Frem til 2022 var der en tro på, at udbygningen med solceller og vindmøller i elforsyningen ville give os billigere elektricitet, og derved ville den grønne omstilling kunne bære sig selv igennem. Med stor fanfare blev Thor-vindmølleparken udbudt, og vinderen skulle slet ikke have nogen form for statsstøtte, men ville tværtimod lægge 2,8 mia. kr. i statskassen.

Så kom rentestigningen fra det unaturlige nul til 3-4 pct. og samtidig blev udstyret meget dyrere. Det betød, at ingen vindmølleselskaber ville byde ved det seneste udbud i december, hvor betingelserne ellers var nul støtte og konkurrence om hvem, der kunne betale mest i koncession til statskassen.

Den fiasko medførte, at regeringen og Energistyrelsen måtte sande, at havvindmøller ikke længere er rentable med de nuværende elpriser, der i gennemsnit i 2024 lå på 53 øre pr. kilowatt-time (kWh). I år ender de nok på ca. samme niveau.

Statsstøtte bliver en gigantisk udgift for skatteyderne
Vindmøllefolket efterlyste statsstøtte, gerne i form af en såkaldt Contract for Difference (CfD). Her garanteres en fast pris på elektriciteten i de næste 20 år. Er markedsprisen lavere, vil staten udbetale differencen til vindmølle-ejeren. Hvis markedsprisen er højere end CfD-prisen, skal ejeren betale forskellen til staten. Lars Aagaard fik som nævnt lov til i alt at bruge ikke mindre end 55,2 mia. kr. på ordningen over de 20 år.

Optimister mener, at statens udgift sagtens kan ende med at blive meget lavere. Det er imidlertid totalt ligegyldigt set fra skatteydernes synspunkt. De 55 mia. kr. svarer til op imod 25 øre i tilskud til hver eneste kWh, møllerne vil fremstille i løbet af de 20 år. Det vil sige, at for at få sine udgifter dækket, skal mølleoperatøren have en strømpris tæt på 80 øre/kWh. Den vil så falde, enten som den pris kunderne betaler direkte for strømmen, eller som kundernes andel over skattebilletten.

Dermed er der rammet en pæl igennem myten om, at havvind er billig og bliver billigere i fremtiden. Energistyrelsen har visioner om en udbygning af havvinden til over 40 gigawatt frem mod 2050. Det bliver en kæmpe udgift for samfundet, når al den strøm nu kommer til at koste 80 øre/kWh. 

Men prisen er på ingen måde urealistisk høj, når vi kigger på havvind i andre lande. Ørsted har netop trukket sig fra et kæmpe projekt i England, Hornsea 4, hvor der ellers var en garanteret CfD-pris på omregnet 75 øre/kWh. Begrundelsen var, at økonomien ikke hang sammen for Ørsted.

Antallet af timer med negative strømpriser stiger
Udbyderne af vedvarende energi døjer med andre problemer end de høje omkostninger. Begrebet ”kannibalisering” får større og større betydning i deres hverdag. Det dækker over, at når Solen skinner og/eller vinden blæser godt, så produceres der her i Europa alt for meget strøm, og det driver priserne ned omkring nul, og i mange tilfælde under nul.

Antallet af timer med negative strømpriser i Danmark har været stejlt stigende siden 2019 (med en undtagelse under krisen i 2022) og vil i 2025 slå alle rekorder. Negative priser er først og fremmest et tegn på et dysfunktionelt system, og det gør alvorlige indhug i solcelle- og vindmølle-ejernes økonomi. Der er faktisk røster fremme om, at Danmark ikke bør udbygge yderligere med solceller på denne side af 2035. En konsekvens af denne situation er de økonomiske vanskeligheder hos den store udbyder af solceller, Better Energy, der er på randen af en fallit.

Sol og vind gør systemet sårbart
Den 28. april indtraf det store blackout på den Iberiske Halvø, hvor størstedelen af Spanien og Portugal var uden strøm i op til et døgn. Hændelsen medførte store problemer og illustrerede med al ønskelig tydelighed, hvor afhængigt et moderne samfund er af en stabil elektricitetsforsyning.

Den præcise årsag til strømsvigtet kendes ikke endnu, men der er ingen tvivl om, at især Spanien, der har udbygget voldsomt med solceller og vindmøller, har en meget sårbar og vakkelvorn elforsyning. For at spændingen og frekvensen kan holdes stabil, kræver det, at man har en betydelig kapacitet af gammeldags elværker i drift.

Deres tunge roterende generatorer giver netop den stabilitet i forsyningen og muliggør, at man slipper igennem mindre forstyrrelser. Solceller og vindmøller har ikke den effekt, de skaber spændingen og frekvensen ad elektronisk vej, og er afhængige af de kørende kraftværker til at svinge taktstokken.

Da strømsvigtet indtraf, kørte Spanien med en meget høj andel af sol og vind, og det viste sig at gøre systemet alt for sårbart. Her er noget at tænke over for Europas ansvarlige for elforsyningen; ikke mindst Tyskland har jo også udbygget voldsomt med sol og vind.

Metanol fra power to X er tre gange dyrere
Fortalerne for grøn omstilling plejer at fremføre, at de nuværende vanskeligheder kun er forbigående, problemerne vil blive løst lige så snart vi får etableret en storstilet produktion af brint og Power to X-brændstoffer. Herved kan al den producerede strøm bruges, priserne stabiliseres, og brinten kan f.eks. tjene som lager af elektricitet, og derved udjævne den stærkt varierende produktion fra sol og vind.

Under stor fanfare blev Power to X-fabrikken i Kassø åbnet, og den er begyndt at levere metanol til bl.a. Mærsk, der skal bruge den som skibsbrændstof. Kassø-fabrikken er imidlertid mere en udstilling af teknologiens problemer fremfor en demonstration af dens duelighed. Kassø skulle officielt køre på sine egne solceller, men den er blevet koblet op på Energinets stabile elforsyning, og derved er den blot endnu en kemisk fabrik.

Der er dog den afvigelse, at Kassøs metanol er ca. 3 gange dyrere end markedsprisen – og fem-seks gange dyrere end den bunkerolie, den skal erstatte hos Mærsk. Det bliver ikke anderledes i fremtiden, da den store udgift netop er til elektricitet, som vi har set ikke bliver billigere i de kommende år.

Power to X-branchen er i knibe - alle vil have statsstøtte
Ellers er Power to X-branchen også i knibe. Ørsted trak sig fra et projekt ved Holstebro, mens den påtænkte brintfabrik på Avedøre Holme ved København er endegyldigt lagt i graven. Green Hydrogen Systems, der skulle producere elektrolyseapparater til brintindustrien er gået fallit med en kæmpe gæld, efter at de voldsomt ambitiøse visioner for fremtiden brast totalt.

Sidst har vi hørt at den gigantiske metanolfabrik ved Herning med det frygtelige navn ”Megaton” også nu bliver indskrænket voldsomt i omfang. Af økonomiske årsager vil man droppe elektrolysen og i stedet fremstille brændstof på basis af biomasse.

Alle aktørerne råber i kor på statsstøtte for at komme videre. Derfor må det vist endeligt slås fast, at den grønne omstilling kun bliver til noget, hvis hvert eneste skridt på vejen finansieres af skatteyderne. Er det det, vi vil?