De senere år har man kunnet opleve en eksplosion i ”kvindeemner”, som nogle mener skal have langt mere plads i den offentlige debat.

Så var der brok over behandlingen på fødselsgangene – hvor vi i parentes bemærket har nogle af verdens bedste forhold.

Så var det overgangsalderen, der skulle tales så meget op, at dødelige sygdomme som kræft og hjertefejl på det nærmeste blev reduceret til småforkølelser ved siden af.

Men netop nu er det en af de helt banale og naturlige funktioner ved kvindekroppen, der skal stå forrest i vores bevidsthed – nemlig menstruation.

På min egen tidligere arbejdsplads, Københavns Universitet, kunne ledelsen for nylig stolt melde, at der nu var gratis tamponer til alle på toiletterne. Meddelelsen blev slået op som en selvstændig artikel i woke-menighedsbladet Uniavisen flankeret af et yderst delikat billede af en bloddryppende tampon. Præsenteret som var det en enestående Picasso.

Endnu en feministisk særlov
I mediet Zetland går man skridtet videre med at hylde et nyt spansk tiltag om statssanktioneret pjækkeri under menstruation. Februar 2023 vedtog man således i parlamentet i Madrid en regulær ”menstruationslov”. Loven giver alle kvinder ret til mellem tre og fem dages statsbetalt menstruationsorlov, hvis de har betragtelige menstruationssmerter og stiller med en lægeerklæring.

Angiveligt havde Spaniens daværende ligestillingsminister, Irene Montero, arbejdet for at få loven presset igennem i lang tid. Da den omsider blev vedtaget, kaldte hun det for ”en historisk dag for feministisk fremskridt”.

Zetland-journalisten Anna Winsløv priser øjensynlig initiativet i høje toner via de menstruationsaktivistiske forskere og personalechefer, hun har talt med, og antyder, at noget tilsvarende burde gælde for hele Europa – ligesom man for et par år siden forsøgte at tvangsindføre samtykkeloven i samtlige europæiske lande, hvilket dog ikke lykkedes.

I artiklen, der fylder hele 3058 ord, beskriver Winsløv, hvordan de såkaldte ”cyklusrelaterede smerter”, skal løftes frem som en ganske særlig skavank blandt de mange skavanker et almindeligt voksent menneske, mand som kvinde, dagligt må trækkes med, og give bæreren nogle ganske særlige privilegier.

I det hele taget fremhæves lande, hvor en hvilken som helst kvinderelateret ”ting” gøres til et kardinalemne overskyggende alt andet.

Som det begejstret hedder: ”Der er ikke nogen national lov på området i Australien, men mange virksomheder har indført forskellige menstruationstiltag, og de sidste par år har fagforeningerne også kæmpet for at tænke den kvindelige krops livsfaser ind i firmapolitikkerne – det gælder i forhold til menstruation og overgangsalder, men også aborter, IVF – behandling, brystkræftscreening og så videre.

Allesammen emner, der ikke normalt bliver talt højt om på arbejdspladsen.”

Kvindeligt ”bederum”
Vi ser det for os: Mens flyttemanden med ondt i ryggen, begyndende gigtsmerter i leddene og sporadiske anfald af migræne må slide sig igennem arbejdsugen, så godt han kan – medmindre han selvfølgelig er så dårlig, at han ikke kan bevæge sig ud ad døren og dermed er lovligt undskyldt – kan enhver kvinde med den mindste smule ubehag over noget, der endda ikke engang er en sygdom, men blot naturens lykkelige orden, stikke af fra det hele og tilbringe dagen i sengen med ugeblade og varm kakao.

Eller foran flimmeren med 10 afsnit i rap af yndlingsnetflix-serien. Samtidig med, at hun påberåber jeg retten til at tale op ad døre og ned ad stolper om dette ikke-problem. Selv i arbejdstiden. 

Det skal i øvrigt i den forbindelse nævnes, at Zetland – måske ikke tilfældigt – er ledet af en kvindelig chefredaktør, der i Presselogen efter Trumps valgsejr, med liv og sjæl forsøgte at forsvare magasinets beslutning om at gå kollektivt i sort, da den trumpistiske triumf var en realitet.

Argumentet?

Jo, det var, måtte vi forstå, at der nu under den journalistiske faglighed hørte at kæmpe for det, man også i dag – med henvisning til FN’s verdensmål – kalder ”de store sandheder”.

Og Trump var, måtte vi begribe, den største globale trussel p.t. mod disse store sandheder, som chefredaktøren altså mente at have bedre styr på end de over 77.000.000 amerikanske vælgere, der havde stemt på manden. Især var han, igen uden hensyn til de mange millioner stemmer – hvordan det så ellers kan hænge sammen – en gigantisk trussel mod demokratiet.

Hvad er værst - Trump eller menstruationssmerter?
Det er lige før, man har lyst til at spørge: Hvad er egentlig værst? Trump eller menstruationssmerter? Begge dele kræver tilsyneladende, at medarbejderne på et medie som Zetland må trække sig tilbage på ubestemt tid til et hvilerum á la det, Winsløv har opstøvet på ladestandervirksomheden Clevers hovedkontor i København:

”Her er dæmpet belysning, gardiner, man kan trække for, lydisolerende høretelefoner, timeglas, der kan vendes, og midt i lokalet står en hvid daybed. Det er her, man kan trække sig tilbage, hvis man har brug for en pause i løbet af sin arbejdsdag – for eksempel fra sine menstruationssmerter.

På badeværelserne er der gratis økologiske bind og tamponer, og der ligger altid smertestillende i køkkenskuffen. Hvis intet af det rækker på de dage, man har menstruationssmerter, giver Clever frit lejde for hjemmearbejde.”

Måske et par medarbejdere også her måtte trække sig tilbage til det kvindelige ”bederum” efter Harris’ eklatante valgnederlag og tage en Panodil eller to samt tørre tårerne væk med økologiske bind? 

Hæmningsløs og asociale interesser
Ud fra denne logik formoder vi, at menstruation som politisk emne nu er en af de store sandheder, vil alle skal sluge uden at ymte så meget som et lille pip. Så pip det end måtte være.

Som Manderådet skriver i et facebookopslag i anledning af Winsløv-artiklen: ”Mon fortalerne for en sådan særordning til kvinder har tænkt forslagets konsekvenser grundigt igennem? Der er ca. 20 arbejdsdage på en måned, så vi taler altså om mellem 15 pct. og 25 pct af arbejdstiden, hvor en stor gruppe kvinder således vil være fraværende – hver måned!

Hertil skal naturligvis lægges barns første og/eller anden sygedag samt egen sygdom – ud over PMS. Et realistisk bud er derfor et fravær omkring de 33 pct.!”

Man kunne også bare vælge at kalde det det, det er: asocial narcissisme af værste skuffe. Eller slet og ret: Hæmningsløs interessetænkning. 

Hvad bliver det næste? 

Vi venter i spænding. Er sikker på, at både Uniavisen, Politiken, Zetland og Information står parat med en større artikelserie, når det sker. 10.000 ord. Mindre kan bestemt ikke gøre det.