Silvio Porisiensi udgav engang en lærebog i det italienske sprog. Det var vigtigt at lære italiensk, for så kunne man læse Dante. Porisiensi udgav også en bog om ham.
Der er færre og færre, der i dag interesserer sig for italiensk, og som kan sproget. Italiensk som fag er nedlagt bl.a. ved Aarhus Universitet. Det gør ikke noget, for dels kan man klare sig med engelsk i Italien, og dels er der ingen, der gider læse Dante. Men så kan man gøre det med det italienske mere attraktivt: I stedet for Boccacio, Goldoni, Leopardi, Croce, Gentile, Moravia osv. bør man forbinde det italienske med islam, fascisme og kolonialisme. Så er man med på noderne.
Italien havde også kolonier ligesom de andre EU-lande: Eritrea, Somalia osv. Og de havde Istituto Coloniale Italiano (1907). Italien gik i krig mod Det Osmanniske Imperium i 1911 og tog Libyen og Albanien. Så mistede de dem alle sammen. Det er et traume. Jeg tror nu ikke, Giorgia Meloni tænker meget på den koloniale fortid, men det gør de i København.
Italiensk kolonialisme var en fiasko. Det går heller ikke i dag ret godt i tidligere italienske kolonier: Somalia f.eks. I modsætning til Somaliland, der var britisk, og hvor det går rimeligt godt. Der var danskere, der læste om somaliske kvinder i Karen Blixens Den afrikanske farm, og de virkede eksotiske. Nu går de rundt i Aalborg og Aarhus og er lette et kende. Italienerne fik dem ikke gjort katolske, selvom de første italienske missionærer kom til Eritrea i 1857. Nu tror man måske, at afkoloniseringen skete, da Italien og EU-landene mistede deres kolonier, men nej. Det bliver faktisk værre og værre.
