Jeg har indledt det nye år med at opdage nye sider af mig selv. Jeg ved nemlig nu, at jeg er forandrings-uparat.
Det ord lærte jeg af en ellers nogenlunde begavet udseende og helt sikkert LA-stemmende CEO i strygefri skjorte i forbindelse med et indlæg, jeg havde skrevet på LinkedIn om konsekvenserne af den massive indvandring til Europa. Ifølge ham var indvandring nemlig en nødvendighed for et samfunds udvikling, og det var bare mig, der ikke forstod at følge med tiden.
Og lige dér vil jeg give ham ret; hvis et stempel som proaktiv kun kan opnås ved at acceptere et samfund med eskalerende vold, kriminalitet, terrorhandlinger og manglende respekt for landets oprindelige kultur og religion, så vil jeg også her i 2025 på brinkmann’sk manér stå fast i al min pragt, vælde og forandrings-uparathed – og i et anfald af Napoleon-syndrom bære det som et adelsmærke.
