“En lørdag eftermiddag sidst i maj”, skriver Steve Sailer (f. 1958) i ét af sine mest citerede essays, vil man på en boldbane i Lincoln Park i Chicago se ”korthårede kvinder” i rundboldkamp med ”knæbeskyttere, kastehandsker og bind om anklerne” hamre boldene ud af banen eller ind i modstanderne med voldsom energi.
Samme dag vil man lidt syd herfor se mænd fra New Town ligge ”rolige og gyldne i solskinnet”. Skulle nogen få lyst til at slå til en bold, forgår den lyst hurtigt. Men det er ikke dårlig fysik, der får disse mænd til at forkaste atletikken.
Mange har tydeligvis tilbragt vinteren på træningsmaskinen. ”Men nu skinner solen, og mændene er tilfredse med at lade deres skulpturerede legemer være til snarere end handle.”
Essayet med titlen ”Why Lesbians Aren’t Gay” udkom i den amerikanske konservative bevægelses daværende flagskib, National Review, i 1994. Titlen kan svært oversættes, fordi ordet gay i nutidsengelsk oftest betyder ”bøsse”, mens den oprindelige betydning er ”munter, sorgløs”.
Det var Sailers pointe med titlen, at lesbiske har meget lidt til fælles med mandlige homoseksuelle. De er ikke bøsser, og de er ikke muntre. ”We’re not gay, we’re angry!” er et lesbisk kampråb.
