Da vi havde fri fra undervisningen ved Pikes Peak Commnunity College, gik jeg hjem på egen hånd. Mine to ”room mates” var taget hjem før mig, fordi de ville nå hjem i haven, mens solen skinnede, og drikke vodkadrinks med frisk appelsinjuice.

Pikes Peak Community College ligger i Colorado Springs. Jeg havde undervurderet, hvor koldt det ville blive den dag, fordi solen allerede fra om morgenen skinnede klart. Men op ad den tidlige eftermiddag, var det stadig 0 graders celsius, så jeg måtte gå hjem i t-shirt og skjorte.

Jeg fik heldigvis hurtigt varmen, da jeg begyndte at gå i retningen af min værtsfamilies boligkvarter. Det store problem var altså ikke, at jeg var iklædt for lidt tøj, men, at jeg ikke kendte vejen hjem. Så det var et udbrud af jubeloptimisme, da jeg insisterede på at gå alene hjem.

Lad mig bare sige, at det tog en rum tid.

Da jeg endelig stod på villavejen, kunne jeg høre blendere køre på fuldt drøn. Der sad en større flok mennesker, der alle hilste venligt på mig. Jeg fornemmede den velkendte duft af gran (læs: ”reefer smoking”, som J. J. Cale har sunget så sigende om) blandet med duften af olien fra appelsinskralderne.

Da jeg så her til morgen gik en tur i den kolde luft, var duften ligeledes fuld af gran, og jeg blev mindet om min tur gennem Colorado Springs for mere end 15 år siden som udvekslingsstuderende.

Jeg kom til at tænke på min køretur i den gamle pickup-truck med den fodslæbende gearstang, der sad ved midterkonsollen, vores udflugt til Rocky Mountains og dengang jeg spiste med ”Jamie” på en uanselig mexicansk bistro, hvor man ved velkomstdisken gratis kunne tage friterede padron-peberfrugter med ned til sit bord, mens man ventede på sin bestilling.

Det er sådan med padron-peber, at de fleste er milde i smagen, men nogle få er ganske stærke. Jamie og jeg tog hver et par stykker på vejen ned til bordet. Skæbnen ville, at begge mine var afsindigt stærke, mens Jamies begge var milde. Jeg lod som ingenting, selv om jeg ikke var nogen Chili Claus.

På min tur i skoven her til morgen begyndte jeg at klikke rundt på min telefon for at se resultatet af valget i USA. Da jeg gik i seng ved midnat dansk tid, havde jeg ingen forventninger til resultatet. Her til morgen så det minsandten ud til at være en overbevisende Trump-sejr. På Facebook var der gang i kedlerne hos de sprogligt begavede:

”Han er jo syg”, ”kæmpe narcissist”, ”alt er bedre end ham”, ”han er fuldstændig utilregnelig”, ”amerikanerne må jo være vanvittige”, ”fuldblods psykopat”, ”verden går under nu”.

Danskernes foragt for Trump er meget udtalt; den får et fysisk udtryk, som følelsen af væmmelse. Folk taler om ham som et uhyre, der giver dem kuldegysninger.

Da jeg for en kort stund var ansat i et ”call center”, hvor vi skulle lave telefoniske opinionsundersøgelser, læste jeg nogle tekster med Vladimir Nabokov i ventetiden. Jeg faldt over hans veneration for forfatteren Arthur Conan Doyle, som mange af jer måske bedst kender for bogen ”Baskervilles Hund”, ikke mindst karakterne ”Sherlock Holmes” og ”Watson”.

Mysteriet om denne store spøgelseshund, der hjemsøger det vestlige England, bliver forsøgt opklaret af Sherlock Holmes og Watson – og hvis man ønsker at opklare mysteriet om det amerikanske valgresultat, må man være villig til at sluge de stærke padron'er og opføre sigmere, som detektiven Sherlock Holmes end de folk, der bliver skræmt af Baskervilles Hund.

Hvorfor vandt Donald Trump?
Jeg talte med en kammerat, som er mere progressiv end jeg. Vi gik længe sammen uden at tale om valgresultatet. Jeg havde besluttet mig for, at det ikke skulle være ”talk of town” på min opfordring, så jeg gik stille med dørene. På et tidspunkt spørger han mig: ”Har du set, at han vundet overbevisende?”

”Ja,” sagde jeg. ”Hvorfor tror du det er gået, så galt for Harris og så godt for Trump?,” spurgte han mig. Det er svært at gengive en længere, venskabelig samtale – og halvdelen vil i øvrigt være uinteressant og gentagende. Men jeg kan prøve at ridse nogle af mine svar op for jer og håbe på, I vil læse dem, som Sherlock Holmes og Watson og ikke, som Baskerville-hundens skræmte ofre. (PS: Vær opmærksom på, at tallene i skrivende stund stadig flytter sig, så tilgiv mig eventuel mangel på præcision i den henseende)

”Not Trump”
Af de afgørende dimensioner var, at demokraterne slog tonen an med deres sædvanlige ”not Trump”. Denne ”væmmelsesstrateai”, som runger, som et ekko herhjemme i andedammen, var simpelthen ”for lidt smør til for meget brød”, da folk stod i stemmeboksen.

Man skal huske på, at uanset, hvad man i øvrigt måtte mene om Trumps fire år, som præsident fra 2016-2020, så var der efter min mening ikke meget ”traction” i at forsøge at sælge vælgerne idéen om, at han var en Hitlersk diktator i sine første præsidentperiode.

Det ville enhver Sherlock Holmes med respekt for sig selv være nødt til at dømme ude efter at have nærstuderet påstanden en under en lup.

Singlekvinder med Champagne-abonnementer
Dernæst fokuserede demokraterne meget på nogle nichesegmenter, der blev reddet, som en identitetspolitisk mare. Og, som min kammerat erkendte, er selv det store flertal af demokraterne ikke begejstrede for, at man i overmåde omfang tror, at valgsejren skal hentes ved at lefle for virkelighedsfjerne universitetsaktivister og hvide singlekvinder med Champagne-abonnementer.

Denne strategi førte blandt andet til, at latinoer på tværs af kønnene og mere end 1/5 af de sorte mandlige vælgere flygtede over til Donald Trump. Under valgkampen så jeg mange sorte slå et slag for, at der skal en kulturændring til blandt sorte i bestemte subkulturer, der på næsten alle barometre klarer sig ringere.

Men modsat Harris-lejren, var mange sorte Trump-støtters kur ikke mere identitetspolitik, men mere personligt ansvar, forpligtelse, religiøsitet, familie og troen på den amerikanske drøm. Igen; man kan surmule over det, men det ræsonnerede tilsyneladende godt blandt vælgergrupper, der angiveligt ”lå lige til højrebenet” for Harris.

Harris var gammel vin på gamle flasker
Harris er vel – uden at ville overdrive – til venstre for Bernie Sanders. Eller sagt på en anden måde: de kunne snildt være et doublepar i tennis. I den forbindelse kunne de jo passende spille med den tidligere tennisstjerne Navratilova, som efter Trumps sejr kører hårdt videre med ”Trump er nazist”-retorikken sammen med mange andre prominente personer.

Harris far var kommunist og Harris' opførsel under BLM-protesterne, samt hendes slingrende og svagtfunderede tilgang til problemerne med illegal indvandring ved grænsen, var svær at sælge til vælgerne, som en ”simpel fejl”.

Særligt fordi hun under valgkampen pludseligt gik fra at være ”wine mom” (som de kaldet det ”over there”) til at være nærmest Rambo'sk ”tough on crime”.

I sammenhæng med, at Harris-kampagnen efter ”Gilette'sk” forbillede forsøgte at sælge en blød ny ”maskulinitet” med et underliggende budskab om, at man var en lavpandet macho, hvis ikke man pludseligt så Tim Waltz (hendes vicepræsidentkandidat), som maskulinitetens sande udtryk, fik man spillet sig helt ud af banen hos afgørende vælgergrupper; de har nemlig set det før.

Harris var gammel vin på gamle flasker. For ikke nok med, at hendes budskaber rimer på årtiers identitetspolitisk acceleration fra demokraternes side, kunne Harris ikke svare på, hvorfor hun pludselig havde gennemgået denne reformation af sine politiske standpunkter, når hun nu i fire år, som vicepræsident, havde haft muligheden for netop at influere hendes chef Joe Bidens politik. Det er nærmest en umulig nød at knække at finde en grimasse, der skal passe i sådan en prekær situation.

Di Niro-desperationen
Før afstemningen om Brexit, var mange kendte englændere ude at sige, at de ville flytte, hvis landet meldte sig ud af EU. Jeg tror ikke en eneste af dem er flyttet. I USA har man set lignende skabagtigheder.

For mindre end et halvt år siden, stod en uligevægtig Robert Di Niro i New York og råbte, som var det til en audition på en nyindspilning af ”Goodfellas”, om, hvor forfærdelig Trump var.

Denne bombastiske, berettigede adfærd er blevet stemt ud af amerikanerne i denne omgang. Folk er simpelthen trætte af kendisser fra Jennifer Lopez, der pludseligt mener, at hun kan vurdere en mands værd på afstand, samtidig med, at hun har været kæreste med den storkriminelle P Diddy til Oprah ”venner med Epstein” Winfrey.

Den plade har fået for mange ridser og folk skruer simpelthen ned for musakken, fordi de ikke gider høre på det længere.

Republikanernes sejr
Mit næstesidste punkt for denne omgang er, at denne sejr er fuldt fortjent. Republikanerne har taget sig gevaldigt sammen i den seneste tid. Man har samlet et seriøst hold omkring Donald Trump og vicepræsident J. D. Vance har vist sig at være forbavsende afmålt, rolig og saglig i de debatter og interviews han har stillet op i. Kampagneholdet, som blandt har huset Charlie Kirk, har været særdeles skarpt i de afsluttende manøvrer af valgkampen.

Da Harris påstod at have arbejdet for McDonald's, men tilsyneladende ikke kunne dokumentere det forhold, fik Trumps kampagnehold sat Trump stævne i en McDonald's, hvor han med sin typiske humor og excentriske stil fik gjort grin med Harris' bommert.

Det samme gjorde sig gældende, da Joe Biden kaldte Trump-vælgere for ”Trash”. Straks derpå fik Trumps kampagnehold placeret ham i en skraldebil, hvor han løb med al opmærksomheden ved at fortælle, at amerikanerne ”ikke er skrald”. Uanset, hvor man står politisk, er den form for amerikansk kitsch effektiv og det var veludført.

Herhjemme elsker vi også kitsch; vi pakker det bare anderledes ind, så arrogancen man kan opleve herhjemme i sådanne sager er ofte ret letkøbt.

Joe Biden ville have at Harris tabte
Ud fra, hvad jeg kan stykke sammen fra rygtebørsen, var der problemer mellem Bidens stab og Harris’ kampagnehold; Harris mente, at Biden skulle tilpasse sig og det ville Biden ikke fordi han følte sig uværdigt smidt under bussen af Harris og andre spidser i det demokratiske parti.

Da han, som jeg nævnte ovenfor, kaldte Trump-vælgere ”trash”, kan man spekulere over om det reelt var en kæp i hjulet for Harris kort før valgkampen. Det ved kun Joe Biden.

Men det er da slående, at Biden næsten samtidigt tilkendegav, at han ikke ville deltage i Harris’ eventuelle sejrsfest? Jeg kunne skrive meget mere; men jeg er ikke sikker på, det bliver meget bedre af den årsag.

Tag nu ikke sorgerne på forskud, selvom du måske ikke er en hardcore ”Trump-supporter”. Jeg meget fortrøstningsfuld omkring de næste fire år. Man skal huske på, at Baskervilles Hund ikke var så farligt et uhyre, som nogen påstod.

Så overvej i det mindste om dine tanker om Trump er velfunderede eller om der måske er grund til en korrektion af, hvad du har tænkt hidtil.