I 2021 fejrede man 150-året for det moderne gennembruds indtog i Danmark. Helt specifikt var det den 3. november 1871, at det hele gik løs, for her indledte Georg Brandes sin herostratisk berømte forelæsningsrække med titlen "Hovedstrømninger i det 19. Aarhundredes Literatur”.
Stærkt inspireret af især den franske tænker Hippolyte Taine introducerede Georg Brandes danskerne til en måde at anskue kulturhistorien på, der siden har fået navnet komparativ litteraturhistorie. Selv kaldte Georg Brandes det for “videnskabelig literaturbetragtning", og meningen var, at den historiske udvikling i første omgang var dualistisk, hvilket betyder, at man kan inddele den i forskellige faser, der enten er en reaktion på en tidligere bølge, eller ren aktion.
Det er vigtigt at holde sig for øje, at Georg Brandes selv kaldte denne tilgang for videnskabelig, fordi han samtidig også anskuede udviklingen fra et perspektiv fra oven.
Det var fra dette mere ophøjede perspektiv, at Georg Brandes mente sig i stand til at kunne se alt det, der hørte fremskridtet til. I dag er vi så vant til at betragte kulturhistorien ud fra et komparativt perspektiv, at det kan være vanskeligt at forestille sig, at man ikke tidligere opfattede historiens gang sådan.
Vi er også vant til at opfatte "fremskridtet" som en størrelse, der ligesom gennemstrømmer alle epoker, men som indimellem lider ved tilbagefald. Vores såkaldte universalisme er en indgroet størrelse i os, selvom vi i dag er blevet mere nuancerede og skeptiske med hensyn til dette synspunkts positivistiske sandhedsværdi.
I den komparative analyse forsøger man at vise, hvorledes forskellige litterære eller kulturelle fænomener er med til at tegne et samlede billede af en periode, der har forskellige karakteristika. Det er selvsagt en meget effektiv måde at forstå det historiske på, men i dag er vi blevet meget mere opmærksomme på, at der er tale om fortolkninger, og at de også kan dekonstrueres.
Georg Brandes' hovedstrømninger strækker sig fra Den Franske Revolution i 1789 og helt frem til 1871, hvor han selv stod der på talerstolen på Københavns Universitet og varslede det moderne gennembrud.
Georg Brandes forvanskes af Information
I jubilæumsåret i 2021 forsøgte kulturredaktør på dagbladet Information, Peter Nielsen, at eftergøre det, som Georg Brandes havde gjort. I en række essays forsøgte han at spore hovedstrømningerne i litteraturhistorien siden Anden Verdenskrigs afslutning med de væsentligste nedslag i årene 1968, 1989, 2001 og 2015.
Peter Nielsens forsøg viser ret tydeligt den glidning, der har været så fatal, at man i dag kan tale om en brandesiansk dominans-status i tidens kulturkamp.
Helt på linje med Georg Brandes forsøgte Peter Nielsen at definere, hvilke tematikker, der så udgjorde disse historiske hovedstrømninger, der har præget tidens siden anden verdenskrigs afslutning. Ifølge Peter Nielsen handlede 68-generationen for eksempel om et massivt opgør med nationalisme, kapitalisme, kønsmoral og konservatisme.
I en anden periode fokuserer Peter Nielsen på "emigrantlitteraturen", der ifølge ham handler om eksistentielle og politiske problemstillinger, hvor forfattere forsøger at tilegne sig en ny opfattelse af identitet.
Alle disse tematikker er kopieret fra Georg Brandes, men indsat i en ny kontekst, i nye epoker eller overgangsperioder.
Det interessante er så, at Peter Nielsen ikke har gjort religion eller kulturelle bindinger til fænomener, der har præget disse tidsafsnit. Islam er fx ikke en tematik, der optræder i hans beskrivelse af hovedstrømningerne i vor tid. Det er fatalt på mange måder, som vi skal se. Men det viser først og fremmest at med den kulturhistoriske optik, sådan som Georg Brandes opfattede denne, havde han den absolutte fordel, at han kunne bestemme, hvad der var vigtigt, og hvad der var mindre vigtigt i fremskridtets tjeneste.
Genlæser man Georg Brandes introduktion til hovedstrømningerne grundigt, vil man også bemærke en anomali hos Peter Nielsen. Der meget præcist illustrerer, hvorledes der er en meget stor forskel på det, som vi kan kalde for "brandesianisme" - og så det Georg Brandes og hans allierede selv stod for.
Aggressiv skrivestil
Det, der falder en i øjnene, når man genlæser Georg Brandes forelæsninger, er nok mest stilen. Han var aggressiv, uforsonlig og hånende i en grad, som man aldrig tidligere havde oplevet i en dansk sammenhæng. Han konstaterede helt koldt, at Danmark var hægtet af den europæiske udvikling med fyrre år. Han udtalte ligeledes, at vi levede i en boble, der var ekstrem reaktionær. Derefter forklarede han, hvorfor vi var endt i den misere.
Georg Brandes mente, at dansk litteratur var kendetegnet ved, at den bedrev "virkelighedsfjern idealisme", fordi den "forkyndte fortidsidealer" og malede med "skønfarveri". Han postulerede, at denne litteratur ikke skildrede virkeligheden, og at den var "blodløs" og "ujordisk".
Angrebet var på mange måder berettiget. Det var et opgør med romantikkens sværmeriske sindelag, og samtidig havde Georg Brandes fokus på den naturalisme, der var i gang med at indtage dagsordenen i hele den vestlige verden. Det handlede grundlæggende om, at naturvidenskaben skulle løsrives fra teologiens dogmer, og at en ny slags realisme så dagens lys.
Man skal være særdeles reaktionær, hvis ikke man kan indse, at naturvidenskaben skal være fri for teologiske dogmer. Det er samtidig også evident, at en litteratur, der kan tale om virkeligheden uden omsvøb og tematisere samtidens problematikker direkte, er et gode, som man i dag slet ikke kan forestille sig at leve foruden.
"Højtstående mænd med frit udblik"
Det første problem, der falder en i øjnene, når man i dag genlæser Georg Brandes’ tiltrædelsesforelæsning, er hans syn på heltene.
I modsætning til det tilbagestående Danmark, der var forårsaget af, at hele intelligentsiaen har været nødsaget til at tage en "ufri embedseksamen", stod "Adelen, de store godsejere, de store politikere" i udlandet. De var uafhængige og "højtstående mænd med frit udblik og vid synskreds". Men måske vigtigst af alt, ifølge Georg Brandes, var, at fremskridtets mænd skulle "forhåne samtiden og skamme den ud".
Det var et diktum, som man roligt kan sige, at Georg Brandes levede fuldt ud op til. Det var faktisk hans måske mest gennemgående og karakteristiske tilgang til stort set alt.
Når man så ser på den moderne brandesianisme, så er der mange fællestræk med Georg Brandes måde at agere på, men også en hel del forskelle. At man som selverklæret oplyst skal forhåne samtiden og skamme den ud, har vi set mange eksempler på i vor tid. Kort før sin død, udtalte den kulturradikale forfatter, Klaus Rifbjerg for eksempel, at der måske er 2.000 begavede mennesker i Danmark, og at resten simpelthen er dumme.
Og Carsten Jensen har tidligere udtalt, at en anseelig gruppering i Danmark består af "skimlede kældermennesker". Det er slet ikke usædvanligt, at man i den verserende værdidebat hører kulturkrigere udtale, at deres fjender tilhører "bodega-segmentet" o.l.
Dette er den "åndsaristokratiske" arv fra Georg Brandes, som viser sit brutale ansigt. Det skal vi vende tilbage til senere. Men for Brandes var det, som sagt, uafhængige godsejere, adelen og store politikere, der var i stand til at foretage denne forhånelse. Hvordan vor tids kulturradikale har kunnet indbilde sig, at de har ret til denne arv, er mig en gåde, men det er ikke desto mindre sådan, at mange agerer i samfundsdebatten.
Kritik af nationalisme, af kristendommen og af en for snæver kønsopfattelse er alle parametre, der går igen fra Georg Brandes tid. Hvad der imidlertid falder en i øjnene, er det store fravær af en mere omsiggribende religionskritik.
Ytringsfrihed og religionskritik
Georg Brandes havde to brødre, der også deltog aktivt i dannelsen af det moderne gennembrud. Den ene, Edvard Brandes, var med til at stifte dagbladet Politiken, og siden partiet Det radikale venstre. Den anden broder, Ernst Brandes, er nok den mindst kendte af dem, men også han var en fremmelig kulturkæmper. Og fælles for dem var, at de bedrev en massiv religionskritik.
De var villige til at miste alt, karrierer, politiske fordele og friheden selv, for at kunne bedrive deres ofte meget krasse religionskritik. De var alle ytringsfrihedsforkæmpere, og deres kritik var kras, forhånende og udskammende.
For Brandes-brødrene handlede det moderne gennembrud især om at komme tilbage på sporet fra oplysningstiden. De ville ikke have noget at gøre med romantikkens og religionernes sværmeriske og tyranniske undertrykkelsesmekanismer.
Præcis denne præmis - den omnipotente religionskritik - har Peter Nielsen og mange andre kulturradikale lagt på hylden, selvom de på så mange andre parametre er inspireret af Georg Brandes’ tilgang til kulturen og grundlæggende mener at være arvtagere af denne. Derfor er brandesianismen heller ikke identisk med det som Georg Brandes stod for, her især hans kompromisløse krav om forhånelse og udskamning af alt det, som han fandt reaktionært.
Brandesianismens dominansstatus
Samlet set kan man sige, at Georg Brandes krav om, at al væsentlig litteratur er af en sådan karakter, at den kan sætte "problemer under debat", er blevet til et imperativ, som især vor tids kulturradikale efterlever. De kulturradikale har også korrigeret en del "fejlslutninger", som de mener, at Georg Brandes kulturkamp var behæftet med. Det drejer sig især om kvinderne, der ikke var med i Georg Brandes liste over dem, der deltog i gennembruddet.
Nutidens kulturradikale vil altså gerne dekonstruere dele af Georg Brandes' ideologi, så ideologien passer bedre til et nutidigt perspektiv. Men samtidig stikker denne dekonstruktion ikke særlig dybt, og Georg Brandes' politiske tilgang, hvor han ignorerede alle dem, han ikke brød sig om, har man undladt at forholde sig kritisk til. Det er nemlig slående, ved en dybere granskning, hvor mange af dem, vi i dag betragter som datidens bedste forfattere, slet ikke blev anerkendt som en del af det moderne gennembrud af Georg Brandes.
Dominansstatus handler om magt til at kunne sætte dagsordenen, og de kulturradikale har ofte henvist til arven fra Georg Brandes, men samtidig ignoreret, hvad han helt specifikt skrev om. Det er derfor, at brandesianismen er blevet til en art selverklæret optik, der nærmest svæver frit, uden at tynges af faktuelle, historiske bånd. Man har for eksempel ignoreret, at Georg Brandes aldrig anerkendte Herman Bang som en af det moderne gennembruds forfattere, ligesom Georg Brandes heller ikke i starten regnede Henrik Pontoppidan for noget.
I stedet har man korrigeret disse fejlslutninger, simpelthen ved bare et erklære, at blandt andre Herman Bang og Henrik Pontoppidan var en del af bevægelsen, og at de oversete kvinder samtidig bare kan indføjes, uden at det har skabt ridser i myten om Georg Brandes selv. Og netop det er problematisk, fordi brandesianismen af den grund er muteret, hvilket har medført, at kulturkampen er blevet skæv, ensidig, dogmatisk og på mange måder lige så virkelighedsfjern, som den litterære opfattelse, Georg Brandes selv forsøgte at gøre op med.
Lidt firkantet skåret ud, så kan man sige, at brandesianismen har ignoreret den egentlige kulturkamp, som Georg Brandes blot var en del af, så denne for eftertiden er blevet reduceret til et spørgsmål om nationalisme vs. udsyn, storhed, bekæmpelse af racisme og fordomme. Det har ført til, at det moderne gennembruds historiske betydning er blevet reduceret til en forvrænget udgave, der udelukkende tjener som grobund for nutidens kritik af nationalkonservative værdier.
Første artikel i Freddy Hagens serie om skabelsen af det moderne Danmark kan læses her.
