Folkeskolens mangeårige relativering overfor muslimers værdier og kultur samt manglende vilje og mod til at gribe korrigerende ind overfor normer og adfærd, der bunder i islamisk sædvane og tradition, lagde grobunden til parallelsamfundets spøgelse. Et spøgelse, der fortsætter med at hjemsøge vores samfund i form af antisemitisme, social kontrol, modstand mod ytringsfrihed samt æres- og bandekonflikter.
Folkeskolen skabte med sin eftergivende adfærd en forventning om, at samfundets dannende og bærende institutioner indrettede sig efter deres islamiske normer frem for at motivere indvandrere og deres mange efterkommere til at følge skik i det liberale, demokratiske værdifællesskab.
Scene fra dansk folkeskole
På en skole på den Københavnske Vestegn udspillede der sig engang i slutningen af 1980´erne et drama. Skolen havde velvilligt taget imod en større gruppe palæstinensiske flygtningedrenge, som man i integrationens hellige navn forsøgte at sluse ind, eller skal vi sige inkludere i forskellige klassers matematikundervisning samt engelsk- og tysktimer. Man skal jo tage godt imod krigens stakkels ofre, lød mantraet taktfast fra folkeskolens lærere, som var de selvopofrende riddere i en roman af Walter Scott.
Selv om timerne med de stakkels ofre, som havde fået ophold og beskyttelse i Danmark, efterhånden blev transformeret til et mini-Libanon, hvor de få danske elever stiftede bekendtskab med jødehad, man ellers kun havde hørt om, når man lærte om 2. Verdenskrig, en udpræget respektløshed overfor den kvindelige lærere samt en voldsparathed uden sidestykke, så var det ikke scenen for det egentlige drama.
Næ, nej. Dramaet opstod i skolegården i et frikvarter, hvor der som sædvanlig var flere slagsmål i gang foran en magtesløs gårdvagt, der var mere optaget af at kigge væk i frygt, frem for at lade lærerens naturlige autoritet skinne tydeligt igennem.
En 5.-klasseselev blev passet op af fem palæstinensiske drenge, der alle var tre-fire år ældre end ham. To af dem deltog i engelsktimerne og var af hans klasselærer blevet beskrevet som et stakkels offer. 5.klasseseleven havde rødder i Syrien, hvorfor gruppen af drenge fandt det helt rimeligt at true både ham og hans far med vold og død.
Ingen konsekvens
Ud af øjenkrogen fik eleven et glimt af en lærer. Ikke hvilken som helst lærer. Denne person arbejdede ikke kun på skolen, men var også tilknyttet flere af Stationsbyens projekter, som netop arbejdede med at få de palæstinensiske drenge til at føle sig velkommen i Danmark. Han kendte derfor elevens potentielle bødler. Han åndede lettet op. “Hej drenge. Glæder mig til at se jer i Blæksprutten senere,” råbte han og vinkede smilende til gruppen, der stod omkring eleven, inden han skyndte sig afsted mod skolens udgang.
Med ryggen vendt til det scenarium, der skulle til at udspille sig. Drengen kiggede længe efter ham. Håbet om redning dalede i takt med, at hans ryg forsvandt ud af syne. Det kan godt være, læreren arbejdede for, at drengene skulle føle sig velkommen i Danmark, men den eneste, der lige nu ikke følte sig specielt velkommen i en skolegård i den danske folkeskole, var eleven.
Som man nu engang havde lært, henvendte eleven sig dagen efter til sin klasselærer for at søge oprejsning. Svaret rystede ham. For hvad bildte han sig egentlig ind. Forstod han ikke, hvad denne gruppe af stakkels ofre havde været igennem. Kunne han ikke vise en lille smule forståelse for nogen, der kom fra en anden kultur?
Forståelse for hvad, tænkte eleven. Forståelse for at få sin undervisning ødelagt og blive truet på liv og lemmer. Historien og elevens tanker er mig særdeles bekendte. Eleven var mig selv.
Snarere reglen end undtagelsen
Der var engang, jeg troede historien, var enestående, men fandt med årene ud af, at det var mere reglen end undtagelsen.
Skoler, hvor lærere nægter at lade deres autoritet samt reglement skinne igennem overfor en særlig gruppe af elever med henvisning til deres særligt udsatte baggrund. Disse elever blev senere gift med kvinder, der deler deres tro. Herefter blev de fædre. Man kan kun gisne om, hvilke værdier, de giver videre til deres børn med udgangspunkt i deres egen erfaring fra den danske Folkeskole.
Erfaringer, hvor deres voldsparathed, jøde- og kvindehad samt åbenlyse diskrimination af andre børn, der har rødder i lande, de personligt ikke kan lide, aldrig fik konsekvenser.
Der er på den baggrund måske ikke så mærkeligt, at mange efterkommere af for eksempel palæstinensere ikke har følt sig specielt motiveret til at tilpasse sig normerne i Danmark. Den adfærd, de tog med fra deres hjemlande, fik fuldstændig konsekvensløst lov til at leve videre under den danske folkeskoles beskyttende vinger og lever videre hos deres børn og børnebørn, der frit og frejdigt kan fortsætte med at dyrke deres lukkede værdifællesskab.
Med overstående eksempel drager jeg to konklusioner. For det første må megen af den litteratur om baggrunden for bandekonflikterne, som især sociolog Aydin Soei har advokeret for, skrives om. Bandekonflikten er ikke et resultat af, at de unge har følt sig særlig udsatte eller såkaldt "udenforskab". Tværtimod er den et resultat af en overdreven eftergivenhed overfor deres asociale normer og kulturelle baggrund, hvilket leder mig frem til den anden konklusion.
Bryd parallelsamfundets mørke spiral
Hvis folkeskolen ikke snart begynder at udvise vilje og mod til at gribe korrigerende ind overfor muslimers konstante krav om særbehandling, så vil vi i fremtiden se parallelsamfundets værdifællesskab vokse, uanset hvor mange penge man vil smide ud ad vinduet til nye indsatser på Nørrebro eller i Vollsmose. På samme måde som man på de enkelte skoler sætter korrigerende ind overfor skadeligt skærmforbrug eller uhensigtsmæssig adfærd, skal man have modet og viljen at sætte ind overfor piger, der pakkes væk i sorte gevandter, drenge, med en voldelig adfærd samt religiøse grupperingers idéer om, hvad der må vises og undervises i.
Det skal med andre ord være slut med folkeskolens relativisering overfor islams værdier og særhensyn til muslimske traditioner. For de har intet at gøre i det liberale, demokratiske værdifællesskab. Det er den eneste farbare vej, hvis vi skal bryde parallelsamfundet mørke spiral.
