Jeg har altid ment, at e-mails er noget, man skal nærme sig med en vis forsigtighed. Ét forkert klik, og pludselig kan dagen, parforholdet eller arbejdslivet tage en helt ny drejning.

Dog kan jeg ikke prale af, at eventuelt vildfarne e-mails fra min hånd ville kunne opnå samme domino-effekt som den, en klovn i en uniform sendte tilbage i 2022, hvorved identiteten på tusindvis af afghanere, der havde samarbejdet med den britiske regering og militær, blev afsløret for åbent tæppe.

Også for landets nye herskere, der går under navnet Taliban og som stadig døjer lidt med forståelse for demokrati og inkluderende, vestlige værdier. 

Dermed var det ikke bare en e-mail. Det var en offentlig dødsliste, hvor Taliban kunne starte ved ”A” og arbejde sig nedad.

Man kan næsten høre, hvordan panikken må have rullet gennem korridorerne i Whitehall, hvorefter en klodset tastefejl blev til en gigantisk, og indtil nu hemmeligholdt evakueringsoperation, helt i tråd med den sædvanlige post-koloniale, dårlige samvittighed, der af en eller anden grund altid ender med, at vi skal hente folk her til kontinentet.

Ikke just nogen stor strategisk plan, nærmere en panisk feberredning, fordi nogen havde sovet i digitaltimen og glemt hvad cc betyder.

I ly af det diplomatiske og efterretningstjenstlige mørke har omkring 25.000 afghanere siden fået nyt hjem i England, hvor der i forvejen mangler boliger, penge og forståelse for øget indvandring.

Og mens afghanerne således får beskyttelse, kan deres naboer spørge sig selv, hvem der i grunden beskytter dem.