Der findes næppe et mere gennemgribende, men også mere ureflekteret selvbedrag i det politiske landskab end forestillingen om, at borgerligheden repræsenterer et alternativ.
Denne forestilling – indlejret som rygmarvsreaktion i det borgerlige selvbillede – lever videre med en forbløffende sejhed, som var den hævet over det ideologiske kollaps, der præger vor tids offentlige samtale.