I 2019 udgav jeg min første kritiske debatbog om det wokeistiske ragnarok, vi står til halsen i lige nu. Da havde den indledende bevægelse i det, der senere bredt kom til at hedder ”woke”, dvs. MeToo, netop fået fat. Allerede dengang skulle man helst slå sig selv for munden tre gange, før man formastede sig til at udtale ét eneste kritisk ord om MeToo. Á la: ”MeToo har medført mange positive ting, men …”.
Strategien var og er jeg lodret uenig i. For hvis sandheden er, at MeToo aldrig har ført noget som helst positivt med sig, bliver man selvfølgelig nødt til at sige det, som det er. Alt andet er absurd. Det svarer lidt til at sige, at Hitler jo også gjorde noget godt, fordi han skabte nye arbejdspladser i krigsindustrien. Her handler det om, at man aldrig – som i aldrig nogensinde – må underkaste sig hverken voldsmandens eller voldskvindens veto.
Noget kunne tyde på, at jeg fik ret i, at MeToo var et misfoster – med næstformand i Manderådet Torben Haugaards ord – fra starten af. I al fald er det netop blevet besluttet ved en domstol i New York, at Harvey Weinsteins sag skal gå om. Hvorfor? Fordi han ikke fik nogen retfærdig rettergang, da han i 2020 i delstaten blev idømt 23 års fængsel for voldtægt og seksuelt overgreb mod to kvinder tilbage i henholdsvis 2006 og 2013.
