Langt fra alle valg er skæbnevalg, men der er grund til at mene, at EU-parlamentsvalget søndag den 9. juni kan blive vigtigere og under alle omstændigheder mere interessant end de foregående, som har fundet sted siden 1979.
Den vigtigste årsag er den ikke ubegrundede fornemmelse af alvorlig krise, som har grebet mange vælgere frem for alt i de store EU-lande Tyskland, Frankrig og Italien. De EU-begejstrede regeringer i disse lande, med den italienske som delvis undtagelse, eskalerer krigen i Ukraine tilsyneladende uden nogen som helst frygt for, at man risikerer at fremprovokere 3. Verdenskrig. Til den ubehagelige fornemmelse af at blive styret mod katastrofe af ansvarsløse politikere kommer oplevelsen af økonomisk krise.
Inflationen, som EU’s og de store EU-landes politik ikke mindst på energiområdet har fremkaldt, har forarmet mange og reduceret endnu fleres udsigter til samme levestandard som deres forældre.
Blandt årsagerne til den økonomiske krise må også tælles masseindvandringen af tilpasningsuvillige, hvis årlige omkostninger vanskeligt kan beregnes, men må være kolossale. Alene for Danmark har i flere år cirkuleret skøn på mellem 60 og 250 mia. årligt. Hertil kommer de mange omkostninger, som ikke mindst EU har påført borgerne under dække af at ville bekæmpe en angivelig klimakrise, som mest af alt synes opfundet for at få borgerne til at acceptere omkostninger og begrænsninger, som man ellers ville afvise som udslag af formynderisk herskesyge.
