Man skal huske at rose, når nogen gør noget flot. Eller bare noget bemærkelsesværdigt. 

Skulle man på en pædagogisk måde give feedback til den snart forhenværende, amerikanske præsident og hans mange bedrifter, ville undertegnede skribent nok let komme til at lyde som en garvet seniorsergent med kort efteruddannelse i anerkendende ledelse: ”Det var godt, du kom; det var noget lort, du lavede; det var godt du gik igen.” 

Biden på retræte
Udover at Biden i forvejen trækker en hale af politiske løjerligheder og økonomiske ulykker efter sig, så lader han til at gøre sig stor umage for både at skabe flest muligt problemer for sin efterfølger, mens han samtidig rager de sidste fordele til sig på vejen ud af embedet.

Få uger efter at han fik den ejendommelige ide at tillade ukrainerne brug af langtrækkende missiler ind i Rusland – With Love From NATO – har han i går benådet sin søn for den perlerække af mildest talt grove lovovertrædelser, Biden Jr. på imponerende vis har evnet at begå.

Benådningen gælder med tilbagevirkende kraft til 2014, så ingen senere kan komme rendende og blafre med beviser for diverse lyssky aktiviteter i f.eks. Ukraine. Et sted, der sjovt nok netop det år gennemgik en slags blød revolution, som USA muligvis havde sine lange fingre dybt begravet i. Men nu er der helt ubekymret stemning i Bidens lejr, mens vi er mange, der beder til, at demenskonsulenten lige hæver beredskabsniveauet og holder den afgående præsident i ro, indtil faklen gives videre i starten af januar.

Statsminister med høje tanker om sig selv
Jeg kan ikke afvise, at jeg ville uddele en lignende pædagogisk tilrettevisning til vores desværre stadigt siddende statsminister, der på det seneste er gået i gang med at pantsætte riget. Mette Frederiksen mener nemlig i et anfald af vaskeægte kollektivistisk tankegang, at vi i EU sagtens kan optage fremtidige fælleslån, uagtet at det unionspolitiske ladegreb hurtigt kan ende med at koste danskerne dyrt, da ikke alle medlemslande har samme solide økonomi, som vi har.

Kigger vi lidt i verdenshistorien, ved vi jo godt, at kombinationen Store Ambitioner og Små Hjerner aldrig har bragt noget rigtigt godt med sig, og her lader vi til at stå med et klassisk eksempel på en statsleder, der har så høje tanker om sig selv og sin egen fremtid, at hun er villig til at gøre hvad som helst for at positionere sig på den internationale scene.

Det slår mig også, at samme statsminister nu endegyldigt har mistet tålmodigheden med sin opposition og er begyndt at skælde gevaldigt ud, når nogen siger noget, der er træls. Præcis som hun er kendt for at gøre med sine nærmeste medarbejdere. For en måneds tid siden fik partiformændene Alex Vanopslagh og Mona Juhl begge en overhaling, fordi de under tirsdagens spørgetime tillod sig at ”drille regeringen”.

Det var jo heller ikke særligt pænt af dem, sådan at stille nærgående spørgsmål, når nu de ved, at Mette Frederiksen lider af et yderst begrænset ordforråd og er så retorisk inkompetent, at hun har indtil flere taleskrivere ansat, men alligevel kom det nok bag på de fleste, at hun pludselig blandede den konservative partiformands velbjergede privatøkonomi ind i den politiske debat. Altså en form for retorik, der hører hjemme i et ungdomssocialistisk elevråd og ikke i en folketingssal.

Grønlændercirkus
I den forgangne uge var det så Inger Støjberg, der fik voksenskældud, fordi hun tillod sig at kommentere på det grønlandske folketingsmedlems insisteren på at tale grønlandsk under møderne i salen. Støjberg kaldte al postyret i den anledning for ”et cirkus”, der i øvrigt også må anses for unødvendig brug af skattekroner til simultantolkning, i og med at Aki-Matilda Høegh-Dam er født i Hillerød og taler aldeles fremragende dansk.

Den anfægtelse fik statsministeren til at kaste sig ud i en for hende overordentlig lang svada om imperialisme og koloniherrementalitet, hvor hun udtrykte vred bekymring for demokratiet, for hele Europas sammenhængskraft og for selveste NATO. Og dér må jeg sige, at jeg blev imponereret. Ganske vist er Mette Frederiksen kendt for sin stråmandsargumentation, men på den måde at trylle en fjer om til fem hønsegårde, dét kræver alligevel en vis mangel på samvittighed. På den måde undgik hun smart nok også at svare på det egentlige spørgsmål.

Sure sokker i Norge
Socialisterne er også sure i Norge. De har nemlig ikke gennemskuet sammenhængen mellem deres grådige skattepolitik og så det faktum, at en betydelig del af landets rigeste har valgt at vende fjelde og sne ryggen og slå sig ned andre steder i verden. Ifølge b.dk har Kirsti Bergstø fra Sosialistisk Venstreparti simpelthen lavet en Wall of Shame, hvor hun udskammer og latterliggør de rige nordmænd, der ikke kan se fidusen ved det norske skattesystem og ikke længere vil bidrage til legen.

Kirsti Bergstø kunne med fordel sætte sig lidt ind i, hvor solidariske de skandinaviske skatteydere med højeste indtægter og største formuer i grunden er. Det har Mia Amalie Holstein fra CEPOS nemlig undersøgt og derfra lyder meldingen, at hver person i top 1 pct. betaler 14 gange mere til fællesskabet, end de koster, og dermed er de den mest sociale samfundsgruppe, vi har. Altså indtil nogle af dem får nok af den tiltagende kommunistisk inspirerede ideologi i Norden.

Prut i trompeten
Arla har med velsignelse fra den grønne trepart kastet sig ud i en ny, farmaceutisk mission, der skal få køerne til at prutte mindre. Siden tidernes morgen har køer, ganske som alle vi andre dyr, haft nogenlunde uforstyrret fordøjelsesfunktion, indtil nogen pludselig fandt på, at det var et problem, og at køernes uddunstninger er farlige for menneskeheden - og for vandstanden i kystnære områder.

Derfor skal deres græsningsarealer fremover erstattes af kulsorte solcellepaneler, køernes antal reduceres og de overlevende dyrs tarmfunktion reguleres af et for os hidtil ukendt, og for øvrigt ikke gennem-testet, kemisk produkt; Bovaer. Jeg spår producenter af økomælk en stor fremtid, når det forhåbentlig snart går op for flere danskere, at vi endnu engang er ufrivillige medspillere i klimaangstens store pyramidespil, der sælges som universel sandhed, men mest minder om en avanceret form for berigelseskriminalitet.

Forsvar for eventyret
Så kan vi heldigvis melde, at Jacob Ellemann under sin sygemelding og efterfølgende politiske rigor mortis da gudskelov ikke var hårdere ramt af de kontinuerlige møder på Jobcenteret, end at han var i stand til at skrive en bog om sit livs genvordigheder. Og takke ja til et lobbyistjob hos Dansk Erhverv.

Nu vi er ved bøgerne, så undrer man sig på dr.dk over, at nostalgiske forældre stadig læser de klassiske børnebøger fra deres egen barndom højt for deres børn, fremfor at ty til mere moderne litteratur, der forholder sig til den verden, barnet vokser op i. Det mener en professor i børnelitteratur ved Aarhus Universitet er helt forkert, da børnene på den måde ikke præsenteres for bøger om kønsidentitet, klimakrise, krig og moderne, sammenklaskede familieformer. Faktisk må problemet vedrørende højtlæsningssituationen anses for så alvorligt, at professoren bringer FN's børnekonvention ind i sagen.

Hertil kan jeg kun sige; kære forældre, bliv for himlens skyld ved med at læse Astrid Lindgren, Ole Lund Kierkegaard, Enid Blyton og Bjarne Reuter for jeres børn, så de i det mindste får en lomme af en mere overskuelig og tryg verden, hvor børn fik lov at være børn fremfor at skulle være bevidste samfundsborgere i den globale landsby, fra før de kan stave deres eget navn. 

Rigtig god tirsdag.