Der findes en slags stilhed, der ikke blot er fraværet af støj, men nærmere en intensitet. Den type stilhed, man mærker, når man træder ind i en københavnsk kirke midt på en travl tirsdag, hvor kun lyset fra de høje vinduer og en fjern klang fra kirkeklokkerne antyder, at tiden ikke er gået i stå.
I disse rum fødes ikke blot tro, men også eksistentiel eftertanke. I Danmark, hvor vi er flasket op med en blanding af statslig velfærd og jantelov, og hvor tro og åndelighed alt for ofte pakkes ind i overdreven kulturel høflighed, står kirkerne tilbage som tavse vidner om noget dybere. Noget før staten. Noget før målinger, optimering og finanslove.
