At Danmarks statsminister optræder i et af verdens største modemagasiner, er i sig selv en fascinerende begivenhed. I interviewet fortæller Mette Frederiksen nemlig, at hun er blevet mødt med uforholdsmæssig hård kritik, udelukkende fordi hun er kvinde. Ikke fordi hun er træls.

Når anklagen kommer fra en statsleder, der har centraliseret magt som få af hendes forgængere, så er der en underlig bismag ved den opstyltede offerrolle. Især når den flankeres af et Vogue-stylet billede, hvor fru Frederiksen med beige-brunligt filter er iscenesat som en 50’er-diva: dramatisk blik, stålsat hår og en ikke helt vellykket Ingrid Bergman-aura.

Et billede, der muligvis skal udtrykke kvindelig sårbarhed, men som emmer af kontrol på den nordkoreanske måde.

Det interessante ved postyret er ikke, at hun bruger sin femininitet. Det interessante er, hvordan hun transformerer den til et politisk skjold.

Et billede af en kvinde, der lider under folkets ondskab, men som sjovt nok aldrig taber ansigt, fordi hun har garderet sig bag så stor og dyr en hær af embedsmænd, spindoktorer og taleskrivere, at selv trompeterne foran Jerichos mure ville komme til kort.

Måske er det dét nye magtsprog: En smule Chanel, to skefulde selvmedlidenhed, og en absolut mangel på selvindsigt.