Forleden var jeg til en nær venindes bisættelse. Bettina var et af de varmeste, klogeste og mest trofaste mennesker, jeg har kendt. Fuld af liv, fuld af vid, fuld af mild humor.
Både jeg og mange andre kommer til at savne hende forfærdeligt.
Ud over at være et exceptionelt menneske, var Bettina Perregaard også en stor, original sprogforsker, der som få holdt den klassiske humanistiske fane højt i en tid, hvor universitetet ellers sejler direkte mod afgrunden under presset fra venstrepolitisk aktivisme og had til alle vestlige værdier.
I vores mindeord https://nors.ku.dk/nyheder/2024/mindeord-for-bettina-perregaard/ skriver jeg og tre andre veninder og kollegaer om Bettina:
”Bettina prioriterede gennem hele sin karriere det monografiske værk som forskningsgenre, kulminerende med disputatsen Vær i verden. Intentionelle og interaktionelle mønstre i barnets hverdagsliv. Med afhandlingen placerede hun sig solidt i kernen af humaniora.
Her gentænkte og nyorienterede hun det teoretiske og metodologiske grundlag for at beskæftige sig med børns socialisation med den enestående stringens og videnskabelige integritet, som karakteriserede hele hendes oeuvre.
Bettina gik aldrig på kompromis, men formåede originalt at forfølge de teoretiske og filosofiske spørgsmål, som er uomgængelige for sprogvidenskaben. Hun havde modet til at holde fast i en klassisk humanistisk tradition, der i dag ikke er mainstream, men som hun insisterede på værdien af, uafhængigt af tidens skiftende moder.”
Bettina var selve antitesen til kliché, vanetænkning og konformisme
Men Bettina Perregaard var, skriver vi videre, mere end det. Thi for hende var forskning og erkendelse langt mere end en professionel beskæftigelse. Det var snarere en livsform, som kendetegnede hver fiber i hendes krop og hver celle i hendes hjerne.
Det gjorde hende til noget så sjældent i dag som en tænker i sin egen ret – noget, hun ikke altid fik den credit for, som hun havde fortjent. ”Som forsker kan man sige, at Bettina var selve antitesen til kliché, vanetænkning og konformisme. Hun stræbte efter at nå sandheden, så tilnærmelsesvist det end måtte blive.
Ikke overraskende hørte Søren Kierkegaard da også til et af hendes absolutte forbilleder. Som ham var hun totalt ubestikkelig, og som ham foragtede hun det letkøbte, overfladiske og trivielle.
Ligesom hun havde den samme stålsatte vilje til at stå op for det, hun troede på, også når det kunne koste på den korte bane.”
Derfor er der da heller ingen tvivl om min geniale venindes forbehold over for den formular, der de senere år har hængt over vores samfund som en sort sky og styret det mere end noget andet.
Som i Det Tredje Riges sprog er der tale om en forheksende forkortelse – som Victor Klemperer beskriver det i sit skelsættende værk LTI – Lingua Tertii Imperii fra 1947.
DEI = Diktatorisk, Ensrettende, Infernalsk
Formularen består af tre mastodontiske og tyranniske versaler: DEI. Direkte oversat betyder de: Diversity, Equity, Inclusion. Men faktum er, at de står for noget ganske andet.
Diversitet er således i virkeligheden ensretning – nemlig i form af ensretning af såvel sproget som tanken – equity er i virkeligheden ulighed – nemlig i form af diktatoriske særrettigheder til udvalgte grupper – og inklusion er i virkeligheden eksklusion – nemlig i form af den infernalske cancel culture.
Jeg behøver ikke fundere længe for at vide, hvad min kære sprogforskerveninde mente om den udvikling. I en af de sidste beskeder, hun skrev til mig efter at have hørt en podcast på Radio IIII, hvor jeg tog livtag med woke-kulturen, lød Bettinas klare ord:
”Jeg synes, KU (Københavns Universitet, MS) tager os alle sammen som gidsler, når de kritikløst har overtaget DEI-principperne fra de amerikanske universiteter. Og er der noget, der er woke, er det da dem. Det er fuldstændig ubegribeligt og er jo i vidt omfang gået under radaren. At ville gennemtvinge en terminologi om cis-køn og heteronormativitet i forventning om, at vi skal operere inden for rammerne af den (hvad jeg aldrig kommer til), er også at tage samfundet som gidsel.”
Woke-angrebet på militæret
Senest har DEI-formularen dannet grundlag for en kønsneutraliserende sprogvask af klassikeren Håndbog for Hærens kadetter. Det er allerede i talrige artikler her på Kontrast blevet anført, hvordan forsvaret efterhånden er totalt ødelagt af styringsmæssig inkompetence og utidig politiserende indgreb forårsaget af woke-angrebet på vores samfund.
Se fx officer Preben Bille Brahes anmeldelse af bogen Forsvarsløs, der gennemgår hvordan Forsvarets nye ledere er akademikere, som i princippet bliver sat til at lede hvad som helst og hvem som helst.
Nu sender man så et værk, der har enorm betydning for den måde, militæret fungerer på, igennem den sproglige vridemaskine, som har redet os som en mare i snart en halv snes år. Håndbogen var blevet revideret så sent som i juni måned.
Men det var ikke nok for woke-hæren. Den ønskede at marchere med endnu større DEI-støvler hen over alt hvad der var tilbage af solid traditionel, virkelighedsforankret kultur – for ikke at tale om faglighed. Igen med den effekt, at sandheden efterlades tilbage på perronen. Eller måske snarere langt ude på woke-slagmarken.
Baggrunden for, at DR Nyhederne – godt bakket op af KVINFO og Kvindelige Veteraner – krævede den netop reviderede håndbog omskrevet endnu engang, var diverse harmløse råd til de unge kadetter på Officersskolen. Blandt andet følgende formuleringer faldt dem stærkt for brystet, om man så må sige:
"Særligt til mændene: Altid bælte i bukserne og stryg skjorten". "Særligt til kvinderne: Overlad gerne det meste til fantasien!".
Kritikere sendes til det nye Sibirien: Cancel Culture
Retningslinjerne handlede om noget så banalt som, hvordan det var smartest at klæde sig i fritiden, når man var en del af Forsvaret. I den nye version lyder rådet i al sin humorforladte sammenbidthed: "Ønsker du at fremstå præsentabel og respektabel i de fleste situationer, kan du dog med fordel klæde dig en anelse mere konservativt, end du normalt ville gøre".
RØR! Har man nærmest lyst til at råbe til de unge kadetter ude på dansegulvet lørdag aften.
Kritikerne af denne nye form for kønsneutralisterende sprogvask, som vi også kender fra andre sammenhænge såsom den nye lov om ophavsret, som jeg har skrevet om her på Kontrast, ja de parkeres i det nye Sibirien kaldet ”cancel culture”.
Jævnfør også Bille Brahes kommentarer til Forsvarsløs om, at et gennemgående tema i bogen er ledelsens knægtelse af de ansattes ytringsfrihed.
Kort sagt: Det er fuldstændig stukket af – og ødelæggelserne kan spores direkte tilbage til det nye wokeistiske universitet med dets aktivistiske DEI-principper.
Jorden kalder
Jeg sikker på, Bettina Perregaard ville have ønsket, at jeg citerede ovenstående besked til mig, skrevet blot få uger før hun døde. Hun var ikke bange for at sige sin mening og stå fast på de gode og ordentlige værdier, som den vestlige kultur – herunder de vestlige universiteter – har fostret over mere end 2000 år.
Og som undervejs er søgt afsporet flere gange. I dag er en af disse gange.
Min højt elskede og allerede smerteligt savnede veninde Bettina fik desværre ret i sin dystre forudsigelse om aktivist-universitetets trylleformular DEI: At det har ført til Det Wokeistiske Riges Sprog, hvor også samfundet i sidste ende tages som gidsel og lægges ned.
Om det så er Forsvaret, er det allerede ved at være ødelagt. Ligesom anklagemyndighed og retsvæsen i øvrigt er det. Det vil sige ikke blot perifere institutioner, hvor man ”eksperimenterer” lidt bohemeagtigt med vaner og traditioner, er molesteret.
Det handler om selve den inderste kerne i vores samfundssystem, den vigtigste formelle magtinstans ved siden af Folketinget og regeringen.
Værre kan det vel sådan set dårligt blive. Den nye woke-feministiske diktator spiller – lige som diktatoren i Charlie Chaplins film af samme navn – bold med os alle sammen. Men virkeligheden – den skal nu nok melde sig igen på et tidspunkt alligevel. For det gør den altid.
Spørgsmålet er, hvem der kommer til at ramme jorden hårdest – siger jeg og skeler til USA.
Læs mindeordene om Bettina Perregaard her: Mindeord for lektor Bettina Perregaard – Københavns Universitet
