Egentlig har jeg altid været mere inspireret af Johnny Cash, men jeg vil gerne fortælle om den dag, jeg ved et tilfælde landede på Elvis-museet, det navnkundige Memphis Mansion i Randers, fordi jeg kørte forkert. Og hvorfor det kan betale sig ikke at tage den slagne vej.

Da jeg var en ung dreng, hørte jeg Johnny Cash for første gang. Det må have været i min fars grønne, gamle Passat. Ti år senere stod jeg på en scene i Aalborg og vandt en karaoke-konkurrence foran 400 mennesker, hvor jeg havde sunget “Folsom Prison Blues”.

Det var et tilfælde, at jeg gik på scenen den dag. Min kammerat Simon og jeg var dumpet forbi spillestedet og havde set, at konkurrencen skulle finde sted samme aften i Studenterhuset. Vi havde købt en cigar og ville ryge den på en bodega og drikke et par stærke øl og et par sjusser whisky til. Men da vi så, at der var sangkonkurrence, stillede jeg mig i kø på opfordring af Simon.

Og vinderen er...
Jeg havde en rød-blå-blomstret skjorte på med 70’er-krave og et par mørke jeans og gamle, men velpudsede læderstøvler. Da det blev min tur, kom musikken på, og jeg præsenterede mig lidt kålhøgent som “Johnny Cash”. Det syntes folk var sjovt. Da jeg var færdig med at synge, hujede de lidt for højt. Jeg kravlede ned fra scenen, og Simon og jeg forlod stedet og gik op på den bodega, vi havde tænkt os at ryge cigaren på. Men af uransagelig årsager – formentlig godt berusede – endte vi på Studenterhuset et par timer i rette tid at overvære udtrækningen af vinderen.

»Med 70 % procent af stemmerne... Nick Mogensen.«

Jeg var vældig overrasket. Jeg blev bedt om at træde op på scenen og modtage min hyldest og derpå synge et ekstranummer. Jeg valgte Elvis. ”Hound Dog”. Bagefter fik jeg overrakt tre rammer øl i præmie, og så var der ellers mere fest.

Siden da begyndte jeg i stigende grad at skrive mine egne sange. Men det kan vi tale om en anden gang. Vi spoler i stedet frem til mandag den 18 marts 2024. Den dag kørte jeg ved et tilfælde forkert og endte ved “Memphis Mansion” i Randers, som for et par år siden også havde fået en en Johnny Cash-udstilling.

Alene i kælderen
I dag kører jeg en fed lille firhjulstrækker, men da jeg havde elbil, kom jeg jævnligt forbi ladestanderne lige i nærheden. Men hver gang var jeg forhastet, som så mange af os er i dag, og besøgte ikke museet. Men denne gang drejede min firhjulstrækker nærmest af sig selv ind på p-pladsen. Da jeg kiggede bagud igennem gitteret til bagagerummet bemærkede jeg, at jeg sågar havde min cowboyhat – som var det et tegn. Der var ingen tvivl. Jeg fandt mit Leica frem af tasken, tog cowboyhatten på og gik ind i receptionen i Memphis House.

»Jeg vil gerne have en billet til museet«, sagde jeg.

»Det bliver 145 kroner«, sagde receptionisten. Jeg betalte kontant og fik min billet i hånden.

Museet befinder sig i kælderen i et hus, bygget som en skabelon af Elvis’ hus i Memphis, Tennessee.

Jeg var alene i kælderen. Uden forstyrrelser havde jeg således tid til at læse alle plancher med beskrivelse om alle de genstande, som den store samling huser, og læse de mange historier, der omgærder hans liv.

Der stod et par æggehvide, pæne herresko i ruskind på en kuffert. Det var nogle sko, Elvis havde brugt i begyndelsen af sin karriere. Den ene sko var et nummer større end den anden, fordi han på det tidspunkt døjede med smerter fra en indgroet negl. Det er den slags detaljerigdom, der gør et godt museum.

Mærkelige ting sker hver dag
Da jeg var færdig med at se udstillingen, gik jeg op i caféen. Elvis spillede på radioen. Jeg bestilte en kop kaffe med mælk og satte mig i en diner-bås og fik kaffen serveret. Jeg kiggede rundt. Plakater af Elvis, billeder af ham, souvenirs af forskellig slags. Min hjerne tilbage i 1968, selvom jeg ikke var født dengang.

»Kan man se Johnny Cash-udstillingen?«, spurgte jeg tjeneren.

»Ja, du skal bare sige til receptionen, at du vil have låst op dernede. Om sommeren kan man også gå ind i det lille træhus, som er en kop af Elvis' fødehjem«, sagde han.

Da jeg havde betalt de 29 kroner for kaffen, gik jeg ud i receptionen. Stadig med en følelse af 1968. Receptionisten, en kvinde, var tydeligvis mere i 2024.

Jeg spurgte hende om hun ville låse op for mig. Og så fulgte jeg efter hende. Men hun bad mig høfligt om at gå den slagne vej og antydede, at personalegangen ikke var beregnet til gæsterne.

Lidt efter blev jeg så lukket ind i Johnny Cash-afdelingen, som ligger i en bygning for sig. Den var dejlig lun.

Her er lidt færre genstande, men mange fine plancher med tidslinjer over Cashs liv. Der stod også et gammelt klaver, som den samtidige musiker og vildmand Jerry Lee Lewis havde lånt af en dansker, da han spillede koncert i Danmark, fordi hans eget klaver var ikke kommet med transporten fra USA. Efter koncerten var klaveret så ridset, at den danske ejer besluttede sig for at få det betrukket med grøn velour – og ja, derfor står det så i Johnny Cash-udstillingen i Randers. For at citere Tom Jones: »Strange things are happening every day.«

Hvad der er galt med vor tids musik
Jeg havde ikke lyst til at forlade 1968. Her havde vi det faktisk ret godt, Elvis, Johnny Cash og jeg.

Udenfor var lyset skarpt, ubehageligt skarpt. Noget i vores tid også står i samme kontrast til fortiden i mit sind. Der er noget esoterisk over 1960’erne og 70’ernes bedste musik – i modsætning til vores underligt iscenesatte tid. Dengang var musikken fri for politisk korrekt symbolik, stilisering og ulidelig kompression. I dag er musik et ”statement”, der skal kommercialiseres.

Når jeg siger sådan, kommer folk ofte rendende med utallige eksempler på, at jeg tager fejl. Men jeg tager ikke fejl. Når Elvis synger, så synger han til ære fotr sangen. Den handler ikke om ham modsat i vores politisk korrekte og selvoptagede kultur. Her handler det primært om ”artisten” selv, hvis metode er et vink med en vognstang til kultureliten om, at “man er god”.

Elvis og Johnny Cash var ikke “gode” nok. De var helt igennem originale og fyldt med dybe, personlige faldgruber. Her er tale om sammensatte personligheder, hvis opdrag ikke var en et ”statement”, men at være tjenere for noget, der var større end dem selv.

Jeg insisterer på, at det er den eneste vej for mennesket. Fyldt med fejl. Fyldt med fiasko. Men med masser af originalitet. Nærmest som en parafrasering af Churchills kendte citat: »Success is the ability to go from one failure to another.«

Hvis man besøger Memphis Mansion en mandag formiddag og går stille rundt i udstillingen, lukker øjnene og lytter til musikken, kan det være, at man “Can’t Help Fallin’ In Love” med idéen om, at livet er til for at opsøge det transcendente, det der er større end én selv - med alt, hvad det indebærer. Man kan højst vinde sig selv og tabe i kapløbet om at blive, som alle andre. Og hvem ved: Måske ender man med at rydde hele bordet og blive anerkendt for netop det, at man har insisteret på at opsøge noget, der er større end én selv!

“I’ll walk the line!”