En spektakulær sag fra Hongkong giver anledning til at spørge til, hvordan vi egentlig tackler problemet med falske voldtægtsanmeldelser her i Danmark. Sagen, som BBC har beskrevet, omhandler en kvinde Isabel Rose, der blev idømt seks års fængsel for grundløst at have anklaget en mand for voldtægt og efterfølgende søgt at presse penge ud af ham.
Af den opsigtsvækkende dom, som ikke mindst blev fældet på baggrund af fifleri med diverse beskeder, fremgik det, at manden havde været ”intet andet end venlig” overfor kvinden, mens hun havde ”udnyttet hans venlighed, naivitet, venskab og romantiske interesse”.
Omvendt fastslog dommeren, at manden var et ”ærligt, troværdigt og pålideligt vidne”, mens Isabel Rose, som kvinden hed, var ”hævngerrig og ondskabsfuld”. Oveni forlød det, at hun selv var skyld i sine egne fadæser, ikke havde vist et ”gran af anger”, og at beskyldningen var ”fuldstændig opdigtet”.
Inden for den nutidige venstreorienterede samtykke-ideologi findes disse falske anmeldelser dog stort set ikke. Det slog professor i strafferet Trine Baumbach fast, da hun var ude og fejre vedtagelsen af samtykkeloven, som hun som den eneste ud af Straffelovrådets 11 medlemmer gik ind for.
Med begejstrede udråb lod hun forstå, at vi nu endelig havde fået det ”paradigmeskifte”, den yderste venstrefløj i form af Enhedslisten havde kæmpet for i årevis.
Narrativets freewheeling
Kort fortalt gik paradigmeskiftet, som det efterhånden vil være de fleste bekendt, ud på, at langt flere mænd og drenge skulle dømmes for voldtægt. Baggrunden var dels Europarådets og ekspertgruppen GREVIO’s særlige fortolkning af Istanbul-konventionen, dels velbeslåede og mere og mere indflydelsesrige interesseorganisationer som Amnesty International’s årelange pres på de enkelte medlemslandes parlamenter.
Ifølge sidstnævnte organisations rapport fra 2019 var der således et eksorbitant mørketal af ikke-anmeldte, ikke-dømte voldtægter i Danmark. Ja, Danmark var ligefrem, forlød det, præget af en decideret voldtægtskultur!
At dette påståede ”mørketal” er så at sige umuligt at bevise, og at ingen ved deres sansers fulde brug kan genkende billedet af vores land som en ”voldtægtskultur”, og at flere eksperter, der havde udtalt sig til Amnestys rapport efterfølgende sagde, at de følte sig misbrugt, bekymrede tilsyneladende ingen.
Narrativet var sat i søen. Og det er som bekendt dét, politikerne – ikke mindst, desværre, mange af de borgerlige – løber blindt efter i disse år. Virkeligheden kan så – for nu at blive i billedsproget – sejle sin egen sø.
Samme Robin Hood-filosofi
Kender man den yderste venstrefløjs historie, ligner det den samme Robin Hood-tænkning, som i mange år lå bag deres økonomiske klassekamps-politik. Hvor det jo gjaldt om at tage så meget som muligt fra den enkelte velfungerende borger gennem skattebilletten for derpå at lade staten ”omfordele” midlerne efter forgodtbefindende til de såkaldt ”sårbare grupper”.
Hvilket i realiteten vil sige: føre så mange penge som overhovedet muligt ned i lommerne på dem, de venstreorienterede politikere satser på så vil stemme på dem ved næste valg. Enten ved at ansætte dem i de stadig mere opsvulmede stillingskategorier i det offentlige, eller ved at holde dem flydende på diverse overførselsordninger.
På tilsvarende vis er den venstreorienterede tankegang bag samtykkeloven skruet sammen. Det handler om at lade flere og flere af de kriminelle, der vurderes til på forhånd at være forfordelte pga. køn, etnicitet eller andet, gå fri. Eller i det mindste slippe så billigt som muligt – herunder slippe for udvisning.
Mens man omvendt laver et så fintmasket net omkring det, der kaldes ”den privilegerede majoritet”, dvs. primært hvide middelklassedrenge og -mænd, at de simpelthen ikke kan undgå at ryge i fælden, hvis de blot lever et ganske almindeligt liv og er så uheldige at blive ramt af en samtykkeanklage.
Afkriminaliseret nogle og kriminaliseret andre
Ikke alene får man afkriminaliseret de dybt og for alle at se oplagt kriminelle – seneste eksempel er dødsvoldsmanden fra storskærmsarrangementet på Islands Brygge, der står til 8-10 måneders fængsel. Man får samtidig kriminaliseret de ikke-kriminelle, så de hverken er i stand til at gå eller stå bagefter.
Derudover får man listet penge fra den sidste gruppe over i lommerne på den første, idet erstatningerne i voldtægtssager blev sat betragteligt i vejret et par år før samtykkeloven – eller -bestemmelsen – blev vedtaget.
Med et fint ord handler det om, at det gode gamle vestlige begreb om ”equality” udskiftes med det socialistisk-kommunistiske ”equity”, hvor det er tilladt at diskriminere og begå overgreb mod den enkelte, hvis det anses at kunne tjene ”den større sag”.
Men selvom det så indlysende var det, der foregik – bl.a. bekræftet i en kronik af fordums enhedslisteleder Pernille Skipper – forsøgte mange ihærdigt at benægte det. Thi som sagt var der, ifølge Baumbach og andre, ikke noget, der hed falske anmeldelser. Og da slet ikke for pengenes skyld! Det var en ”myte”, hed det sig.
Falske anmeldelser findes. Punktum.
Nuvel, sagen fra Hongkong giver et lidt anderledes billede. Den bekræfter det, som allerede en undersøgelse herhjemme fra 2009, som alle helst vil lade som om ikke eksisterer, viste. Nemlig at falske anmeldelser findes. Selvfølgelig, havde jeg nær sagt.
Og den bekræfter, at der ofte ligger alskens gustne motiver bag. Blandt andet ønsket om økonomisk vinding. Men også om hævn, om politisk aktivisme, om at dække over utroskab osv.
Alligevel vil jeg, der måske nok er den herhjemme, der har skrevet mest kritisk om samtykkeloven, være påpasselig med udelukkende at overdynge de mange kvinder, som i disse år har stået bag mere eller mindre ubegrundede voldtægtsanmeldelser af ikke mindst hvide middelklassedrenge og mænd, med beskyldninger og knubbede ord. Sådan som dommeren gjorde det i tilfældet med den kinesiske sag.
For faktum er, som netop undersøgelsen af falske voldtægtsanmeldelser fra 2009 viser, og som en Politiken-kronik af en politimand medsamt egne samtaler med politifolk og efterforskere bekræfter, at en hel del af disse piger og kvinder er og bliver nogle sølle stakler.
Ikke fordi de altid er på bunden af samfundet socialt – for det er de ikke – men fordi de er psykisk ødelagte af forskellige grunde.
Skurkene bag samtykkekulissen
Derfor er de lette ofre for de toptunede samtykkeaktivister inden for systemerne – og her skal man også være opmærksom på noget, der længe er gået under radaren, nemlig den såkaldte ”myndighedsaktivisme”.
Det vil i kort begreb sige, at neomarxistiske, intersektionelle woke-feminister så at sige udnytter pigerne og kvinderne som ”kanonføde” i deres eget kram, i deres egen kamp for ”den store woke-sag”.
De hjernevasker dem med andre ord til at tro, at de vitterlig er blevet voldtaget, for dermed at kunne trække dem gennem retssystemet og sluttelig få halet en dom hjem, som kan pynte på statistikken. Som der står på politiets hjemmeside: Er du i tvivl? Vi hjælper dig.
Og anklagemyndigheden – med tidligere vicestatsadvokat Gyrithe Ulrich i spidsen – har været endnu mere udfarende i deres aktivisme. For øvrigt er såvel anklagemyndigheden som kriminalforsorgen i dag ved at være et rent kvindedomineret foretagende, ligesom Folketinget og andre (magt)institutioner er det.
Men lur mig: når festen er slut, dommen er fældet, champagnen er drukket og erstatningen på typisk 100.000 er blevet brugt på neglelak, stoffer og ingenting, så er det slut med aktivisternes interesse for disse piger. Og al erfaring viser, at deres liv efter dommen kun bliver meget værre end før.
Det rager imidlertid de toptunede samtykkeaktivister en høstblomst. De har fået hvad de gik efter. Og så kan pigerne fortsat sejle deres egen sø i sølet sammen med resten af virkeligheden.
Pigerne er også ofte ofre
Min egen frustration retter sig derfor lige så meget mod dem, der udnytter og gaslighter disse svage piger som mod pigerne selv. Det mener jeg også andres burde gøre.
Naturligvis skal de tage deres ansvar og have deres retfærdige straf – hvad de overhovedet ikke får nu, hvor der dels kun bliver rejst ganske få sager, dels gives latterligt lave straffe i de tilfælde, hvor der fældes dom, skønt strafferammen er op til seks års ubetinget fængsel.
Men jeg mener, at de egentligt skyldige ”bagmænd” også burde stilles til ansvar. Hvad enten de hedder politikere, myndigheder eller ngo’er.
At Isabel Rose nok ser ud til nok at kunne svare for sig selv er en anden sag. Hende er der for så vidt ingen grund til at have ondt af. Hun har fået just den straf for falsk anklage, mange andre i nutiden godt kunne fortjene. Måske især dem, der sidder bag kulissen og trækker kynisk i trådene.
