Der er flere, der flipper ud over, at jeg egentlig er godt tilfreds med, at woke-epoken nu endelig, iført fuldt drag-udstyr, synger på sidste vers. Som jeg hele tiden har sagt: Det er bare en venstrefløjsmode, den forsvinder igen, ligesom med trompetbukserne i 1970'erne.
Men jeg har brug for at forklare en ting. Jeg har intet som helst imod indholdet i woke - tolerancen over for minoriteter af den ene eller den anden art. Det er fuldkommen indgroet i mig, at der er plads til alle i samfundet. For det har jeg naturligvis lært hjemme i min familie af både min mor og min far, som har opdraget mig ordentligt.
Problemet er woke-ideologiens modbydelige aktivistiske organisering, de grove bøllemetoder og de konkrete angreb, der simpelthen krænker flertallets intelligens.