Jeg har indledt det nye år med at opdage nye sider af mig selv. Jeg ved nemlig nu, at jeg er forandrings-uparat.

Det ord lærte jeg af en ellers nogenlunde begavet udseende og helt sikkert LA-stemmende CEO i strygefri skjorte i forbindelse med et indlæg, jeg havde skrevet på LinkedIn om konsekvenserne af den massive indvandring til Europa. Ifølge ham var indvandring nemlig en nødvendighed for et samfunds udvikling, og det var bare mig, der ikke forstod at følge med tiden.

Og lige dér vil jeg give ham ret; hvis et stempel som proaktiv kun kan opnås ved at acceptere et samfund med eskalerende vold, kriminalitet, terrorhandlinger og manglende respekt for landets oprindelige kultur og religion, så vil jeg også her i 2025 på brinkmann’sk manér stå fast i al min pragt, vælde og forandrings-uparathed – og i et anfald af Napoleon-syndrom bære det som et adelsmærke.

Sildesalat til socialister
Ugens nyheds-potpourri lægger tillige ud i aristokrati og Ordenskapitel, for sørme om ikke vi pludselig ser en lang række socialistiske ministre, der har duftet lidt for længe til kongerøgelsen og nu bryder med årelang tradition og er begyndt at bære ordener.

Tider skifter og sæder mildnes, så de, der ellers burde være opdraget til at hade alt, der lugter af nedarvede privilegier og manglende meritokrati, har knyttet en uhellig alliance med et moderne kongehus, der på forunderlig vis flirter med de bløde, kommunistiske dagsordner om klimaangst og kønsforvirring, når altså de ikke løber rundt i gaderne for at være i øjenhøjde med befolkningen. Den slags er jo alt sammen meget spændende og innovativt, og ved årets nytårskur kunne man dermed nyde synet af diverse ministre med kors og bånd og stjerner på.

Nu siger jeg jo ikke, at man automatisk er en idiot, fordi man er behængt med ordener, men lige i dette tilfælde steg min respekt for d’herrer Hummelgaard, Dybvad og Tesfaye, der ikke er faret vild i den ideologiske jungle og har takket nej til sildesalaten.

Kongens nysselige tale
Nu vi er ved Kongen, så sad jeg nytårsaften, andægtigt påklædt i et sneklædt Göteborg, og så talen på dansk tv. Vi, der er vokset op i monarkistisk indrettede barndomshjem og som flyver op af stolen og står ret, så snart de første strofer af Kong Christian lyder, måtte lige dykke lidt dybere i champagnen den aften.

Undervejs sendte jeg min søn følgende besked: ”Kan du huske det der afsnit af ”Friends”, hvor Joey skal holde bryllupstale og skriver en eklatant omgang vrøvl, som cirkler om de samme to-tre ord uden på noget tidspunkt at give mening? Den kommer jeg pludselig til at tænke på nu.”

Men efter devisen, at hvis bare man siger ingenting, så siger man heller ingenting forkert, kom den nyudklækkede konge nydeligt gennem en tale, som intet levende menneske efterfølgende kunne huske et ord af.

Statsminister på katastrofekurs
Mening var der til gengæld mere end rigeligt af dagen efter, da nationens statsminister holdt sin nytårstale. Her var der vanen tro håndfast katastrofe- og krisestemning for alle skattekronerne. Skulle nogen sidde i den vildfarelse at Danmark er et dejligt land og livet generelt er værd at leve, så kunne de godt tro om igen efter den smøre.

Personligt er jeg dybt fascineret af metoden: Først skaber man et problem, som f.eks. forhøjede fødevarepriser grundet fjollet økonomisk corona-politik og betydelige afgifter. Det afføder en frygtreaktion i samfundet, som man dernæst som den frelsende engel kan komme svævende og løse, lige her i form af forhøjelse af folkepensionen.

Jowjow. Hende Frederiksen har vi haft megen ulejlighed af. Men ingen tvivl om at damen har magt; måske også større end det oprindelig var tænkt fra naturens hånd.

Moderat fysisk forvirring
Lars Løkke Rasmussen lader til at være blevet så befippet over de seneste meningsmålinger for Moderaterne, at han undervejs i juleferien helt mistede rum- og retningssansen og ikke var klar over, hvor på kloden han befandt sig.

Alternativt havde nogen glemt at briefe hans klummeskribent om opdaterede nytårsplaner - hvad ved jeg. I hvert fald havde Løkke d. 1. januar en ganske overflødig kronik i Berlingske, der bl.a. beskrev, hvorledes han og familien aftenen forinden havde stået på altanen i Nyhavn og nydt nytårsfyrværkeriet, mens han samtidig lagde en video på sociale medier, hvor han stod på en strand i Thailand og så småberuset ud.

Den mand kan de mest utrolige ting, hvis blot der er alkohol involveret, og nu kan han altså også være to steder på en gang. En smule bekymrende, når man tænker på, hvor meget rod han kan lave ved blot at være ét sted.

Multikultivoldtægt
Vi bliver i det store udland, for i England er de såkaldte ”grooming-gangs” kommet tilbage i søgelyset, efter at Jess Philips, medlem af Keir Starmers multikulturelt indstillede regering, har afvist en officiel efterforskning af de tilsyneladende organiserede og særdeles hårrejsende overgreb på unge britiske piger og børn. Voldtægterne hare fundet sted gennem mange år, uden der er blevet gjort noget større væsen af det. Faktisk tyder noget på, at socialarbejdere, sagsbehandlere og politi af angst for at fremstå fremmedfjendske har følt sig presset til at dække over sagerne, som ligeledes har været kendt i politiske kredse.

Netop England er interessant i denne sammenhæng, for intet andet europæisk land gør lige nu mere for at censurere og straffe muslim-kritiske røster. Starmers korte regeringstid har bragt Orwells fiktive tankepoliti direkte ind i parlamentet i særdeles håndfast form; nu risikerer frustrerede englændere fængselsstraffe for hidsige udtalelser på sociale medier, mens pædofile og voldsmænd løslades, så der er plads bag tremmerne til dem, der tillader sig at være på tværs i det yderligtgående Labours univers.

Utak er verdens løn til Elon Musk
Vi må i samme ombæring konstatere, at der de senere år er sket noget interessant med udtrykket ”yderste højrefløj”, som medier og venstrefløjspolitikere nu i flæng bruger om enhver, der mener noget skeptisk eller blot snusfornuftigt om den muslimske indvandring til Europa. På denne måde trues en del af masserne til tavshed.

Det gælder heldigvis ikke dem alle, for i forbindelse med de tiltagende synlige konsekvenser af indvandringen til Vesten er et af højrefløjens nyeste enfants terrible, Elon Musk, de seneste uger begyndt at kommentere vidunderligt uhæmmet på det politiske billede her på kontinentet.

Dét er de godt nok ikke glade for rundt omkring på mainstream-mediernes nyhedsredaktioner. Nu er det ellers gået så fint med at indoktrinere befolkningerne med venstrefløj og hængerøv i så mange år, og så kommer sådan en skidespræller og mener noget om tingenes tilstand.

Alt fra dr.dk, Tv2, BT, den norske statsminister, Politiken og i særdeleshed The Guardian sendte en sværm af hændervridende overskrifter ud i æteren i deres bekymring over Musks politiske indblanding. Og det er da også træls, når man har været vant til at have monopol på oplysning til vælgerne om samfundet og så pludselig bliver udfordret af kontra-meldingerne fra en af verdens mest profilerede erhvervsmænd.

The State of Greenland
Afslutningsvis ved vi skrivende stund ikke helt, om Grønland er ved at blive solgt til USA. Eller bare annekteres uden videre. I hvert fald tweeter Trump sejrsbevidst om en overtagelse af den store ø oppe nordpå, mens den danske regering sidder på hænderne og ikke aner, hvilken grimasse, der kan passe.

I ugevis har man spillet på sårede følelser og påtaget national stolthed, som sjovt nok intet betyder, når det kommer til koranlov og afgivelse af suverænitet til EU. Så det bliver spændende om de tør kaste sig ind i seriøse forhandlinger – eller om USA blot sætter en trumf ind og snupper hele butikken, uden vi får nogen form for kompensation. Fortsættelse følger.

Rigtig god tirsdag.