, som er fremtiden. Hun prepper.

Stemningen begynder at forandre sig. Hylderne bliver mere tomme, vejene mere forladte. Dagene bliver kortere og koldere. Man fornemmer en undergangsstemning, men forfatteren samler nøgternt op: Det er efterår. Hvidhedens store undergangsdrama rulles ind i naturens rolige kredsløb. Undergangen er uafvendelig.

Blege militser og brun solidaritet
I anden del bryder volden ud, og blege militante viser sig på gaderne. Oona er bange for dem, selv om de ikke generer hende, ”no more than a group of men might normally hassle a woman out on her own”, som det lyder med en mærkværdig normal. Moderen er opstemt. Nu vil uret blive rettet. Men hendes modstandsdrømme er kun en flugt fra virkeligheden.  

Anders´ far svækkes hastigt, og mens de gamle dør, tiltrækkes Oona af Anders på en ny måde. Hans brune version inviterer hende til at tale, lyder det. Anders den Andens andetgørelse løsner Oonas subalterne tungebånd og førstegør hende, så hun kan realisere Oona den Ene. Det andet køns frigørelse ligger i mødet med den anden race. Løsrevet fra hvidhedens maskerader og teknikaliteter bliver Oonas tiltrækning mindre mekanisk og mere organisk, naturlig og ægte. Ret som hun på feministisk vis har lært at tale, ruller forfatteren hende ind i naturens store hjul og gør hende mere fertil.  

Hvidheden er syg. Den skal dø som Anders´ afdøde mor, der desperate ønskede at leve,”until the pain took that from her, and she wanted to go, or did not want to go, but needed to go, needed to go even more that she wanted to stay”. Hvidheden skal give op og slippe sit tag i livet.

Det bliver vinter, for det er en organisk visnen, forrådnelse og forsvinden, vi ser. Flere og flere skifter farve. Der er anarki og revolution omkring Oona, og dog må hun undersøge på sin telefon, om det er virkelighed.

Anders overvejer at tage livet af sig, men så bliver han solidarisk. Hvordan mon andre mørke har det? Ved således at opgive sine privilegier som herskerrace og kaste sig bagover ned i masserne får Anders en plads i det nye raceløse samfund. Det er leninistisk revolutionsteori med den ene forskel, at klassekamp er afløst af racekamp. Det revolutionære subjekt udgøres af de brune masser, der hver dag vokser i antal.

Anders tænker på Oona og finder ud af, ”how badly he wanted to stay, that the impulse to live was in him stronger than he might have imagined, undiminished by his bleak circumstances”. Mennesket drives til syvende og sidst af rent biologiske drifter om at holde sig selv og deres slægt i live.

Hvidhedsskam og brun offermaske
Yoga-dyrkende Oona er opstemt ved tanken om at blive forandret. Hun leger med sin etniske identitet på billeder. Maler sig ”dark and dashing”, og giver sig selv et fyldigt, mørkt hår. Efter poststrukturalistiske forskrifter nyder hun, at hun ikke er bundet til den, hun er nu, men fri. Ved middagsbordet siger moderen, at hun skal skamme sig, og Oona siger, at det gør hun skam også. Hun har hvidhedsskam. Pointerne står papirstynde og teoretiske.

Brunheden repræsenterer menneskehedens forskelsløshed og universelle enhed, men også tilstedeværelsen af en overjordisk kraft, som de hvide ikke kan stille noget op imod. Brunheden er et skaberværk, der puffes fremad af dens skabers vilje. Forfatteren gennemfører sit litterære folkemord iklædt skamløs brun offeridentitet fra første til sidste side.  

Mens de andre taler om ”changing”, taler Oonas moder om ”converting”. Hun antyder dermed, at brunheden ikke er en race, men en religion. Læseren kan ikke vide, om det er hendes indsigt eller hendes vildfarelse, der taler. Vi ved, at hun er paranoid og konspiratorisk, men vi får også at vide, at hun har en dybere forståelse af situationen end Oona.

Da Oona endelig forandrer sig, føler hun sig lettet af en byrde, som hun har båret længe uden at være klar over det. Hun føler bedrøvelse over at miste den gamle Oona, men trøster sig med, at hun altid har forandret sig. Hvidheden er ikke hendes væsenskerne. Brunheden letter hende for sin hvidhedsbyrde og sin hvidhedsskam, langt mere effektivt end hendes solhilsner mod øst.

Det raceløse samfund
I tredje del genetableres harmonien. Livet finder så småt en ny normal. Volden fortager sig, og folk går ud igen. Der er nu flere mørke end hvide ansigter i gaderne. Det er en anden by, et andet land. Men butikkerne begyndte at åbne, trafiklysene virker for det meste, og ambulancerne kører roligt uden udrykning. Hvidhedens undergangskomedie starter antagonistisk og slutter i enhed i brunhed. Med Northorp Fryes ord bevæger vi os fra “society of the old” til “society of the new”.

Næsten alle er forandrede nu, men enkelte blege mennesker går rundt som spøgelser og ser ud som om de ikke hører til: ”these ghost grasped that their days were numbered, and so they were haunted more than haunting”.

Anders´ maskuline boss, der helle ville dø end blive brun, bliver som straf ganske mørkebrun, og ligesom de andre mænd er der noget ”broken” over ham. Oonas racistiske mor modstår længe, men bliver brun til sidst. Hun er stolt af at have stået imod. På overfladen virker hun ”broken”, men i virkeligheden er hun ”relieved in a way”. Mændene nedbrydes, kvinderne befries.  

Bekymring for de tekniske bekvemmeligheder
Online taler man om verdens undergang, anarki, kriminalitet, hungersnød og kannibalisme. Brune onlineracister skriver om de brunes inkarnerede vildskab og hvad der vil ske, når de får magten. Men der er forår i haven. Moderen siver langsomt fra onlinebekendtskabernes virkelighed, der er så forskellige fra den virkelige virkelighed.

Butikker, restauranter og benzinstationer åbner igen, og skaderne bliver repareret. Det nævnes igen og igen. De hvide er væk, men de brunes liv i de hvides byer ender ikke i krig og kaos. Broer og veje bliver repareret. De hvides tekniske mirakler forsvinder ikke sammen med de hvide. Posten bliver leveret. Her er et andet magisk lag i teksten. De hvide forsvinder, men alting fungerer.

Mens forfatteren selvtillidsfuldt kreerer sin tomme kærlighedshistorie og overskriver den hvide verden som et kulturelt, politisk og religiøst terra vacuum, taler han beroligende: Der dufter af maling og tømmer. Busserne kører. Strømmen kommer tilbage. Teknik er både tema og anatema i dette værk om hvidhedens død. Vestens mirakler sker endnu, lyder postulatet. De hvide er udryddet, men civilisationen fortsætter som før (Y).

Den sidste hvide mand
Endelig dør den sidste hvide mand. Til begravelsen er Anders´ ”pale father the only pale person present, the only pale person left in the entire town […], and then his casket was closed and his burial was occurring and he was committed to the soil, the last white man, and after that, after him, there were none”. Brune Anders konstaterer, at vinteren ved at være omme. Foråret er på vej. Livet går videre.

Kirken er metonymisk reduceret til gravsted, en forvalter af hvidhedens død. For Oona og Anders er kirkegården en dødens have, som de går rundt i med hinanden i hånden. De føler sig paradisisk hjemme i dødens nærhed, ”and their feeling of the dead was important to them, an important part of what made up their particular part of living, and not to be hidden from, for it could not be hidden from, it could not be hidden from at all”. Der er ingen gud i deres paradis, kun død og undergang, som de ikke kan skjule sig for.

En brun mand følger efter vort ellers så afslappede par, der har fundet sig til rette i brunheden, og råber af dem. Idet de bliver bange for ham, ler han ondskabsfuldt. Racismen har overlevet racerne, synes postulatet at være.

Hvidheden var en fantasi
I tredje del af komedien opklares alle misforståelser. Oonas racistiske mor indser, at de, der tidligere har været hvide, ikke bliver pisket, buret inde eller slået ihjel. De brune er slet ikke barbarer. Hun bevæger sig fra raseri til afslapning, for det er det følelsesspektrum, som romanen lader sine karakterer gennemleve. Hun tager hun et billede af hele sin brune familie og lægger det på Facebook og får likes.

Hun savner dog at være hvid, for hun er og bliver racist. Hun savner, at hendes datter er hvid, for måske kunne der være en chance for, at børnebørnene så blev hvide. Hun ved, at det er usandsynligt, ”and this saddened her, but not enough for her not to want to have grandchildren”. Mennesker er kulturvæsner, indtil tilværelsen trykker dem lidt på maven. Så er de dyr, der bare gerne vil formere sig. Hvidheden var ikke andet end en racistisk forestilling i de hvides uddøende verden.

Brunhedsromantik og hvidhedsglemsel
Forfatteren samler alle de tidligere undergivne til kamp imod den hvide mand. Arbejderne, kvinderne, børnene, klimaet og dyrene deltager i kampen på brunhedens side. Selv insekterne kommer tilbage, da den hvide mand slipper sit magtgreb om verden. Et af dem flyver direkte ind og lukker munden på Anders, da han fra sin nyerhvervede cykel vil sætte ord på et naturfænomen, han har iagttaget. Mennesket som naturens forvalter, fortolker og herre hørte til hvidhedens antropocæne drama. Nu er manden en viljeløs del af materien og hans bevidsthed er vegetativ, mindre interessant end den kødfrie økologiske mad, de spiser. Oona har købt cyklen til ham. Mens de hvide damer diverteres med frihed, lettelse og økologiske banaliteter, kastes den hvide mand fra magtens tinder.

Da faderen er død, bygger hans brune søn rede i huset sammen med sin brune kvinde. Der må dog ryddes grundigt ud. ”Rhe house was stripped to its bones, layers of dirt and smoke and dust removed”. De får et barn.

Minderne om hvidheden viger, men forsvinder ikke straks. Oona og Anders fortæller deres barn om dets forfædre, og barnet lytter, men spørger ikke yderligere. Oonas mor lider under sin racisme og piner sig selv med sin fortælling om mistede hvidhedsprivilegier. Barnebarnet beder hende holde op med at fortælle. Stop, siger hun, og holder om sin mormors hænder, skamfuld på hendes vegne. Ingen ønsker at høre om fortiden. Kulturel overlevering af den forsvundne verden har ingen pointe mere. Med hvidhedens herredømme forsvinder hvidhedens stemme, og så forsvinder det hele med tilbagevirkende kraft.

Var barnebarnet så brunt? Selvfølgelig var det det. Det afsløres i sidste linje. Faderens brune hånd kærtegner sin datters brune ansigt, og han er bare glad for, at hun lader sig berolige af ham.

Det menneskelige dyr er tilfreds. Jeg avler, altså er jeg. Men barnet tilhører den nye verden. For barnet findes der kun komediens nye vi. Der er ingen vej tilbage til det oprindelige vi, det tragisk forsvindende vi.

En kontrakolonial offensiv
Det siger sig selv, at Mohsin Hamid forkæler sine mange pakistanske læsere med en god historie om brunhedens godhed, enhed og sejr i den vestlige verden, som fylder den med så mange komplekser og så meget hovmod. Det siger også sig selv, at disse brune læsere vil forbinde brunhedens sejr med muhamedanismens sejr.

Sine hvide læsere trakterer Mohsin Hamid med et antiracistisk traktement, der består i brunliggørelse af krop og sjæl. Han lader to koloniale strømme skylle ind over os. Den første koloniale bølge er den fysiske brunliggørelse, brunhedens materielle erobring af hvidhedens land. Den anden koloniale bølge er den kulturelle brunliggørelse, brunhedens kulturelle hegemoni, der erobrer fortællingen om, hvad hvidheden var, og hvorledes den gik under. Læserne skal se deres egen racisme i øjnene, skamme sig og underkaste sig den nye fortælling.

Værket trækker på postkoloniale teorier, men det går langt hinsides Edward Saids postkoloniale logik, ifølge hvilken imperiets brune periferi skriver kritisk tilbage til centret, ironisk pirkende til dets uerkendte arrogance. I stedet er værket snarere en kontrakolonial offensiv. Det befinder sig ikke i hvidhedens koloniale eller postkoloniale del af historien, men i brunhedens perikoloniale nutid, hvor herredømmeforholdet er vendt om.

Det er et tvetunget værk, men det er også et modigt værk. Det sætter ord på en virkelighed, som vi ikke selv kan digte til ende, måske fordi subalterne vitterlig mister evnen til at tale.