I 1947 blev britisk Indien opdelt i to stater: Indien og Pakistan. Englændernes opdeling fulgte i store træk de religiøse skillelinjer mellem hinduer og muslimer, og de to lande udviklede sig derfor også i to meget forskellige retninger.
Efter overgangsperioden fik Pakistan i 1956 sin første forfatning. Indien fik sin forfatning i 1950.
Mens Indien sigtede mod at udvikle et sekulært demokrati, hvor religioner var ligestillede, og staten ikke favoriserede en religion frem for en anden, skrev man i Pakistan en islamisk forfatning, og som det første land i verden udråbte man en islamisk republik.
Allah eller retsstaten
Det fik en enorm betydning for de udviklingsspor, som de to tidligere britiske kolonier kom til at følge. I Pakistan udvikledes en national identitet tæt forbundet med islam og sharia. Man skrev direkte ind i forfatningen, at landets øverste myndighed var Allah.
I Indien havde man et ideal om at tilnærme sig en samfundsform, der byggede på ideerne fra den europæiske oplysningstid, og tilføjede derfor ved en forfatningsændring i 1976 "sekulær" til beskrivelsen af den indiske stat.
Det betød selvfølgelig også noget for de mennesker, der kom til at vokse op under to så forskellige statsformer. En inder skulle være loyal overfor forfatningen, demokratiet og retsstaten. En pakistaner skulle være lydig overfor Allah og følge de religiøse love, som sattes over de verdslige.
Et loyalitetsbud til Allah frem for til loven kan man tage med sig ud i verden, og det har de pakistanske migranter på lige fod med millioner af andre fra den muslimske verden gjort.
To forfatninger
Indien 1950 – sekulært sigte
Statsidentitet: Republikken Indien – ingen statsreligion.
Præambel: Taler om retfærdighed, frihed, lighed og broderskab – ingen religiøse henvisninger. (Sekulær blev først tilføjet i 1976, men ideen lå implicit).
Religionsfrihed:
Artikel 25–28 garanterer frihed til at bekende, praktisere og udbrede religion.
Staten må ikke favorisere en religion.
Forbud mod religiøs undervisning i offentlige skoler.
Borgerrettigheder: Lighed for loven uanset religion, kaste, køn.
Statsmål: På sigt indføre en Uniform Civil Code (ens borgerlig lovgivning for alle, uafhængigt af religion).
Præsident/embeder: Ingen religiøse kvalifikationskrav.
Pakistan 1956 – islamisk grundlag
Statsidentitet: Islamic Republic of Pakistan – første stat i verden med dette navn.
Præambel: Klart islamisk præg, med henvisning til at suveræniteten tilhører Allah.
Islam som statsreligion: Islam officielt statsreligion.
Religiøs vejledning: Oprettelse af Islamic Advisory Board til at sikre, at lovgivningen er i overensstemmelse med Koranen og Sunnah.
Borgerrettigheder: Grundlæggende frihedsrettigheder blev garanteret, men kunne begrænses af hensyn til “islams værdier”.
Præsident: Skulle være muslim.
Andre embeder: Kun delvist religiøst bundne.
Indere og pakistanere i England
Mange af de tidligere kolonifolk fra det indiske subkontinent havde på grund af den 400 år lange tilknytning et naturligt tilhørsforhold til Storbritannien. De valfartede over årene til navnlig England for at søge lykken, hvorfor der i dag bor cirka to millioner indere og pakistanere i England.
De var bundet sammen af historien, men adskilt af religion. Det burde på en eller anden måde have givet dem et skæbnefællesskab i England, men sådan er det ikke gået. Pakistanere og indere i England er i dag kendetegnet ved deres forskelligheder i forhold til assimilation, uddannelse, jobs og kriminalitet.
Voldtægtsmareridtet i Rotherham
De fleste af os har hørt om den frygtelige skandale i Rotherham, hvor tusindvis af forbrydelser af seksuel karakter mod af børn blev begået af er netværk af asiatiske mænd, heraf en del med primært muslimsk herkomst. Overgreb, myndighederne i flere år forsøgte at dække over.
Skandalen fik naturligt nok ikke bare national, men også international opmærksomhed. Jeg skal ikke dvæle for meget ved de frygtelige forbrydelser, men blot drage en sammenligning til en anden gruppering, som indtil 1947 var under det samme engelske styre som disse gemene voldtægtsforbrydere: inderne.
Her tegner billedet sig nemlig noget anderledes. Selvom der er cirka er lige så mange indiske indvandrere og efterkommere i Storbritannien som pakistanske, og begge grupperinger er børn af den samme koloniale fortid, så er indierne ikke præget af et liv i kriminalitet, men er derimod en af de mest succesfulde etniske grupperinger i kongeriget.
Inderne lader sig assimilere
Det indiske samfund er den største asiatiske etniske gruppe og klarer sig langt bedre end alle andre alle etniske grupper, vist kun overgået af kineserne. De fleste ejer deres egen bolig frem for at bo til leje og er langt mere socialt integreret end nogen anden etnisk gruppe.
Det indiske samfund i Storbritannien har gjort bemærkelsesværdige fremskridt med hensyn til at opnå lederstillinger og indtage indflydelsesrige roller inden for deres respektive erhverv, hvilket står i skærende kontrast til voldtægtsmændene i Rotherham.
Man kan kun spekulere på, hvorfor to grupper, der engang var en enhed, med en lang fælles historie har udviklet sig så forskelligt under de samme forhold og omstændigheder.
Loyaliteten til Allah gør dem fjendtlige
Det nærliggende svar findes ikke i etnicitet, men skal måske findes i religionen. For mens mange indere har omfavnet det samfund, de bor i, har mange med pakistansk, muslimsk oprindelse dvælet ved deres loyalitet overfor deres islamiske umma, fremfor at identificere sig med det land, de er immigreret til.
Det har skabt et naturligt fjendskab overfor det engelske samfund og dets værdier.
Den pakistanske muslimske befolkning har med andre ord aldrig taget deres nye samfund til sig, hvorfor de i modsætning til deres tidligere brødre og søstre, som nu er indere, udmærker sig i indenfor volds- og kriminalitetsindustrien frem for på lovlydig vis at bidrage til udviklingen af det engelske samfund, som er mere og mere i opløsning.
Religionen og loyaliteten overfor deres tolkning af religiøse doktriner vejer højere end viljen til at følge indernes eksempel og blive lovlydige borgere i England.
Man frygter fremtiden for Europa
Eksemplet er skræmmende. At tænke sig, at en befolkningsgruppe, med identisk fortid og etnicitet kan udvikle sig så forskelligt. Alt sammen fordi man vægter sin religion højere end sit eget bidrag til værtslandet.
Man forstår godt splittelsen i den engelske samfund. Man frygter for fremtiden i Europa, når en befolkningsgruppe, der burde være bundet sammen af historie og etnicitet, kan have så forskellig en indflydelse på et samfund, blot fordi den ene gruppe ikke kan adskille lov og religion.
