I Danmark har vi et parti i Folketinget, der løbende har problemer med, at de kan sættes i forbindelse med terrororganisationer. Men det påvirker ikke deres meningsmålinger. Partiet er Enhedslisten.
Den første større sag om Enhedslisten og terrorstøtte kom frem i 2011, da pressen afslørede, at flere af partiets folketingsmedlemmer havde støttet en organisation, der samarbejdede med flere terrororganisationer. Rosa Lund (MF) havde støttet organisationer, der både hjalp organisationen FARC i Colombia, som er kendt for kidnapninger af civile og organisationen PFLP i Palæstina, som er kendt for flykapringer og bombesprængninger 1 . Begge organisationer karakteriseredes af USA og EU som terrororganisationer (FARC indtil 2021, mens PFLP stadig er opført).
Støtten til PFLP og FARC foregik gennem “Foreningen Oprør”, der sendte 50.000 kr. til hver af organisationerne. Det betød, at flere personer i foreningen blev dømt for overtrædelse af terrorloven. Enhedslisten ydede økonomisk støtte til foreningen under selve retssagen. Rosa Lund undskyldte aldrig, og “Foreningen oprør” udtalte, at de fortsat ville støtte PFLP og FARC . Senere opstillede Enhedslisten af de terrordømte, Ulrik Kohl, til kommunalvalget i København.
I 2011 betød det ikke for alvor noget, at Enhedslisten var involveret med en organisation, der støtter terror. Det blev da belyst i pressen og fx kritiseret af Liberal Alliance, men det fik ikke nogen ægte konsekvenser. Det påvirkede heller ikke meningsdannelsen i samfundet.
Hvad så med i dag?
Klip til 2024, hvor Enhedslisten igen er afsløret i et internationalt samarbejde. Nu er det terrororganisationen Democratic Front for the Liberation of Palestine (DFLP). DFLP er en marxistisk-leninistisk-maoistisk gruppe, der deltog aktivt i terrorangrebet på israelerne d. 7. oktober. DFLP har en lang historie med vold og terror. Enhedslisten stoppede kun samarbejdet med DFLP, fordi det kom frem i pressen, at DFLP deltog d. 7. oktober. Men sagen forårsagede intern splid i partiet, hvor mange af kommunisterne mente, at Enhedslisten stadig skulle samarbejde med DFLP. 22 medlemmer heriblandt fire af partiets hovedbestyrelsesmedlemmer stillede konkret forslag om at genoptage samarbejdet.
Kort efter blev det afsløret, at Enhedslisten også støtter organisationen Internationalt Forum, som arrangerer de store Palæstina-demonstrationer i Danmark. Men den organisation har også forbindelser til den palæstinensiske terrororganisation PFLP. Det blev efterfølgende afsløret, at Enhedslistens formand Pelle Dragsted kendte til terrorstøtten til PFLP, selvom han først påstod noget andet.
Vold pr. stedfortræder
Kommunisterne er altid dødeligt forargede, når økonomisk kriminelle anvender skuffeselskaber i udlandet til at unddrage sig skat, eller når byggefirmaer anvender underleverandører, der går konkurs. Men Enhedslisten anvender tilsvarende metoder, når det kommer til politisk vold, hvor de agerer via proxy-organisationer.
Et historiske eksempel er fra 2003, hvor daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen blev overfaldet med rød maling i Folketinget 12 . Pernille Rosenkrantz-Theil repræsenterede dengang Enhedslisten. Hun lukkede gerningsmændene ind på Christiansborg. De kom fra proxy-organisationen Globale Rødder (aktiv fra 2001 til 2005). De udførte så selve angrebet, som Theil aldrig ville tage afstand fra.
Tilsvarende blev adgangen til Folketinget i foråret 2024 blokeret. Enhedslisten benægtede at have noget med blokaden at gøre, og det var da også proxy-organisationen Socialistisk Ungdomsfront (SUF), der stod bag blokaden. Teknisk set er SUF nemlig ikke Enhedslistens ungdomsorganisation, men unge kan melde sig ind i SUF og Enhedslisten med et dobbelt medlemskab, og SUF deler adresse med Enhedslisten i København.
Pelle Dragsteds voldelige opdragelse
Enhedslisten viste også deres afslappede forhold til politisk motiveret vold, da de valgte Pelle Dragsted (MF) som formand. Dragsted har fået bødestraffe, været anholdt for konfrontationer med politiet og afsonet en dom på en måneds ubetinget fængsel, fordi han brød loven som følge af sit politiske udgangspunkt.
I 1998 måtte Pia Kjærsgaard fx flygte ind i en bank på Nørrebrogade, fordi de venstreekstreme overfaldt hende og havde i sinde at fortsætte med det. I en video optaget uden for banken, står en yngre Pelle Dragsted da også blandt de venstreekstreme og råber.
Dragsted var i en periode talsmand for den voldelige venstreekstreme gruppe Antifascistisk Aktion (AFA), der noget kontraintuitivt anvender fascistiske midler. I et videoklip fra 2002 udtaler Pelle Dragsted fx: “I forhold til den yderste højrefløj, der er vi altså parate til at tage den fysiske konfrontation for at forhindre dem i at udvikle deres bevægelse” .
AFA ødelægger løbende andres fredelige demonstrationer med såkaldte “moddemonstrationer”. De forfølger og overfalder også folk, der offentligt har succes med at være uenige med deres verdenssyn. Den svenske kunstner Dan Park og den kendte nationalkonservative blogger Kim Møller har fx begge oplevet at blive overfaldet af AFA.
Kim Møllers sag trak endda tråde til ulovlig efterretningsvirksomhed udført af den venstreekstreme organisation Redox. Det kom også frem, at der var en fra Christiansborg, der havde bestilt en undersøgelse af Kim Møller. Pelle Dragsted, der dengang arbejdede i Enhedslistens partikontor, blev spurgt, om det var ham. Hertil svarede han: “Det kan jeg ikke huske” .
Enhedslisten og antisemitismen
I 2023 afsløres det, at Dragsted ses med et medlem af Blekingegadebanden. Banden var en dansk voldelig gruppe, der udførte røverier og drab i Danmark og støttede den palæstinensiske terrororganisation PFLP med penge. Da politiet ransagede Blekingebandens lejlighed, fandt de skydevåben, ammunition og sprængstof men også den såkaldte Z-liste med oplysninger om ca. 500 danske jøder.
Da Dragsted i 2024 har en kronik i Weekendavisen, hvor han forsøger at sandsynliggøre, at han er modstander af antisemitisme 25 , står han i et underligt lys. For hvorfor har Enhedslisten hele tiden direkte og indirekte relationer til PFLP, og hvorfor omgås Dragsted med en person, der har lavet kartoteker over jøder i Danmark og aktivt støttede PFLP med penge fra røverier i Danmark?
Kort efter Dragsteds kronik bliver det endda afsløret, at forhenværende folketingsmedlem fra Enhedslisten, Christian Juhl, mindst tre gange i 2012, 2018 og 2020, som folketingsmedlem mødtes med personer på Christiansborg, som enten var medlemmer af terrororganisationen PFLP eller knyttet til den.
Det påvirker ikke meningsdannelsen
I 2023 udtalte Dragsted om sin egen politiske vold: “I sidste ende er det jo op til vælgerne. Jeg er blevet valgt til Folketinget to gange. Det opfatter jeg som udtryk for, at vælgerne ikke er i tvivl om, hvor jeg står i dag, og at de mener, man har lov at blive klogere.”
Spørgsmålet er dog, om meningsdannelsen omkring Enhedslistens ageren har fundet sted på et ægte kritisk oplyst grundlag?
Det er klart dokumenteret, at partiet gennem årtier kan sættes i forbindelse med terrororganisationer og proxy- organisationer. Ingen kan hævde, at sagerne om terrorstøtte ikke har været behandlet, jeg refererer dem selv her, men de har ikke haft nogen ægte betydning og resulteret i noget skift i meningsdannelsen i samfundet om kommunisterne fra Enhedslisten.
Kommunisternes troværdighed er underligt intakt. Til Kommunalvalget i 2021 stemte 24,6 pct. af københavnerne på Enhedslisten. Landspolitisk kan partiet ende som parlamentarisk grundlag for venstrefløjen eller måske endda selv komme i regering. Men de har ikke nogen realpolitik. I alle de lande, hvor man har forsøgt at implementere kommunisme, er det endt med vold, diktatur og fattigdom. Alligevel behandler pressen Enhedslisten relativt nænsomt.
Måske er det på tide, at pressen forholder sig mere kritisk...