At den er gal med den statsdrevne tv-station DR, når det gælder overholdelsen af det ellers ikke voldsomt urimelige eller svært begribelige alsidighedskrav, der følger med statussen som public service-medie – har længe været kendt. Senest har der forskellige steder været kraftig kritik af DR’s dækning af Gaza-konflikten, hvor korrespondenterne er blevet anklaget for både at være uvidende, partiske og mangle basale sprogkundskaber.
Jeg har selv i min kulturradikale ungdom været med til at grine overlegent ad Erhards Jakobsens 70’er-skældsord om stationens ansatte: ”de røde lejesvende”. Et eller andet sted nok vel vidende, at manden havde ret, da han på sin egen effektive måde revitaliserede Venstre-minister Jens Sønderups præcise prædikat fra oprørsåret 1968.
Inderst inde ved de kulturradikale godt, at de borgerlige kritikere har ret
Sådan er det typisk, tror jeg, i mange kulturradikale sjæle. I det mindste dem, som ikke rent har tabt sutten. Inderst inde véd man godt, de borgerlige kritikere har ret, når de beskylder de fælles, statsfinansierede medier og institutioner for alt for ofte at tilsidesætte kravet om politisk neutralitet og afbalanceret alsidighed til fordel for énøjet illegitim politisk propaganda.
Men man siger det ikke højt for ikke at komme i bad standing hos sine egne. Man aner nok, at i det elitære, kulturradikale miljø – som angiveligt skulle forestille at repræsentere den højeste grad af oplysning og civilisation – foregår det så primitivt, at hvis et dyr lugter en smule anderledes eller på anden vis skiller sig ud fra flokken, får det bidt struben over på stedet.
